14. december 2017 | den store bunke |
“Er løbet tør for rødvin og må drikke tør hvidvin”, skrev jeg på Facebook for nogle år siden. Det var dengang jeg opdaterede noget oftere, end jeg gør nu, og det her var så en status, der ikke handlede om at løbe. Det gjorde mange af dem ellers, kan jeg se nu bagefter, og jeg kan også godt se, at jeg på den måde egentlig har været ret irriterende at følge. Og betragtet fra den vinkel er det vel ret fint, at jeg ikke får løbet så meget.
Men det var nu slet ikke derhen, jeg ville. Sagen er, at jeg er nået til den samme erkendelse som den aften i 2013 eller hvornår det nu var. Jeg kiggede lige i vinskabet, og jeg synes altså, at rødvinsbeholdningen er noget pauver. Tænk, jeg mente, vi havde så meget, men det hænger måske sammen med alle de tomme vinflasker, jeg kastede i flaskecontaineren tidligere i dag.
Så må jeg jo nøjes med tør hvidvin.
Og sagt mellem os er det slet ikke noget kors.
11. december 2017 | den store bunke |
Det her handler ikke om, hvor meget fisk eller frugt man bør spise, eller om hvor mange gange om dagen man lyver. Overskriften er bare valgt, fordi det var det antal billeder, jeg i gennemsnit tog i en virkelig dejlig og hyggelig weekend. Spørgsmålet er nu, om den weekend overhovedet fandt sted, når den nu ikke blev gennemdokumenteret. Eller om jeg bare havde tilstrækkelig travlt med at være til stede i virkeligheden.
Her er, hvad der blev pixelbåret.
Det fine, fine Nytorv i Viborg, som er gået all in på julemarked – og gør det fortryllende godt.
På Nytorv ligger den ganske nyåbnede restaurant Kehlet, som gør det i italiensk – og gør det guddommeligt godt.
Sneen dryssede og skabte eventyr lige uden for vinduerne
Søndagsspadsereturen gav røde kinder og varm chokolade – sødmefuldt, lækkert og godt.
I dag er det sådan her – varmt og godt.
Resten kan ikke bevises.
8. december 2017 | den store bunke |
Hold da op, hvor kom jeg lige til at føle mig tingsfikseret og kommercielt orienteret!
Jeg scrollede igennem mit Facebookfeed og stoppede op ved en af de mange adventskonkurrencer, som de digitale medier er fulde af i øjeblikket. Det var fra en guldsmed, der udloddede et smukt smykke, og man kunne få et lod, hvis man likede guldsmedens side og det aktuelle opslag samt skrev sit største juleønske i kommentarfeltet.
Jeg overvejede, hvilken ting på min ønskeseddel, jeg ville blive allergladest for at få, og mon ikke det var den taske, jeg sådan trænger til, fordi alting skaller af og går i stykker på den, jeg slæber af sted med hver eneste dag. Jo, en ny taske, bestemte jeg mig for, og så begyndte jeg at udtænke en kæk formulering om det til kommentarfeltet ved guldsmedens opslag. Imens ville jeg lige kigge de øvrige kommentarer igennem.
Og tænk, så havde de ALLE SAMMEN skrevet ’fred på jorden’, ’en skøn juleaften’, ’at børnene får en dejlig jul’, ’lykke’, ’en hyggelig jul’ og meget mere fra samme hylde. Ikke en eneste havde skrevet, hvad de virkelig ønskede sig.
Tænk, det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg var så naiv, at jeg bare troede, guldsmeden ville have et ærligt svar, samtidig med at de får nogle navne, de kan trække lod imellem. Men hvad forstår jeg mig på dét?
Jeg deltager ikke i konkurrencen nu. Jeg vil ikke være den eneste, der offentligt ønsker mig en taske frem for fred på jorden.
6. december 2017 | den store bunke |
For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.
Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.
Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!
4. december 2017 | den store bunke |
I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.
Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.
Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.
Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.
