På øverste linje på den lønseddel, jeg lige har fået fra min arbejdsgiver, står ordet Gage.
Første gang, jeg mødte det ord, var i tegneserien ’Busser og Blondie’, der var trykt i ugebladet Hjemmet. Blondie var en køn hjemmegående amerikansk husmor, og Busser var hendes mand, der hver dag sov så længe, at han måtte styrte ud af døren for at nå hen på kontoret til tiden. Hvad han lavede derhenne, fremgik ikke helt klart, men meget tit havde Busser planer om at gå ind til chefen for at bede om gagepålæg…
Gagepålæg…?? ’Pålæg’ vidste jeg hvad var, men ’gage’ var ikke et ord, vi nogensinde brugte hjemme på gården. Jeg tror heller ikke, vi sagde ’kontor’. Hvorfor skulle vi dét? Det lå uendelig fjernt fra vores verden.
Jeg havde ingen som helst idé om, hvad Busser skulle inde hos chefen.
Da jeg i sin tid blev skilt, var der den gevinst ved det, at jeg tabte en hel masse kilo. Den følgevirkning var jeg glad for, men jeg vil trods alt ikke anbefale nogen en skilsmisse bare for at tabe sig. Der er for mange ærgerlige bivirkninger ved den slankekur, og kun én fordel. Men den var der så også.
Den sidegevinst, der er ved at have feriehund, er, at vi bliver mere fortrolige med nærområdets stisystemer og stikveje på tre uger, end vi ville have været uden hund, når vi aften efter aften traver kvarteret tyndt på lufteturene.
Hmm…
Kom det nu egentlig ikke til at lyde, som om 1) jeg umiddelbart sidestiller skilsmisse og hundepasning, og 2) det er slemt at passe hund? Ingen af påstandene er imidlertid tilsigtede eller afspejler min holdning.
Sommetider får man bare noget udover det egentlige, som man slet ikke havde tænkt på, og som viser sig at være en fordel, og selv om aftenturene med hunden stadig kan tælles på én hånd, har de allerede givet en effektiv forståelse for kvarterets opbygning, som vi ellers ikke ville have fået, fordi vi normalt bare har travlt med at komme ud af området til andre steder.
Jeg kan godt lide Facebooks funktion På denne dag/On this day, hvor man bliver mindet om, hvad man har skrevet, uploadet eller på anden måde været involveret i på selvsamme dato for år tilbage. Så kan jeg hygge mig med at svælge i, hvor sjov og klog, jeg var, og hvad jeg har valgt at delagtiggøre omverdenen i. Ren ananas i egen juice!
For otte år siden skrev jeg om morgenen: “skal til dimission på efterskolen i dag. Har et par hundrede kilometer til at træne forståelseogoverbærenhedmedtristteenager og lave Kleenexdepoter i bilen. Det gik hurtigt, dét år..!” og et halvt døgn senere: “har hjembragt en mascaraplettet datter med bjerge af bagage. Fornøjelsen er helt på min side…”
Og netop i dag for syv år siden lænede jeg mig op ad den dagsaktuelle debat om, hvorvidt bekymrede forældre skal lade deres børn stå på egne ben på festival.
Jeg er ikke så blødhjertet, når de først er af sted. Selvfølgelig tænker jeg på dem og holder øje med vejrudsigten, men jeg regner da med, at de kan klare sig, og at de og kammeraterne passer på hinanden.
Min yngste søn på 20 år befinder sig netop nu i en camp i Roskilde. Med ham har jeg aftalt, at han sender mig en sms i ny og næ, som bekræfter, at han lever. Det er mere, end jeg åbenbart forlangte af storesøsteren for syv år siden, da hun var 17 år, men det lever han nok med. Indtil nu har jeg fået tre enslydende beskeder: “I live”.
Sankthans kom og gik. Folk fejrede midsommer i varmt og regntæt tøj, for dansk vejr er lunefuldt omkring den tid, hvor lyset vender.
Vi var slet ikke ude i vejret den aften, og det var en yderst bålfattig sankthans for os i år. Jeg havde travlt med at blæse min 20-årige bagover med gode råd og ’Har du husket…?’ lige indtil det øjeblik, hvor jeg satte ham og hans festivalbagage af hos en af de kammerater, han skulle følges med til Roskilde Festival. Eller faktisk indtil det øjeblik lige før, jeg satte ham af, hvor han bad mig stoppe strømmen af gode, men fuldstændigt overflødige spørgsmål. Et knus, hej-hej, og så af sted med ham. I går modtog jeg den første af de aftalte daglige – i hvert fald jævnlige – sms’er med den korte, men fuldt tilstrækkelige ordlyd ’i live’.
Fredag var også den dag, feriehunden ankom med madpakke og sovegrej. Hunden er en breton og skal være hos os i tre uger, mens familien holder oversøisk sommerferie. Det er lidt som at have små børn igen, når hun et par gange hver nat tager trappen op og står med næsen mod soveværelsesdøren og spørger, om vi da ikke synes, hun skal ind til os. Det synes vi ikke. Hun er til gengæld som god jagthund velafrettet og går lydigt ned i kurven igen, når hun får at vide, det er dét, hun skal.
Ingen jagtopgave er for lille for pligtopfyldende Malou. For eksempel er det vigtigt at vogte på en halvdød hveps på dørtrinnet, også selv om det tager en hel formiddag.
• Det myldrer med studenter derude. Glade, lettede og lettere berusede studenter.
• Stolte forældre viser billeder af glade studenterpoder på de sociale medier, men jeg har lagt mærke til, at det ikke længere er moderne at sende de ungdommelige afslutningskarakterer med ud. Det er godt.
• Der er studenterkørsel i dag, og den første bortkomne studenterhue er blevet efterlyst på de sociale medier. Huen er fundet, lyder seneste opdatering på some. Det er også godt.
• Sidste år havde jeg selv en student. Det er ret rart bare at være fredelig tilskuer i år. Jeg husker det som en hektisk tid med eksamen, huepåsætning, studenterkørsel, fester og dimission. Det er også hektisk for stolte forældre.
• Især for mødre, der ser det som en del af mor-opgaven at overgå sig selv i velmenende råd til student, der skal på Roskilde Festival for første gang.
• Det var faktisk helt befriende – for begge parter – da han endelig var taget af sted til Roskilde.
• Han skal også på Roskilde Festival i år, og jeg er en rutineret mor, der næsten ikke har givet gode råd. Han ved, hvad han går ind til, og jeg ved det.
• Om lidt spørger jeg ham alligevel, om han ikke skal have sin billet printet ud.
• I næste uge skal Morten og jeg være alene hjemme. Det er helt sært.
• Nå ja, ikke helt alene. I morgen får vi feriehund, som bliver hos os i tre uger. Det bliver spændende. Jeg ved intet om hunde.
• I læser ikke ikke med her, vel, feriehundens ejere?
• Nu til noget helt andet.
• Man kan nemlig altid vise billeder af pæne blomster. Så nedenfor ser I først, hvad der gror op af et hul i kolonihaven, hvor der er gravet en træstub op, og bagefter en vase med rækkehushaveroser, som kun er en lille smule fedtede, efter at jeg har sprøjtet for lus.
• Han printer sin festivalbillet i morgen, siger han.
• Glædelig student, hvis I er nogle af dem, der har sådan noget.
