Vi har tilbragt det meste af dagen i sofaen med tæpper, puder, lydbøger, vand, småslummer, den slags. Vi har stenet igennem, og det har været fedt. Midt på eftermiddagen trak vi i overtøjet og spadserede ud til gårsdagens værtinde for at hente bil og grej.
På sådan en dag, hvor jeg har mere lyst til pizza og pomfritter og er optaget af at vride det allersidste ud af juleferien, og hvor de færreste har festretter øverst på spisekortet, serverer jeg alligevel succesdesserten for jer. Mest fordi jeg kan og fordi den blev vellykket.
Her er den. Tra-tratteraaaaa …. Rødbedeparfait på browniebund rullet i ristet kokos, med rørt vaniljeis pyntet med tørret jordbær, citronmelisse og chokoladesnirkler.
Vi har trænet i flere dage. Eller vi og vi. Det er Morten, der har eksperimenteret, og det var godt, han gjorde det, for så viste det sig, at det ikke fungerede med den først planlagte butterdejsbund. I stedet blev det en browniebund, som smagte guddommeligt godt. De udstukne bunde blev rullet i ristet kokosmel hele kanten rundt. Ovenpå kom en blok rødbedeparfait, der var frosset ned i silikonemuffinforme, så var det nemt at vippe isen ud. Så blev der sprøjtet en top softice på og drysset med tørret jordbær. Ligesom en nytårsraket, det er nemt at se, ikke?
Chokoladesnirklerne, de er sjove! Man laver dem ganske enkelt ved at sprøjte smeltet chokolade ned i iskold vodka lige fra fryseren. Chokoladen sætter sig lynhurtigt og skal så bare opbevares koldt til det skal bruges. Vi havde adskillige plader snirkler stående i soveværelset på grund af al den træning. Men det er let at lave. Se videoen her. Ja ja, jeg skulle nok have filmet i bredformat.
Det var ikke lige sådan noget, I havde lyst til i dag? Så i morgen, måske. Der er vel altid en grund til at lave en god dessert, når man lige bliver færdig med at junke tømmermændsmad. Og den her er altså nem. Og pæn.
Browniebund – fra Den Store Bagedyst, hvor Louise lavede den
125 g mørk chokolade
65 g smør
3 stk. æg
200 g sukker
30 g hvedemel
1 knivspids bagepulver
1 knivspids salt
1 spsk. kakao
Smelt smør og chokolade over vandbad. Pisk æg og sukker til en luftig masse. Når chokoladen er smeltet, hældes den over i æggemassen. Derefter sigtes mel, bagepulver, havsalt og kakao i dejen. Hæld dejen i en springform (ca. 22. cm) beklædt med bagepapir og bag i 170 grader varm ovn i ca. 20 min.
Rødbedeparfait
1 rødbede
1 dl æblejuice
3,5 dl piskefløde
1,5 dl æggeblommer
125 g rørsukker
Skræl rødbeden, kom den i en blender med 1 dl æblejuice og blend det, til det er en ensartet masse. Hæld det op i en sigte, så alt kødet bliver sigtet fra. Pisk æggeblommer med sukker, til det er luftigt, og sukkeret er opløst. Pisk fløden let. Vend æggemassen og fløden sammen og tilsæt til sidst rødbedesaften. Hæld massen i muffinforme af silikone, helst med glatte sider (denne portion rækker til cirka otte huller). Sæt formen i fryseren.
Den er rigtig flot. Masser af god inspiration der. Den må have vakt begejstring. Kh Dorte
Tak, det gjorde den. Det gjorde alt det andet også. Vi fik simpelthen så god mad. Vi deler opgaverne ud – dronningesnacks, forret, hovedret, dessert og midnatsbobler, og alle gør sig virkelig umage med deres ting. Godt nytår til dig.