Åh, Svinkløv, altså
Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.
Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.
Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.
Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to familier med et par små piger på halvandet og to år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.
Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.
Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.
