Hampen Sø rundt
I dag gik jeg rundt om Hampen Sø. Og hvis denne lille fortælling engang bliver søgt frem af glade vandreaspiranter, der med de rigtige søgeord håber at få information om en ny og spændende rute, må jeg hellere straks oplyse, at I ikke finder professionel beskrivelse her. Jeg havde amatørsko på. Men her er alligevel en brugbar oplysning: Der er lige under fem kilometer rundt om Hampen Sø. Det er et stykke data, jeg ikke selv kunne finde, da jeg undersøgte lidt på forhånd. Men nu har jeg målt. Det er omkring syvtusind skridt af den længde, mine ben tager.
Lad mig i stedet starte et andet sted. Jeg besøgte min mor i dag. Det var en uheldig dag rent trafikmæssigt at køre til Fyn, for i morges væltede en lastbil på motorvejen ved Middelfart og lækkede olie ud over hele vejbanen. Derfor var motorvejen spærret i østlig retning til et stykke ud på eftermiddagen. Det vidste jeg ikke, da jeg kørte hjemmefra, men Morten ringede (fra et jagtrevir i Sverige af alle steder) og fortalte det, da jeg stadig havde en times kørsel til Lillebælt, så jeg tænkte at det havde de nok løst, når jeg nåede så langt.
Det havde de ikke.
Der er ingen alternative veje til Fyn i år, fordi den gamle bro er lukket på grund af restaurering, så der var ikke andet at gøre end at glide ind i den kø, som startede små ti kilometer før Lillebæltsbroen. Det stykke vej to det så to timer at tilbagelægge, så min tur tog mere end fire timer, hvor den normalt tager lidt under to. Heldigvis havde jeg både kaffe og vand med, der var Mads & Monopolet i radioen, bagefter havde jeg lydbog, og jeg skulle ikke på toilettet. På den måde gik det godt, og jeg er god til at være der, hvor jeg er.
Hovedvej A13 er en væsentlig del af min rute til Fyn og har været det i 28 år. Og stort set hver gang, jeg i alle de år har passeret skiltet mod Hampen Sø nord for landsbyen Gammel Hampen, har jeg tænkt, at dér kunne man også stoppe op og gå en tur rundt en gang. Det er blevet ved tanken.
Men i dag smed jeg traveskoene i bilen, da jeg kørte hjemmefra, og havde en tanke. Dagen skred med nogle timer på grund af den væltede lastbil, men jeg havde ikke nogen bagkant. Morten er som nævnt i Sverige, så ingen ventede mig hjemme. Lige dét at ingen vidste, hvor jeg var, gav jeg dog lige en ekstra tanke, da jeg på hjemvejen gjorde alvor af at stoppe op og gå rundt om søen. I de svenske krimier, jeg ynder at have i ørerne – og også havde i dag, er det både dumt og dumdristigt at gå alene på øde stier uden at have en livline til baglandet. Men vissevasse, tænkte jeg også.
Det er en smuk tur, og med sine knapt fem kilometer er den også overkommelig. Den er varieret, både smalle stier og brede skovveje. Der er også en badestrand på nordsiden. Og vejret var smukt og varmt.
Der kan jeg godt stoppe op en anden gang. Så er der lidt ny luft inden de sidste halvtreds kilometer hjem til Viborg, som er de kedeligste og mest søvndyssende på hele turen.
