I dag er en mærkedag.
Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.
Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.
Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!
Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.
Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.
Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.
