11. januar 2014 | den store bunke |
På den anden side af bygningen overfor min tredjesal ligger en restaurant, hvor børnene får udleveret balloner. For det meste er forældrene gode til at sikre ballon forsvarligt til barn, men af og til ser jeg en løssluppen ballon svæve ensom og målbevidst hen over tagene op mod det uendelige – og så tænker jeg, at der står et skuffet og grædende barn nede på parkeringspladsen.
Nu står der sikkert en hel flok dernede. Og ballonerne er også skuffede, for de blev bremset i deres himmelflugt.
10. januar 2014 | den store bunke |
Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.
Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.
Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.
Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.
Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.
Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.
Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.
5. januar 2014 | den store bunke |
Jeg holder Politiken om søndagen. Det er lige den ene dag, jeg kan overkomme at få læst papiravisen. Så vil jeg til gengæld også gerne have den. Egentlig står der i min abonnementsaftale, at den skal bringes helt op på tredje sal og puttes gennem brevsprækken i entredøren, men det har jeg for længe siden opgivet at få håndhævet.
Gadedøren i min ejendom er låst til klokken 6. Kommer avisen inden da, kan avisbudet ikke komme til at smide den i postkassen, som sidder indenfor. Så ligger avisen i en gul plasticpose udenfor på gaden. Så kan jeg være heldig at finde den der. Posen er en ny ting. En god ting. Førhen kunne jeg være heldig at finde en våd avis.
I dag fandt jeg ingen avis. Hverken udenfor eller i postkassen. Eller i en af de andres postkasser. Det er nemlig også før sket, at jeg har kunnet få fat i en flig af min avis i en andens postkasse og har kunne fiske den op. Men ikke i dag. Ingen avis.
Det er sket før. Og jeg har tænkt pyt, for jeg kan også læse søndagsaviserne online. I dag havde jeg allerede været online og igennem det meste af dagens avis, inden jeg kom i nærheden af min postkasse. Men der var artikler, jeg havde bestemt mig for at gemme, til jeg fik papirudgaven i hænderne. Og så besluttede jeg mig for at klage.
Jeg gik ind på Politikens selvbetjeningskundeservice og fandt Reklamationer. Og herfra var det nemt. Jeg var vildt overrasket over, hvor formaliseret et klageskema der er. Og undrer mig over, hvor mange aviser, der ikke når frem til abonnenterne, siden klageservice er så udbygget. Jamen, hvor bliver aviserne af? Hvad gør budene med dem? Eller er der nogen, der hugger vores aviser? Sidder der en morgenfulderik i Viborg og fryder sig med min avis? Og hvis man faktisk får sin avis, behøver man så at være så sippet? Men punkterne er vel på listen, fordi der er abonnenter, som krydser dem af?
Prøv at se alt det, man kan klage over:
Jeg har ikke modtaget min avis
Leveret for sent – ingen forsinkelsesmelding
Dårligt produceret eller mangelfuld Politiken
Avisen var våd
Leveret på måtten – skal igennem brevsprækken
Levér ikke i postkasse – skal helt ind til huset
Levér ikke i p-ks.anlæg – skal leveres på etagen
Politiken skal helt igennem brevsprækken
Politiken skal igennem brevsprækken på etagen
Politiken skal helt ned i postkassen
Modtog forkert produkt – skal have Politiken.
Jeg krydsede af ved første mulighed. Det eliminerede samtidig de resterende valg.
Gad vide, om jeg vinder noget.
4. januar 2014 | den store bunke |
Lillejuleaftensdag fulgte jeg en spontan indskydelse og gik ind i en garnforretning og købte fire nøgler strømpegarn i pæne jagtfarver, gik hjem og pakkede dem ind og satte Til Morten fra Birgitte-kort på.
Juleaften pakkede han gaven ud og var lutter måben. Mest, tror jeg, fordi han ikke umiddelbart kunne se hensigten; hvad skulle han med garnet? Strikke noget? Hækle? Sættes på prøve?
Men med i gaven var pakket et usynligt løfte om, at jeg ville gøre et par sokker af garnet. Jeg havde endda taget strikkepindene med på juleferie. Men det var nu først i de mange dovne hjemmejuleferiedage, jeg fik slået masker op og kom i gang. Og nu er de færdige. Han skal ej længere døje med kolde fødder.
3. januar 2014 | den store bunke |
Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Så enkelt er det.
Der er ingen grund til det. Man kan ændre sit liv – eller mindre ting – på et hvilket som helst andet tidspunkt af året. Midt i marts, for eksempel. Eller til pinse. Eller lige efter den nationale flagdag.
Hvis man lægger ud med en hel masse gode og mere eller mindre umulige forsætter fra starten af januar, er der større sandsynlighed for, at man er ked af det i slutningen af januar. Januar er i forvejen lang. Men tænk så at trække den endnu længere ud ved at pine sig med diæter og må-ikke og lad-være-med og en masse andre askeser. Ja, jeg gider ikke.
En enkelt gang syntes jeg, at jeg ville prøve at sætte mig noget for ved nytår. Jeg ville være mild og god. Det faldt sikkert allerede til jorden under oprydningen efter nytårsfesten. Eller få dage efter. Jeg husker det ikke, for det var ikke vigtigt.
I øvrigt skal man aldrig ændre mere end én ting ad gangen, uanset om det er januar eller juli. Ikke holde op med at ryge OG spise sundere OG motionere mere OG sætte sig ind i EU-traktaten samtidig. Det er dømt til at mislykkes. Og der er ingen grund til at invitere nederlaget indenfor med en skriftlig invitation.
Så vil jeg egentlig hellere gøre med målsætninger og livsstilsændringer, som jeg tit gør med to-do-lister: Gøre tingen først, dernæst skrive det på listen og straks sætte flueben.
Ja, det er da bare små tips til øget velvære.
Men altså, det er med vilje, ingen har hørt mig synge skønsange om alt det, jeg vil gøre. Og det er derfor, jeg ikke har været ude at løbe endnu, og derfor jeg stadig spiser Quality Street og vaniljekranse. Det skulle jo nødigt se ud, som om jeg har nytårsforsætter.
