Yndlingsgul
August måned bringer min yndlingsbuket. Gyldenris og solhat. Gule skønheder, hvis forskellighed passer perfekt sammen og giver det allerfineste sensommerlys i stuen. Selv navnene er smukke og klæder hinanden.
Min til alle tider yndlingsblomst er ellers solsikke. Den er bare en mere eksklusiv gæst i mine vaser, fordi jeg sjældent får købt solsikker, og hvis jeg endelig har sået nogle i haven, nænner jeg ikke at plukke dem. Solsikke er ophøjet og særlig, og jeg er ydmygt beundrende, når jeg har dem.
Men så er der heldigvis andre skønne, gule blomster, og lykkeligvis en stor rigdom af dem på mine jorder. I samtlige af mit voksenlivs haver har der stået solhat og gyldenris, og i flere tilfælde faktisk ikke så meget andet. Så var august velkommen. De to sammen er en pragtkonstellation af tyngde og lethed, og i min kolonihave er der lige nu en overflod, som jeg henter en ny buket hjem af, så snart den forrige begynder at vride kronbladene og drysse gult støv.
Heldige mig.