8. juli 2020 | Hørt og set i forbifarten |
“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.
Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.
Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.
For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.
At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:
Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.
Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.
Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!
28. juni 2020 | den store bunke |
“Vi skal med folk fra Thisted Bryghus på tur i klitplantagen i morgen og plukke birkeblade til deres bryg. Har du lyst til at komme med?”, skrev min veninde fredag aften.
Det lød så tilpas mærkeligt, at jeg ikke behøvede at betænke mig ret længe, inden jeg slog til.
Meget tidligt næste morgen kørte jeg nordvestpå, spændt på hvad dagen bragte, om der lå gode historier gemt i Thy.
Det gjorde der, og det blev en rigtig dejlig dag. Omkring 25 frivillige og folk fra bryghuset mødtes til morgenkaffe på Thisted Bryghus og drog derefter ud på “et hemmeligt sted” i plantagen, hvor der skulle plukkes 125 kg birkeblade til den kommende produktion af specialøllene Cold Hawaii og Thagaard, der brygges helt uden humle, men med naturens lokale råvarer.
Det var bagende varmt, men let at finde skygge i skoven under arbejdet. Vi fordelte os rundt omkring, og når spanden var fyldt, blev høsten vejet og fyldt i sække. En godt stampet spand rummer 2-3 kg, hvis nogen skulle spørge. Svaret på et andet muligt påtrængende spørgsmål er, at birketræerne ikke tager skade.
Der var vand og øl ad libitum til arbejdet, og forbavsende hurtigt – i løbet af et par timer – var kvoten faktisk plukket. Så var der smørrebrød, mere vand, mere øl og røverhistorier i en endnu større mængde ved et langt frokostbord under skyggende parasoller, inden vi kørte tilbage til bryghuset.
Her blev de 25 sække sænket i hver sin plastikspand med 40 % sprit, hvor de skal trække i nogle måneder og afgive saft og kraft, inden de anvendes i produktionen. Af den portion birkeblade, vi plukkede i går, bliver der jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-tusind flasker øl, som er færdige sent på efteråret.
Thagaard ser sådan ud. Smagen er frisk og dejlig helt uden bitterhed, og jeg kan lide den. De kalder den en kvindeøl, og det er sikkert rigtigt. Det er fraværet af humle, der gør det.
Og fra november glæder jeg mig til de øl, jeg nu synes jeg har en lille part i.
9. maj 2020 | At have have |
Man kan ikke se det på billedet, og da jeg fotograferede, holdt forældrefuglene sig endda helt ude af fokus. De sidder ellers tit på toppen af lågen med myrer eller insekter i næbbet og venter på, at makkeren kommer ud af hullet, så der er plads til at flyve næste ret ind.
For der er unger i kassen. Vi kan høre det, når mutter eller fatter viser sig i døråbningen med godbidder. Så galper de op derinde og råber “Mig! Mig! Mig! Mig!”, og de sidste dage har de fået betydeligt mere volumen. For bare få dage siden hørtes de kun som en ubetydelig summen derinde, som atmosfæriske forstyrrelser i et radiosignal. Men nu! Vi er faktisk lidt glade for, at vi har soveværelse i den anden ende af huset.
Skovspurve er det. Og de voksne fugle har travlt. Fra tidlig morgen til sen aften flyver de i pendulfart mellem æbletræet, hækken og redekassen for at mætte de sultne rollinger, som vi kan høre, men ikke se. Vi ved ikke, hvor mange der er, hvor store de er, hvor grimme de er, hvor lang tid det tager at opfostre et kuld og sende dem ud på egne vinger.
Men fugleforældrene gør ALT hvad de kan. Og der er rig lejlighed til at blive klog på fugleliv for tiden.
Det er ret hyggeligt.
7. maj 2020 | Udpluk |
- Rabarber! Dét savner jeg. Og sender en lille vemodig tanke til den blok rabarber, der sikkert lige nu eksploderer i vores gamle kolonihave.
- Ellers savner jeg ikke noget derfra, og det er dejligt.
- Fem ugers hjemmearbejde og allerede tre uger fysisk tilbage på arbejdspladsen. Det er vildt, som tiden går.
- Jeg havde lige nået at tænke, det måske snart var tid til en frisørtid, da det hele lukkede ned. Frisørerne har haft åbent i to uger nu, men jeg har stadig ikke fået bestilt tid. Har åbenbart bare ræsonneret, at der nok er så lang ventetid hos frisøren, at det ikke kan betale sig at ringe… Hvad tror jeg egentlig? At frisøren ringer til mig og spørger, om jeg ikke snart skal klippes?
- Det er aftenen før Store Bededag. Folk jubler over deres varme hveder. Ikke jeg. Det er jo bare søde, hvide boller med smør…? Come on!
- Til aftensmaden tilberedte jeg steaks af okseinderlår uden at stege dem totalt ihjel, måske for første gang. Og jeg lavede sovs, der faktisk smagte godt – og ikke bare af tam fløde.
- Jeg har også pudset sølvtøj. Wuhu!
- En forlænget weekend forude. Tre herlige fridage. Jeg skal blandt andet have væltet en hæk. Måske undersøge, om min bil stadig er hvid inde under alt skidtet. Der står faktisk 12 punkter på min to do-liste. Halvdelen af dem er helt uinteressante og skal ikke regne med at blive streget foreløbig.
29. april 2020 | den store bunke |
Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.
Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.
I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.
Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.
Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.
De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.
