Jeg vil hellere surfe på nettet og tegne doodles i kanten af avisen end lave mad. Der er så meget andet, jeg hellere vil. Førhen lagde jeg ikke engang mærke til opskriftsiderne, når jeg bladrede magasiner igennem. Jeg overså dem på samme måde som bilsider. De eksisterede ikke.
Jeg har aldrig lagt skjul på det. I min netdatingprofiltekst stod der helt klart: “Interesserer mig ikke for madlavning; jeg laver mad, fordi jeg har munde at mætte. Og det kan spises; af og til smager det endda godt”. Morten siger jævnligt, at han simpelt hen ikke kan få det til at passe med den mad, vi faktisk spiser her hos os, og at jeg har undersolgt mig selv.
Jeg kan godt. Giv mig en opskrift, og så gør jeg det, der står, jeg skal. Mangler jeg en ingrediens, kan jeg ikke lave den ret. Jeg har ingen trang til at udvikle mine kompetencer i et køkken og jeg hygger mig ikke med det. Jeg vil hellere være fri.
Min mor havde det på samme måde. Hun ville hellere arbejde i haven eller flytte rundt på møblerne i stuen end lave mad. Men hun var landbokone, så hun skulle. I et helt liv har hendes hovedansvarsområde været et, hun på ingen måde brød sig om. Tænk engang.
Jeg var heldig at være gift med en mand, som godt kunne. Som godt gad. Og som var god til det. I sytten år undgik jeg den daglige madlavning og følte mig priviligeret. Jeg trådte kun frem, når der skulle laves æggekage og pizza og pandekager. Til gengæld var tøjsammenlægning og tjansen med at skifte sengetøj på alle senge helt og aldeles min. Og desserter og bagning har jeg sjovt nok også altid taget til mig, endda med fornøjelse.
Da jeg blev skilt, var mine venners største bekymring nok egentlig, hvordan vores stakkels børn skulle kunne overleve, når de var hos mig. Ville de få mad? Det fik de. Jeg lavede madplan og købte stort ind, så jeg i en eller to uger ikke brugte daglige kræfter på at finde på aftensmad. Jeg skulle bare tage noget ud af fryseren dagen før. Og vi fik masser af lasagne, fiskepinde, frikadeller, suppe, pizza og brød, og vi klarede det godt.
Børnene var kræsne, og vi fik nem (ikke usund) mad, som tilgodeså flest muligt. Senere lavede vi temauger. Vegetarmad, Italiensk mad, Verdensmad (mad fra mange lande), og langsomt blev det lidt sjovere at finde på, også i takt med at kræsenheden aftog.
Nu spiser mine børn alt, og især Lasse har i løbet af ti år udviklet sig fra kun at ville spise bacon, hamburgerryg og smøreost til at være altspisende og en sand fornøjelse at lave mad til og med, fordi han elsker at prøve nye ting og virkelig sætter pris på det meste. Hvis han kun måtte få tre spiser med på en øde ø eller skulle leve af tre ting resten af sit liv, skulle det være chorizo, gedeost og oliven, siger han. Og hvis han så måtte få mozzarella med også, skulle han aldrig plage om mere.
Jeg har igen en kæreste, som kan lave mad. Som godt gider. Og som er god til det. For selv om det kunne se ud, som om jeg interesserer mig for madlavning, er jeg stadig helst fri.
Og engang ude i fremtiden er der også håb for det alleryngste pigebarn, som stadig spiser selektivt. Men noget af min mad har hun faktisk rost.
I dag har jeg bagt gode boller, inspireret af dem her, og taget et ordentligt svin af en porchetta op fra fryseren; – den skal blive til søndagsmad.
Men tro ikke, at det interesserer mig.
Trackbacks/Pingbacks