Det ingen snakker om
For knapt tre år siden startede Sundhedsstyrelsens store screeningsprogram for tarmkræft. Over en fireårig periode bliver alle danskere mellem 50 og 74 år tilbudt en screening, og efter indkøringsperioden vil man få en invitation hvert andet år. Formålet er at nedsætte dødeligheden ved at opdage sygdommen i tidlige stadier, hvor den kan helbredes.
Metoden er enkel. Man modtager et brev med prøveudstyr og vejledning i, hvordan man gør. Så tager man en afføringsprøve og sender den ind, og inden for ti dage får man svar på, om der er blod i afføringen. Er der det, bliver man hurtigt efter tilbudt en kikkertundersøgelse. Er der ikke, bliver man glad.
I 2014 fik de, der er født i april, juni og september måned, et brev med prøvetagningsudstyr. I 2015 var det januar-, august- og novemberfødselarer. Borgere med fødselsdag i maj, juli og oktober fik brev i 2016, og i 2017 kan resten stille sig ud til postkassen.
Det er altså ganske mange, der allerede har sendt en brun prøvepind af sted.
Jeg er i den udvalgte aldersklasse, og størsteparten af min bekendtskabskreds er også. Statistisk set må der være mange, jeg kender, som har fulgt vejledningen omhyggeligt og med hovedet på skrå og læsebrillerne på næsen studeret resultatet og vurderet, om det var gjort efter forskrifterne.
Det sjove er, at ikke én har sagt det højt.
Jo, alligevel én. Morten. Lige i hans tilfælde ville det også have været underligt andet. Vi snakker om alt. Han var på tønden i 2015, for han har fødselsdag i august. Og var lettet, da han fik besked om, at alt var i orden. Jeg fik mit brev for to måneder siden, men fik først i sidste uge taget mig sammen til at bruge udstyret. Og jeg har da heller ikke talt med andre end Morten om det.
Det er bare ikke noget, man snakker om. Det er det bare ikke. Hvor taknemmelig man end er over at bo i et land med et sundhedssystem, der laver sådanne programmer, så er det ikke noget, man lige småsnakker om over frokostbordet i kantinen eller til familiefesten på samme måde, som hvis man skulle have en influenzavaccination eller en penicillinkur.
Jeg fortalte heller ikke min mor, hvad det var, jeg skulle sende, da vi sidste fredag aften kørte omkring Brugsen i en lille nordfynsk flække, fordi det var dér, de havde hængt byens røde postkasse. Hun spurgte heller ikke. Jeg var lidt ivrig efter at komme af med kuverten, dels fordi det virkede sært at køre rundt med brun bæpind i tasken, dels fordi jeg kunne se i vejledningen, at man helst skulle løbe hen til postkassen.
Jeg har fået svarbesked. Der er heldigvis ikke noget galt. Det troede jeg egentlig heller ikke. Men da jeg fik meddelelsen om, at der var ny post fra Region Midtjylland, var det alligevel som at få en knytnæve i hjertet. Tænk nu hvis… Men nej, heldigvis.
Jeg kan vente en ny invitation til screening om to år. Medmindre jeg fylder 75 år forinden, står der i brevet.
Så jeg regner med om to år.
