Farven lilla

maleblog19_lillaDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Lilla er den sværeste af regnbuefarverne. Ligesom orange indgår den ikke i nogen faste udtryk. Rød forekommer ifølge ordnet.dk i 26 faste udtryk, fx blive rød i hovedet, en rød reje, se rødt, få røde ører. Gul tegner sig for 19, fx det gule legeme, gult kort, gule ærter. Grøn giver hele 30, fx grønne afgifter, grønt bevis, på den grønne gren, grøn bølge. Blå indgår i 21 faste udtryk, stadig ifølge ordnet, fx blå bog, blåt øje, ud i det blå, blå mandag. Og orange har i det mindste fået lov til at betegne smagen af appelsin.

Men lilla? Det er bare en farve, oven i købet en farve, der skal forklares gennem to andre farver: en farve mellem rød og blå som fx syrener; rødlig violet.

Min mor bryder sig ikke om lilla, og jeg er vokset op med en forestilling om, at det ikke er en nobel farve, men en farve, man skal være forsigtig med, hvorimod man aldrig går fejl af blå, som går til alt og i alle sammenhænge. Jeg fornemmede, at der var noget vildt og anarkistisk over lilla, hvilket jo da i den grad bekræftedes i de søgende 70’ere. En af mine skolekammerater malede sit kælderværelse orange på to vægge og lilla på to andre. Det var vildt. Og ret grimt i eftertanken. Senere forbandt man pædagoger med det eneste lidt faste udtryk, jeg har kunnet komme i tanker om: den lilla ble.

Jeg syede lilla velourveste med applikationer og tehætter i lilla patchwork til mine veninder og strikkede sokker og bomuldstrøjer i lilla striber. Min lillakvote blev udnyttet.

Det var også Whoopi Goldberg i Farven lilla, filmen fra midtfirserne, baseret på Alice Walkers roman.

Lilla kom for at blive. Der er lilla tøjstykker i min garderobe. Flotte dyblilla neglelakker. Smykker. Nogle af dem er faktisk mine konfirmationssmykker, som jeg godt kan finde på at bruge af og til.

Hvis man billedgoogler lilla, kan man finde dette udsnit. Mange blomster og en smule blomkål.

lilla

Konfirmationssmykker med lilla, sølv og tin.

smykker

Blå stue

maleblog18_blaaDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Blaastue

Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.

Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.

År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.

Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.

Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.

Blaablomst

{… gør livet lidt grønnere}

maleblog17_groenDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Ha. Bare ved at se overskriften vidste I, hvad det handlede om, ikke?

Det er et af de slogans, som er gået ind i os, indarbejdet i folkesjælen gennem mange år og ved hjælp af mange markedsføringskroner. I kunne også se det på de krøllede parenteser.

Tyve grønne. Ved I, hvad det er? I min barndom og ungdom var vi ikke i tvivl. I den bog, vi brugte, når vi bestilte varer hos købmanden – kontrabogen – skrev mor godt nok tyve blå i stedet, for min far røg North State, og den pakke var blå. De grønne var Cecil.

Der er formodentlig ikke ret mange, der længere associerer grønt med cigaretter. Nu tænker de på øl.

Jeg tror, jeg sætter et par grønne på køl.

groenne

Gamle Gule*

maleblog16_gulDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

# Gamle Gule Badedragt

Det er ikke så mange måneder siden, min yngste søn nærmest nægtede at tro på, at jeg ejer en badedragt. Jeg kan egentlig godt forstå det. Til sommerferiebadning og -solbadning har jeg haft andet badetøj, og det er længe siden, jeg var en haj til at tage i svømmehallen med børnene. Faktisk har jeg aldrig været en haj. Jeg er heller ikke en vandhund. Men jeg har en badedragt.

I 1991 (må det have været) skrev min daværende kæreste (senere ægtemand og børnenes far) og en medstuderende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Jeg var nyuddannet reklametegner og hjalp dem med låne et tekstbehandlingsanlæg af en bekendt, så de slap for at sidde med skrivemaskinen, og senere satte jeg deres opgave op som en avis, så det så lidt smart ud at aflevere. Som tak gav de mig en gul badedragt. Jeg gætter på, at det var kæresten mere end kammeraten, som havde interesse i, at jeg blev så svømmefrisk at se på.

Yngsten har senere ved selvsyn konstateret, at der findes en badedragt i min garderobe. Jeg havde den i hvert fald på, da vi i efterårsferien på Kreta var på dykkerudflugt. Men det er ikke sikkert, han har lagt mærke til det, selv om jeg lyste som en sol over Middelhavet.

badedragt


# Gamle Gule Cykel

Jeg fik cyklen til min 40 års fødselsdag. Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg fik et billede af den. Vi var nemlig på ferie i Norge, og cyklen kunne ikke komme ubemærket med i feriebagagen. Det er den samme mand, som står bag dette køb. Han har aldrig været bange for farver. Snart bliver cyklen 15 år, og jeg bruger den næsten hver dag. Den har været i bedre form, men det er med den som med så mange andre af mine ejendele: De får lov at blive gamle hos mig. Der er spor efter beslag fra to barnestole, som har siddet henholdsvis på stangen og bagagebæreren, og spor efter beslag til den cykeltrailer, jeg også har trukket rundt med, så jeg kunne transportere alle tre børn i ét vogntog. Kæden bør snart have olie, og den røde strimmel om saddelpinden er fra engang, hvor en anden lånte cyklen og skulle have sadlen højere. Med den røde tape kunne vi se, hvilken højde den skulle sættes ned til bagefter. Og tapen sidder jo godt der.

cykel

Badedragten hedder Speedo, og cyklen hedder Eternity. Jeg synes, det er gode navne.

* Gamle Gule er også navnet på en børnebog fra 1970, en af de utallige bøger fra Bogbussen, jeg pløjede mig igennem. “Hunden Gamle Gule er en uundværlig hjælp for den 14-årige Travis og hans nybyggerfamilie”, googler jeg mig til, og det passer meget godt med det, jeg husker.

Orange guld over køkkenbordet

maleblog15_orangeDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Lampen over køkkenspisebordet hos mine forældre har, så længe jeg kan huske, været to orange halvkugler, den største som den øverste skærm og den lille omvendt nedenunder pæren. Ikke så meget opmærksomhed om den. Dens funktion var og er at lyse ordentligt over måltidet.

Og lige på delen med ordentligt lys syntes min mor ikke, at den slog til. Altså det med at sætte en 60 watt pære i og så dække den til med en emaljeret blikskål, der dæmpede lyset, det var da noget pjat. Og spild af energi. Så min praktiske mor tog en hvid plastiksildespand, lavede hul i bunden til pæren og i siderne til ophænget og erstattede den lille halvkugle med den. Således havde vi i mange år rigtig godt lys over spisebordet.

Nu er den lille skål heldigvis tilbage på sin plads, og lampen ligner igen det, den er: en Flowerpot.

Hvordan Verner Pantons Flowerpot overhovedet er havnet i huset, har jeg ingen anelse om. Mine forældre har aldrig været design- eller arkitekturinteressede. De havde pæne og gode kvalitetsting, købte sjældent noget skrammel og ville gerne betale, hvad det kostede for ordentligt kram, men de er aldrig gået efter tidens store designere.

Jeg gætter på, at det er gået til sådan her: De har trængt til en ny lampe over spisebordet og er taget op til Bjarke, elektrikerforretningen i nabolandsbyen, hvor vi købte alt vores lys og elektronik. Så har han lige fået en leverance af den nye Flowerpot. Den er designet i 1968, så det passer meget godt. De har syntes, den var pæn, og købt en orange. Det var tidens farve, og måske har det været den eneste, der var at få. Verner Panton er fra Fyn, det har måske talt ekstra for købet. Bjarke har måske oven i købet talt varmt for lampen. I hvert fald kom den med hjem. Den hang i køkkenet på gården, og den hang i køkkenet i aftægtshuset, hvor mine forældre flyttede hen, da størstebror og svigerinde overtog gården.

Da min mor for tre år siden skulle flytte i en mindre og mere ældrevenlig bolig, var der meget indbo, hun ikke skulle have med, og børnebørnene fik lov at gå nogle runder og ønske sig ting, de måske kunne få lov at arve. Flere af dem skrev “den orange lampe i køkkenet” på deres liste. Men nej, den var ikke til udlodning på det tidspunkt. Køkkenlampen skulle hun da have med.

Så nu hænger den i et andet køkken i et vidunderligt clash af stilarter sammen med bakkebånd og almueskab. Og alle andre end mor ved, hvilken skat hun ejer.

flowerpotpanton