Tre på rad hos fotografen, nu i farver

For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.

Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.

Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.

Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.

Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.

Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.

Smadremandens søsters søster

Vi har igen været på Nordfyn og se revy i den teaterforening i Søndersø, hvor min bror har været en af de frivillige ildsjæle i 35 år.

Jeg kan egentlig bare gentage mig selv fra sidste år: “…  han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

Eller jeg kan linke til det, jeg skrev for to år siden.

Vi var også godt underholdt denne gang. Et af denne revys numre hedder Søndersø er sagen, og for dem af jer, som ikke strutter af paratviden om nordfynske byer, ridser jeg lige op, at den nuværende Nordfyns Kommune består af de tre ’gamle’ kommuner Bogense, Otterup og Søndersø, og selv om de nu i ti år har været én enhed, lever tidligere tiders kappestrid stadig.

Søren Østergaards figur Smadremanden er som bekendt fra Otterup, men hans søster er fra Søndersø. Ved vi nu. Og hun giver ikke meget for de andre pisbyer. Det er Lene Karina Hansen, som har skrevet teksten, og det er min bror, der tør være så grim, at man hverken kan holde ud at se på ham eller lade være. Bedøm selv. Om lidt går døren op, og et kvindemenneske kommer ind…

 

Kærlig hilsen fra Smadremandens søsters søster.

PS. Dialekten der. Den har han ikke skullet øve sig på. Han kan den. Det var sådan, vi snakkede i vores barndomshjem, og det er den dialekt, jeg stadig slår over i, når jeg snakker med min mor. Måske bander jeg dog knapt så meget…