For knapt tre år siden startede Sundhedsstyrelsens store screeningsprogram for tarmkræft. Over en fireårig periode bliver alle danskere mellem 50 og 74 år tilbudt en screening, og efter indkøringsperioden vil man få en invitation hvert andet år. Formålet er at nedsætte dødeligheden ved at opdage sygdommen i tidlige stadier, hvor den kan helbredes.
Metoden er enkel. Man modtager et brev med prøveudstyr og vejledning i, hvordan man gør. Så tager man en afføringsprøve og sender den ind, og inden for ti dage får man svar på, om der er blod i afføringen. Er der det, bliver man hurtigt efter tilbudt en kikkertundersøgelse. Er der ikke, bliver man glad.
I 2014 fik de, der er født i april, juni og september måned, et brev med prøvetagningsudstyr. I 2015 var det januar-, august- og novemberfødselarer. Borgere med fødselsdag i maj, juli og oktober fik brev i 2016, og i 2017 kan resten stille sig ud til postkassen.
Det er altså ganske mange, der allerede har sendt en brun prøvepind af sted.
Jeg er i den udvalgte aldersklasse, og størsteparten af min bekendtskabskreds er også. Statistisk set må der være mange, jeg kender, som har fulgt vejledningen omhyggeligt og med hovedet på skrå og læsebrillerne på næsen studeret resultatet og vurderet, om det var gjort efter forskrifterne.
Det sjove er, at ikke én har sagt det højt.
Jo, alligevel én. Morten. Lige i hans tilfælde ville det også have været underligt andet. Vi snakker om alt. Han var på tønden i 2015, for han har fødselsdag i august. Og var lettet, da han fik besked om, at alt var i orden. Jeg fik mit brev for to måneder siden, men fik først i sidste uge taget mig sammen til at bruge udstyret. Og jeg har da heller ikke talt med andre end Morten om det.
Det er bare ikke noget, man snakker om. Det er det bare ikke. Hvor taknemmelig man end er over at bo i et land med et sundhedssystem, der laver sådanne programmer, så er det ikke noget, man lige småsnakker om over frokostbordet i kantinen eller til familiefesten på samme måde, som hvis man skulle have en influenzavaccination eller en penicillinkur.
Jeg fortalte heller ikke min mor, hvad det var, jeg skulle sende, da vi sidste fredag aften kørte omkring Brugsen i en lille nordfynsk flække, fordi det var dér, de havde hængt byens røde postkasse. Hun spurgte heller ikke. Jeg var lidt ivrig efter at komme af med kuverten, dels fordi det virkede sært at køre rundt med brun bæpind i tasken, dels fordi jeg kunne se i vejledningen, at man helst skulle løbe hen til postkassen.
Jeg har fået svarbesked. Der er heldigvis ikke noget galt. Det troede jeg egentlig heller ikke. Men da jeg fik meddelelsen om, at der var ny post fra Region Midtjylland, var det alligevel som at få en knytnæve i hjertet. Tænk nu hvis… Men nej, heldigvis.
Jeg kan vente en ny invitation til screening om to år. Medmindre jeg fylder 75 år forinden, står der i brevet.
Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.
Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.
Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.
Jeg er simpelt hen så lettet.
Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.
Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.
Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…
Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.
I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.
Egentlig skal jeg gå i seng. Det skal jeg altså. Jeg har fire rå dage foran mig i Landet Uden Internet. Dét i sig selv slår mig ikke ud, det er mere det, at i det land bor min mor, og formålet med at rejse dertil er, at hun flytter i plejebolig, og det er mig der skal pakke hendes liv sammen og pakke det ud igen.
Det lyder ret enkelt. Pakke ind, pakke ud. Men hun downsizer og skal ikke have alle sine ejendele med. Jeg skal derfor i første omgang kun pakke de ting ned, hun skal have med. Jeg har bare ikke helt overblik over, hvilke det er, og hun har endnu mindre. Så jeg forestiller mig i store træk, at vi kommer til at snakke om samtlige genstande – også dem der ikke skal med, og at vi kommer til at snuble i nostalgien nogle gange. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at det nok skal gå. Det er jo ikke sådan, at vi træder ud af den gamle dør og kaster en tændstik over skulderen. Vi (jeg) kan gå de tre hundrede meter tilbage og hente det, jeg ikke tænkte på at få med, inden vi rømmer og tømmer den gamle bolig for alvor og distribuerer resten ud til arvinger, salg, genbrug og velgørenhed.
Jeg ved ikke, hvor jeg starter i morgen, når jeg rammer fødeøen. Jeg håber, jeg ved det, inden jeg bliver spurgt første gang. Jeg har flyttekasser i bagagerummet og nogle lamel- og rullegardiner, som størstebror sætter op på den nye adresse, mens jeg håndterer og huserer på den gamle.
Intet internet bliver en fordel. Der er ingen overspringsmuligheder. Jeg er glad, når det er overstået og alle kan give sig til at vænne sig til de nye tider. Jeg er spændt på min egen habitus, når jeg vender snuden hjemad engang på mandag. Udmattet og lettet på en gang, sikkert.
I dag også har været en udmattende dag. Udover mental forberedelse til morflytning har jeg været til MUS-samtale på arbejde, og da jeg kom hjem, var vi til laaangt møde i banken. Min nye bank, som jeg skifter til på grund af huskøbet. Så det er nye konti, nye lån, nye metoder, ny bankrådgiver, nye beslutninger, nye voksenting at forholde os til. Hvilket kreditforeningslån vil I have? Tag stilling til pension og livsforsikring, begunstigelse og budget. Overvej testamente. Udfyld skema om helbredsoplysninger.
Der er gravet dybere end sædvanligt på alle planer denne torsdag.
Det blev der egentlig også i går. Jeg havde besøg af min veninde Hanne fra Sydney. Vi havde ungarsk sammen på Aarhus Universitet i starten af firserne, da vi var midt i tyverne, den ene sorthåret og den anden mellemblond. Hanne læste ungarsk, og jeg læste komparativ lingvistik, men institutterne lå i samme hus, og jeg havde også ungarsk som et af mine fag de første to semestre, så vi havde mange lektioner sammen. Jeg havde årskort nummer 810402, hun havde 810401, og vi grinede meget. Sådan starter et venskab. Hanne rejste til Australien med sin Malcolm i 1990 og har haft sit liv i Sydney siden. Vi ses, hver gang hun er i Danmark, og hver gang snakker vi om, at engang skal jeg også besøge hende. I 27 år har vores gensyn godt nok været på dansk grund, men jeg er sikker på, at jeg kommer til Australien en dag. Det fantastiske og dejlige er, at selv om vi er midt i halvtredserne og har halv- og helvoksne børn, er vi også unge, når vi er sammen, og vi snakker og griner, som var der ikke gået 35 år, siden vi mødtes. Men nu har vi stort set samme hårfarve.
Vi har tilbragt det meste af dagen i sofaen med tæpper, puder, lydbøger, vand, småslummer, den slags. Vi har stenet igennem, og det har været fedt. Midt på eftermiddagen trak vi i overtøjet og spadserede ud til gårsdagens værtinde for at hente bil og grej.
På sådan en dag, hvor jeg har mere lyst til pizza og pomfritter og er optaget af at vride det allersidste ud af juleferien, og hvor de færreste har festretter øverst på spisekortet, serverer jeg alligevel succesdesserten for jer. Mest fordi jeg kan og fordi den blev vellykket.
Her er den. Tra-tratteraaaaa …. Rødbedeparfait på browniebund rullet i ristet kokos, med rørt vaniljeis pyntet med tørret jordbær, citronmelisse og chokoladesnirkler.
Vi har trænet i flere dage. Eller vi og vi. Det er Morten, der har eksperimenteret, og det var godt, han gjorde det, for så viste det sig, at det ikke fungerede med den først planlagte butterdejsbund. I stedet blev det en browniebund, som smagte guddommeligt godt. De udstukne bunde blev rullet i ristet kokosmel hele kanten rundt. Ovenpå kom en blok rødbedeparfait, der var frosset ned i silikonemuffinforme, så var det nemt at vippe isen ud. Så blev der sprøjtet en top softice på og drysset med tørret jordbær. Ligesom en nytårsraket, det er nemt at se, ikke?
Chokoladesnirklerne, de er sjove! Man laver dem ganske enkelt ved at sprøjte smeltet chokolade ned i iskold vodka lige fra fryseren. Chokoladen sætter sig lynhurtigt og skal så bare opbevares koldt til det skal bruges. Vi havde adskillige plader snirkler stående i soveværelset på grund af al den træning. Men det er let at lave. Se videoen her. Ja ja, jeg skulle nok have filmet i bredformat.
Det var ikke lige sådan noget, I havde lyst til i dag? Så i morgen, måske. Der er vel altid en grund til at lave en god dessert, når man lige bliver færdig med at junke tømmermændsmad. Og den her er altså nem. Og pæn.
Browniebund – fra Den Store Bagedyst, hvor Louise lavede den
125 g mørk chokolade
65 g smør
3 stk. æg
200 g sukker
30 g hvedemel
1 knivspids bagepulver
1 knivspids salt
1 spsk. kakao
Smelt smør og chokolade over vandbad. Pisk æg og sukker til en luftig masse. Når chokoladen er smeltet, hældes den over i æggemassen. Derefter sigtes mel, bagepulver, havsalt og kakao i dejen. Hæld dejen i en springform (ca. 22. cm) beklædt med bagepapir og bag i 170 grader varm ovn i ca. 20 min.
Skræl rødbeden, kom den i en blender med 1 dl æblejuice og blend det, til det er en ensartet masse. Hæld det op i en sigte, så alt kødet bliver sigtet fra. Pisk æggeblommer med sukker, til det er luftigt, og sukkeret er opløst. Pisk fløden let. Vend æggemassen og fløden sammen og tilsæt til sidst rødbedesaften. Hæld massen i muffinforme af silikone, helst med glatte sider (denne portion rækker til cirka otte huller). Sæt formen i fryseren.
