19. november 2013 | den store bunke |
En fod, hedder det vel. Nej, det er nok snarere kun en tanke endnu.
Jeg har ikke pakket. Kun lagt lidt frem. Der ligger en køkkenrulle, nogle ruller toiletpapir, et gps-løbeur, løbesko, et Berlinkort, en guidebog og en pose nescafe. Og mit pas.
Jeg skal til Berlin i overmorgen.
Da vi var nyvoksne, rejste mine to veninder og jeg en del sammen, blandt andet på to legendariske interrailture. Så blev vi opslugt af mænd og børn og job i nærmest tredive år, men for nogle år siden genoptog vi det. Årlige ture til hvor vi nu har lyst og råd til at tage hen i en forlænget weekend. Rom, København, Bruxelles.
Denne gang har vi lyst til Berlin, og vi har inviteret vores mænd med for en gangs skyld. Der lå helt eksakte krav til tidspunktet: Efter kommunalvalget (to af os er via arbejde dybt involveret), inden julehandlen (en af os har forretning), i en ulige weekend (to af os har delebørn, der er hos den anden forælder i ulige weekender). Derfor bliver det denne weekend.
De, der lige nu knokler i henholdsvis et rådhus og et regionshus nærmest lige indtil afgang, har allerede pakket. Det har jeg for en gangs skyld ikke. Vi skal heller ikke have så meget med. Vi kører alle seks i én bil og har fået besked på at pakke i mindre og formbare enheder, som kan presses i tagboksen. Vi bor i Friedrichshain, og i tre dage ligger alt åbent
Det bliver så brandhyggeligt. Jeg glææææææder mig!
16. november 2013 | Køkkenskriverier |
Jeg vil hellere surfe på nettet og tegne doodles i kanten af avisen end lave mad. Der er så meget andet, jeg hellere vil. Førhen lagde jeg ikke engang mærke til opskriftsiderne, når jeg bladrede magasiner igennem. Jeg overså dem på samme måde som bilsider. De eksisterede ikke.
Jeg har aldrig lagt skjul på det. I min netdatingprofiltekst stod der helt klart: “Interesserer mig ikke for madlavning; jeg laver mad, fordi jeg har munde at mætte. Og det kan spises; af og til smager det endda godt”. Morten siger jævnligt, at han simpelt hen ikke kan få det til at passe med den mad, vi faktisk spiser her hos os, og at jeg har undersolgt mig selv.
Jeg kan godt. Giv mig en opskrift, og så gør jeg det, der står, jeg skal. Mangler jeg en ingrediens, kan jeg ikke lave den ret. Jeg har ingen trang til at udvikle mine kompetencer i et køkken og jeg hygger mig ikke med det. Jeg vil hellere være fri.
Min mor havde det på samme måde. Hun ville hellere arbejde i haven eller flytte rundt på møblerne i stuen end lave mad. Men hun var landbokone, så hun skulle. I et helt liv har hendes hovedansvarsområde været et, hun på ingen måde brød sig om. Tænk engang.
Jeg var heldig at være gift med en mand, som godt kunne. Som godt gad. Og som var god til det. I sytten år undgik jeg den daglige madlavning og følte mig priviligeret. Jeg trådte kun frem, når der skulle laves æggekage og pizza og pandekager. Til gengæld var tøjsammenlægning og tjansen med at skifte sengetøj på alle senge helt og aldeles min. Og desserter og bagning har jeg sjovt nok også altid taget til mig, endda med fornøjelse.
Da jeg blev skilt, var mine venners største bekymring nok egentlig, hvordan vores stakkels børn skulle kunne overleve, når de var hos mig. Ville de få mad? Det fik de. Jeg lavede madplan og købte stort ind, så jeg i en eller to uger ikke brugte daglige kræfter på at finde på aftensmad. Jeg skulle bare tage noget ud af fryseren dagen før. Og vi fik masser af lasagne, fiskepinde, frikadeller, suppe, pizza og brød, og vi klarede det godt.
Børnene var kræsne, og vi fik nem (ikke usund) mad, som tilgodeså flest muligt. Senere lavede vi temauger. Vegetarmad, Italiensk mad, Verdensmad (mad fra mange lande), og langsomt blev det lidt sjovere at finde på, også i takt med at kræsenheden aftog.
Nu spiser mine børn alt, og især Lasse har i løbet af ti år udviklet sig fra kun at ville spise bacon, hamburgerryg og smøreost til at være altspisende og en sand fornøjelse at lave mad til og med, fordi han elsker at prøve nye ting og virkelig sætter pris på det meste. Hvis han kun måtte få tre spiser med på en øde ø eller skulle leve af tre ting resten af sit liv, skulle det være chorizo, gedeost og oliven, siger han. Og hvis han så måtte få mozzarella med også, skulle han aldrig plage om mere.
Jeg har igen en kæreste, som kan lave mad. Som godt gider. Og som er god til det. For selv om det kunne se ud, som om jeg interesserer mig for madlavning, er jeg stadig helst fri.
Og engang ude i fremtiden er der også håb for det alleryngste pigebarn, som stadig spiser selektivt. Men noget af min mad har hun faktisk rost.
I dag har jeg bagt gode boller, inspireret af dem her, og taget et ordentligt svin af en porchetta op fra fryseren; – den skal blive til søndagsmad.
Men tro ikke, at det interesserer mig.
12. november 2013 | den store bunke |
Farmor har fået trykt et digt i den lokale avis, fortalte Lasse, og det fik mig til at tænke på lille Birgitte, der også flere gange fik trykt noget i avisen. I 1960’ernes Fyns Tidende var der en børneside, som blev redigeret af onkel Niels. Med voksent og nutidigt vid lyder det faktisk ret børnelokkeragtigt; han kunne lige så godt have kaldt sig Bolsjefar. Men det var ganske harmløst, og de små fynske børn skrev breve og tegnede tegninger, som vi kunne være heldige at få trykt på børnesiden, hvorefter vi blev belønnet med en bog. Det var stort. Min storebror fik i hvert fald én tegning i avisen, af en stubmølle, husker jeg. Jeg selv skrev flere gange og fik spændende bøger som De fem uartige bjørne om et kuld frække bjørneunger, der stak af fra zoologisk have og oplevede sjove ting, Lone og Lasse, en fotodokumentarisk fortælling om to chimpanseungers ankomst til og integration i en zoo, og Da skoene løb med Laura, min yndlings. Bøgerne fra onkel Niels udgjorde størstedelen af min bogsamling. De fleste har mine egne børn fået læst højt hos mormor og morfar, og Da skoene løb… har jeg stadig.
To af brevene har jeg også stadig. Udklippene er temmelig gulnede, men de findes, og det er i sig selv ret fantastisk. De er 47 år gamle, og jeg kan stadig gå ind i den lille pige, der sad og prentede ordene med blyant på den linierede brevblok med blå og hvid forside med franske liljer, som plejede at ligge i fars skrivebordsskuffe. Imens tøjlede mor sin utålmodighed, men gik alligevel i udkanten af min sfære og truede med sengetid.
10. november 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
I går teede november sig på præcis den måde, der får mange til at hade den og mene, at den varer lige så længe som fire sommermåneder tilsammen. Det silede ned fra morgenstunden. Tror jeg nok. Jeg var endnu ikke vågnet på den tid, da man stadig med en vis rette kunne kalde det morgenstund. Men det silede, da jeg slog øjnene op, og himlen var hele dagen et ensfarvet gråt skydække uden den mindste blå eller bare lysere grå sprække.
Jeg rånød det. Jeg skulle ikke noget udgående, og det passede mig fint at være inde med god samvittighed og sysle med noget husligt og andre ting, jeg havde mere lyst til. Langsom morgenmad, tøjvask, støvsugning, boglytning, planlægning, internetsurfing, flutesbagning, lang mailskrivning til veninde i udlandet, blødt tøj og doven afslapning. Ingen der stillede krav, heller ikke mig selv. Essensen af novemberhygge.
I dag har det samme velbehagelige indhold.
Varmt lys mod grå verden
Så venter vi. Flutes med tomater og bacon efter den opskrift, billedet linker til, men med durummel i stedet for grahamsmel – og i en anden form
Varm te i orange krus til mailskrivningsfordybelse
Virkelig, virkelig, VIRKELIG lækker fiskesuppe
8. november 2013 | den store bunke |
Min kollega er på barsel og besøgte kontoret med baby i rundt tøj. Og en sød pakket-ind-i-fint-tapet-gave til mig! Ud af et bundt Maren-postkort syntes hun, der lige stod mit navn på det her.
Det passer nok meget godt.
Tak, Mette.
