12. april 2017 | den store bunke |
Det går godt i sydbyen. Vi er ved at vænne os til huset og dets lyde. Der er fremmede knirke- og puslelyde fra væggene, og det der lyder som om nogen lister rundt på førstesalen er for eksempel en radiators hemmelige signaler om et eller andet. Det er jeg meget lettet over. Det kunne have været et spøgelse. Forleden nat brasede bunden ud af dobbeltsengen, der efterhånden havde været skilt og samlet så mange gange, at skruerne ikke længere kunne bære. Det gav ikke bare en lyd, men et gedigent brag. “Det ligner en krybbe”, sagde Lasse, da jeg viste ham vores sovevilkår den næste dag. Nu har Morten repareret og forstærket og understøttet, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Aldrig.
Vi endte med at bruge 108 flyttekasser – jeg havde kalkuleret med 120, så det var jo langt lykkeligere end forventet, og en hurtig optælling af stablen af tømte kasser på stuegulvet viser, at 46 er pakket ud nu. Min tid går med at tømme kasser og indrette, fordele og finde plads til alt det, der endnu ikke ved, hvor det skal være, og dagene løber lidt i ét. Når jeg dagligt taler i telefon med min mor, er vi mere på samme niveau, end vi plejer at være. Ingen af os er knivskarpe på, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er blevet, eller hvornår vi snakkede sammen sidst. Det ændrer sig formodentlig igen.
Flyttedagen i lørdags gik som forventet over al forventning. Klokken 7.30 lørdag morgen kørte flyttebilen ind i Vestergade, og 16-17 gode folk, der godt gad bruge nogle timer på at hjælpe os, stod klar til at tage fat. Tre-fire timer senere var alt flyttet, og vi sad allesammen i stuen på den nye adresse og spiste byg-selv-bøfsandwich, som en anden god ven havde kokkereret som sit bidrag til flyttefesten. I al beskedenhed er vi ret gode til at organisere en flytning, og mindst lige så vigtigt: vi har nogle virkeligt gode venner.
Her bliver så godt. Køkkenet er som det eneste stort set færdigt. Alle skuffer og skabe er fyldt, og det har vist sig, at vi også godt kan navigere og lave mad i det. Stuen roder helt vildt. Det samme gør bryggerset, og jeg er ikke begyndt at lede efter vasketøjskurven endnu, for der er ikke rigtigt plads til tørrestativet nogen steder. Astrid var effektiv med at få pakket sine ting ud, og hendes værelse er faktisk færdigt. Det samme kan man ikke sige om resten af overetagen. Kasserne tårner sig op, og vi har ikke fået lagt noget af vores tøj på plads endnu. Eller tømt kasserne med badeværelsesting, eller alle bøgerne. I kontoret, som jeg forventer mig meget af, sidder vi mellem kassetårne og løse ledninger og arbejder, og det kan man sagtens. Værksted og skur er nøjagtigt lige så kaotiske som i lørdags, hvor alt bare blev stuvet ind i fuldstændig vilkårlig uorden. Det løser sig.
I mellemtiden glæder vi os over de små hjørner, som er færdige.
Og vender det blinde øje mod de hjørner, der ikke er.
7. april 2017 | den store bunke |
I går var en god dag. Dagen før – og dagen før igen – peb jeg lidt over, at det ikke rigtigt skred frem i pakkeriet. Men i går var en god dag. Pludselig kunne jeg se lyset og målet for enden. Kasser blev fyldt, skabe blev tømt – og ikke bare efterladt med sporadiske ’sidste ting’ spredt på halvtomme hylder. Jeg har haft bjørnen Brunos sang ’Jeg åbner låger’ kørende i hovedet, hver gang jeg åbnede et skab for at se, om der var mere derinde. Det behøver jeg ikke længere.
Vi mangler køkkenet og badeværelset plus det løse og loftet, og derefter tager skruemaskineføreren et tornadoraid gennem 450 kubikmeter (vi har højt til loftet) og demonterer Alles. Det er allerede sære udsigter vi står op til om morgenen, og jeg er glad og fortrøstningsfuld.
I aften spiser vi pizza direkte fra æsken og sover minimalistisk.
Og i morgen er det FLYTTEDAG!
5. april 2017 | den store bunke |
Det. Er. Kedeligt. At. Pakke.
Vi er på omkring femogtres fyldte kasser, og der mangler stadig en hel del. Alt i køkkenet fra bordpladeniveau og ned. De fleste sektioner bøjletøj. Hele badeværelset. Alle de håndklæder som ikke er lagt i andre kasser som støddæmpere. Halvdelen af kælderrummet. Loftsrummet. Skille ad og skrue ned.
Hmm.
Når jeg lister det på den måde, virker det faktisk overkommeligt. Det kan jeg nu ikke helt tro på, for sådan er jeg. Men overblikket er for længst pakket ned, og jeg er nødt til bare at lære udenad, at det lige præcis kommer til at passe med de to hele dage, jeg har tilbage at pakke i.
Og til alle de søde mennesker, der kommer på lørdag for at hjælpe os: Dererstyrpådetdererstyrpådetdererstyrpådet!!
Jeg rydder hårdt ud i skabe, som det viser sig, at vi ikke kommer voldsomt tit i. Når der står Bedst før både 2014 og 2015 på de fleste pakker tebreve, er det nok bedst bare at starte på en ny tesamling. Det er alligevel kun halvdelen af os, der drikker te. Så behøver det heller ikke fylde en hel hylde mere.
Seriøst?! Jeg har en hel kasse med løbetøj?! Der er al mulig grund til snart at få udforsket mit nye hood for gode løberuter. I går kom vi vist også til at snakke med vores venner om at sætte os et konkret mål, noget med en halvmaraton i en europæisk by inden for det næste års tid. Vi snakkede bare om det. Det er godt, jeg har udstyret til det, så.
Hvad der er sket, er at der er kommet noget rasende hurtigt netværk ind på vores nye adresse. Det er så hurtigt, at det kom før os. Og vores navne er kommet på postkassen. Der regner jeg så med, at vi kommer før PostNord.
4. april 2017 | den store bunke |
Fjerde dag i den ternede skjorte. I dag starter jeg med at pakke kasse nummer 46. Det kan jeg jo sagtens sige. Jeg kunne også have sagt, at jeg startede med nummer 99, i princippet kan ingen vide, om jeg bare finder på et tal. Men jeg lover på æresord, at der allerede står 45 fyldte kasser tårnet op, og i dag går jeg i gang med køkkenet. Det er omfattende. Vi har meget. Meget! Og jeg har ingen ide om, hvordan vi kan få plads til det hele i det nye køkken. Eller jo, det har jeg. Det får vi ikke. Der bliver tale om prioriteringer, og egentlig er det bare de prioriteringer, vi slap for, da vi flyttede sammen for toethalvt år siden. Vi har enormt meget skabsplads i lejligheden; ikke kun i køkkenet, men i alle rum, og det får vi ikke i samme grad i huset. Vi kommer også til at savne kælderrummet og loftsrummet her i ejendommen. Igen: prioriteringer. Når vi finder ud af, hvad vi kan få stuvet ind i krogene derude.
Det gode er, at det nye hus nu er indflytningsklart. Store søn var kaldt hjem i weekenden for at spartle og male. Tre dage gik han derude og arbejdede, og søndag var Morten, Lasse og Astrid også på adressen med ruller og værktøj. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er simpelt hen så fedt, at vi bare kan rykke ind på lørdag og begynde seriøs indretning.
Min egen eneste mission er at pakke. Pakke, pakke, pakke. Kasse nummer 46 bliver kogebøger, tror jeg. Og noget let, måske plastikbøtter eller den der netskærm, man sætter over lagkager.
Sæt i gang.
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
