Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Så enkelt er det.

Der er ingen grund til det. Man kan ændre sit liv – eller mindre ting – på et hvilket som helst andet tidspunkt af året. Midt i marts, for eksempel. Eller til pinse. Eller lige efter den nationale flagdag.

Hvis man lægger ud med en hel masse gode og mere eller mindre umulige forsætter fra starten af januar, er der større sandsynlighed for, at man er ked af det i slutningen af januar. Januar er i forvejen lang. Men tænk så at trække den endnu længere ud ved at pine sig med diæter og må-ikke og lad-være-med og en masse andre askeser. Ja, jeg gider ikke.

En enkelt gang syntes jeg, at jeg ville prøve at sætte mig noget for ved nytår. Jeg ville være mild og god. Det faldt sikkert allerede til jorden under oprydningen efter nytårsfesten. Eller få dage efter. Jeg husker det ikke, for det var ikke vigtigt.

I øvrigt skal man aldrig ændre mere end én ting ad gangen, uanset om det er januar eller juli. Ikke holde op med at ryge OG spise sundere OG motionere mere OG sætte sig ind i EU-traktaten samtidig. Det er dømt til at mislykkes. Og der er ingen grund til at invitere nederlaget indenfor med en skriftlig invitation.

Så vil jeg egentlig hellere gøre med målsætninger og livsstilsændringer, som jeg tit gør med to-do-lister: Gøre tingen først, dernæst skrive det på listen og straks sætte flueben.

Ja, det er da bare små tips til øget velvære.

Men altså, det er med vilje, ingen har hørt mig synge skønsange om alt det, jeg vil gøre. Og det er derfor, jeg ikke har været ude at løbe endnu, og derfor jeg stadig spiser Quality Street og vaniljekranse. Det skulle jo nødigt se ud, som om jeg har nytårsforsætter.