Jeg hørte nogen sige “fugl eller fisk”, og så fortsatte jeg for mig selv “… eller midt imellem?” og blev sendt omkring halvtreds år tilbage i tiden.
Kan I huske legen Gemme fingerbøl? Det var dengang i den lykkelige og nøjsomme barndom, hvor der ikke skulle så meget til for at underholde – faktisk bare et fingerbøl. En person gik ind i et rum – eller alle de andre gik ud – og gemte et fingerbøl et sted i rummet. Det måtte ikke være gemt bag noget eller i noget, men skulle være synligt. Så kom de andre ind og råbte “Fugl eller fisk eller midt imellem?”, og den der havde gemt fingerbøllet svarede “fugl”, hvis det var i den øverste halvdel af rummet, “fisk” hvis det var gemt nedad mod gulvet, og “midt imellem”, hvis det var … midt imellem. Og så gjaldt det sådan set bare om at finde fingerbøllet først og dermed blive den næste, der skulle gemme det. Hvis det var svært at finde, kunne man spørge, om der var koldt eller varmt dér, hvor man i øjeblikket befandt sig, og bevægede man sig tæt omkring gemmestedet, råbte den, der havde gemt fingerbøllet “Det brænder..!!”
Meget enkel leg. Og en af de få, man endda kunne få lokket sin mor til at lege en kort stund mellem strygning og syltning. Men mest en leg, jeg legede hos mormor og morfar sammen med kusinerne.
Det ville nok ikke kunne udkonkurrere de elektroniske legeapparater her hos os. Men jeg kunne da prøve. Jeg har et fingerbøl.
Ifølge myten blev alt, hvad den græske kong Midas rørte ved, til guld. Det var et ønske, han uforsigtigt havde fremsat og fået opfyldt af Dionysos. I stedet for at gøre ham rig blev det imidlertid en forbandelse, eftersom hans mad og drikke også blev til guld, og han var nær ved at dø af sult og tørst, inden han blev befriet for sin gave.
Alt hvad jeg rører ved, bliver fyldt med hår. Lange grå hår, som sidder på tøj, tørklæder og strømper, ligger i hjørnerne og stopper afløbene. Ingen er i tvivl om, hvis de er, grundet længden og farven. Alle de andre i huset er mørkhårede.
Det er muligvis at trække den lidt for langt at kalde det en forbandelse. Men det er voldsomt irriterende. Hvis alt det fælderi så bare havde kastet en lille bitte smule guld af sig, så jeg kunne blive rig som Midas.
Jeg troede lige, jeg havde forstået det. Men så havde jeg åbenbart ikke.
Førhen skulle vi stille urene manuelt. En time frem i slutningen af marts og en time tilbage i slutningen af oktober, og der var masser af ting, der kunne gå galt om søndagen. Man kunne komme for sent eller for tidligt til en aftale, fordi man havde glemt at skrue på tiden. Helt hen om mandagen var der endda mulighed for at komme for tidligt eller for sent til det, man skulle, fordi man heller ikke om søndagen havde opdaget, at tiderne var skiftet.
Den slags sker næsten aldrig mere, fordi de fleste af vores elektroniske dimser automatisk skifter fra det ene tidspunkt til det andet i rette tid. Mobiltelefoner, tablets, computere. Vi går i seng i én tidsregning og står op i en anden, uden at behøve at bekymre os. Sågar den elektroniske parkeringsskive i bilens forrude ved, hvad klokken er slået, og indretter sig.
Det eneste svære nu er faktisk efterfølgende at regne ud, hvad klokken egentlig er, og om det er længere lyst eller tidligere mørkt end i går ved samme tid. Men dét er altså også svært!
Jeg har virkelig forsøgt med logiske udregninger og strøet om mig med selvsikre jo’er. “Vi har jo stillet uret en time tilbage, så det er jo længere lyst, fordi klokken kun er 5, når den var 6 i går”. Jeg har åbenbart været meget overbevisende i min argumentation, så Morten og jeg drog friskt i kolonihaven henad halv fem i eftermiddags, han for at flå et nyskudt dyr og jeg for at grave have og ’udnytte lyset og den ekstra time’. Vi syntes ganske vist begge to, at det blev noget tidligere mørkt, end vi havde regnet med, men blev enige om, at det måtte skyldes skydækket i dag i modsætning til solskinnet i går.
Jeg måtte opgive gravningen allerede halv seks, da jeg ikke længere kunne skelne noget, og han havde heldigvis taget pandelampe med, ellers havde vi fået nogle ret sære udskæringer.
Og nu er det endelig gået op for mig, at – og hvor – mine overbevisende argumenter fejlede.
Ja, klokken er kun 5 på det tidspunkt, hvor den var 6 i går. Men klokken 6 i går var det også mørkt, derfor er det mørkt klokken 5 i dag. Det bliver altså tidligere mørkt om aftenen nu.
Og derfor bliver det også tidligere lyst om morgenen, kan jeg jo regne ud. Det er godt, jeg har fundet ud af det nu, ellers ville jeg være blevet forvirret i morgen tidlig, når jeg skal afsted hjemmefra.
Jeg bager jo boller hele tiden og ustandseligt og i ét væk. Synes nogen. Har folk kommenteret. Alt er jo relativt. I forhold til aldrig at bage boller bager jeg ofte. Men jeg overbager ikke. Bagningen er finjusteret efter efterspørgslen. Når depotet er ved at være tømt, tager jeg fat igen. Der skal være til madpakker, morgenmad og nattespisning. Ældsteteenageren får ikke madpakker mere, men det har ikke ændret på hans samlede indtag. I min egen madpakke indgår der en bolle stort set hver dag. Og så skal der være til weekendmorgenmad og mellemmåltider.
Så i løbet af en måned bager jeg vel tre gange. Omkring 40 boller pr. gang, lidt flere eller lidt færre, det kommer an på, hvordan dejen hæver.
De ser lækre ud, hvordan gør du? Har du en opskrift? Det er jeg blevet spurgt om flere gange, men jeg har ingen opskrift. Jeg gør, som jeg plejer, og bruger lidt af dét og lidt mere af dét og en sjat af dét og mel, til det passer.
Skal jeg komme med nogle få velvalgte grevindetips, vil det være:
° Kog først kernerne til en klistret grød og lad det afkøle.
° Brug meget lidt gær, højst en femtedel af en pakke.
° Ælt dejen mindst et kvarter på højeste styrke på røremaskinen – eller tilsvarende med de bare næver. Der skal dannes lange seje glutentråde.
° Lad dejen hæve længe, gerne en hel dag eller natten over. Processen kan trækkes endnu længere ved at sætte dejen koldt.
° Efterhævningen må også gerne vare 2-3 timer.
° Bag varmt, gerne op til 220°.
° Sprøjt vand ind i ovnen med vandforstøver, gerne flere gange under bagningen, det giver en lækker skorpe.
° Frys bollerne ned, så snart de er afkølet, så er de stadig lækre og bløde, når de tøs op igen.
Jeg har lavet en film fra bageriet. Et halvt døgn på halvandet minut. Jeg har endda forsøgt at sætte mål på. Ikke på melet, for mit bedste mål er, at der bare skal tilstrækkeligt og ikke for meget i, så konsistensen bliver rigtig. Sej, blød og lidt klistret.
Det er såmænd ikke hyggen i at udhule en grøntsag og sætte et lys ned i den, jeg har noget imod. Det gjorde vi jo selv som børn, da vi udhulede roer (eller forsøgte på det; roer er hårde!!) og fik lavet et lille hulrum med plads til den stump stearinlys, vi havde fået af vores mor. Hvorefter vi mistede interessen, for der var alligevel ikke nogen, der kom forbi og så roelygterne så langt ude på landet, som vi boede.
På den måde er det langt nemmere i vore dage at komme nogen vegne med et græskar, som nemt lader sig udhule og skære i. Og det er skam hyggeligt med lygter og lanterner i oktobermørket.
Det er alt det, der skal forestille at være uhyggeligt, jeg ikke kan lide. Skeletter, kranier, kister, knogler og afrevne lemmer, zombiesminke, uhygge, mørke, død. Det er ikke sådan, at det skræmmer mig, men jeg får altså bare en ubehagelig og grim smag i munden, når butikkerne faldbyder kranier, skeletter og knokkelhænder. Jeg synes simpelt hen ikke, det er sjovt. Jeg ved godt, at der er trukket tråde til allehelgen og de dødes nat, men jeg forstår bare ikke, hvornår lig og død blev en hyggelig tradition.