Varm luft over Midtjylland i morgen

Må jeg låne et par fingre? De skal helst være krydsede. Det gælder vejrudsigten for Gjern i morgen aften.

Jeg har i mange år ønsket mig at flyve i luftballon. Jeg kan ikke huske, hvor langt tilbage jeg har haft den drøm, men det stod i hvert fald på min ønskeseddel, da jeg fyldte 50. Dengang fik jeg masser af gode gaver og oplevelser, men varm luft var ikke iblandt.

For 6-7 år siden ferierede vi i Søhøjlandets feriecenter i Gjern – Dayz hed det vist dengang, og her overværede vi forberedelserne til en ballonflyvning, som nogle heldige asener skulle ud på. Det er herfra, disse billeder stammer. Jeg nævnte, at jeg ville ønske, det var mig, der skulle i luften.

Og tænk, så FIK jeg en ballontur i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 60. Det var Morten, der havde hørt efter, husket og planlagt. Et gavekort med en hjerteformet ballon, kun lidt fotomanipuleret, pakkede jeg ud i Amsterdam. Det gælder for to, så jeg har selvfølgelig spurgt, om han ikke vil dele oplevelsen med mig. Og vi har booket til i morgen aften. Med det aktuelle vejrlig bliver der næppe tale om at flyve ind i solnedgangen, men bare det ikke regner, og bare det ikke blæser for meget, skal vi nok komme af sted. Jeg har næsten ikke turdet glæde mig, og forhåbentlig jinxer jeg det ikke ved at skrive om det. Men det er altså derfor, vi lige skal ordne noget tørvejr sammen, er vi enige om det? Og se, hvad vej vinden blæser.

Så.

I morgen er det forhåbentlig mig, der står i sivkurven sammen med 11 andre, der heller ikke ved, hvorhenne de lander.

Og bliver det ikke i morgen, bliver det heldigvis bare en anden dag. Men kryds lige fingre for aftenvejret over Gjern og omegn, ikke.

Ja tak

“Har vi lyst til at grille mine jatak-kongerejer med nye kartofler til?”, spurgte jeg Morten i en sms midt på eftermiddagen. Det er cirka det tidspunkt, vi ofte får vendt, hvem der tager ansvar for aftensmaden. Lige så tit er der radiotavshed, og så må vi improvisere, når vi begge er kommet hjem. Vi er aldrig blevet sådan helt gode til at få taget madplaner alvorligt.

I dag følte jeg lidt, det var min tur, for i går modtog jeg ved samme tid en besked med ordlyden “Jeg skal nok fikse maden i dag”, og den førte til lækker squashsuppe med rødspætteruller. Jeg var ikke presset i forhold til, at det skulle være lækkert, bare at det skulle være.

Svaret på det indledende spørgsmål var selvfølgelig … ja tak.

For nogle uger siden sprang jeg på et af de tilbud, hvor en butik på sin Facebookside udbyder et begrænset parti et-eller-andet til en favorabel pris. Man skriver ja tak i en kommentar og angiver, hvor mange man gerne vil hente i butikken – og det gør man så. Hvis det for eksempel er en stor pose store rejer, og man er mig, smider man dem i fryseren til en passende lejlighed.

I dag.

Omkring kolonihaven og grave en passende mængde kartofler op, og så lige røre en dip af creme fraiche, mayonnaise, hvidløg, salt og peber, lidt Dijonnaise og citronsaft, sætte en anden til at grille, – så er aftensmaden fikset.

Så fejrede vi med et glas vin, at vi kunne spise på terrassen. Det må man gerne på en tirsdag aften, der er den anden vellykkede arbejdsdag efter sommerferien.

Ja tak til det.

Hvad skal du så lave i dag?

Spørgsmålet blev stillet af Laura i formiddags, inden jeg kørte hende til bussen til København. Det var et relevant spørgsmål, idet det er min sidste dag, inden arbejde og hverdag venter i morgen, og der så ikke er ekstra fridage i sigte før om mange efterårsmåneder.

Jeg har haft tre dejlige ferieuger. Hvor jeg har lavet meget lidt mad. Ikke forstået sådan, at jeg har spist meget lidt mad, men det har mest været fremstillet af andre. På restauranter, hos venner eller færdigkøbt. Sådan kan man også evaluere en ferie. På graden af køkkenarbejde.

Eller på valutaer. Holland, Danmark og Sverige. Euro, kroner og kronor. Specielt ved den sidste nød vi godt af den fordelagtige – set med danske øjne – kurs. Selv dyre middage afspejles på kontoudtoget som moderate. Det kan vi også godt lide ved Sverige.

Men hvad skal jeg så i dag? Morten er kørt ud et ærinde, og når han kommer hjem, har han en vigtig opgave med at følge Formel 1 fra klokken 15, så jeg bestemmer helt selv.

Min vigtigste opgave bliver at lave ingenting, har jeg bestemt. Ikke presse mig selv med noget som helst pligtpanik. Jeg vil nyde ferien til sidste sekund. Jeg vil sidde i haven i skyggen under æbletræet med lydbog i ørerne og stirre på, at græsset gror. Allerhøjst vil jeg tage ud i kolonihaven og sidde i en anden skygge og følge med i noget andet vækst, eventuelt squashplantens.

Så kan det være, at jeg også skal finde på noget aftensmad på et tidspunkt. Det laver jo kun sig selv, hvis jeg beder en anden om at gøre køkkenarbejdet.

Det fintænker jeg lige.