Forleden skulle mine sønner besøge storesøster i Aarhus, og den søn, der har kørekort, anmodede om at låne en bil. Vi skulle ikke bruge nogen af bilerne den dag og sagde, at der var frit valg.
“Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg helst låne din, mor, for den er der mest lir i.”
!!!
Det var aldrig sket i Hvide Ts tid.
I mine forældres have stod et valnøddetræ, som gav mange nødder. Far og mor sankede dem sammen og opbevarede dem i kartoffelnet eller gamle nylonstrømper. Tørt og ventileret. Jeg har fået mange af dem med hjem i tidens løb.
“Vil I ikke have nogle valnødder?”, kan jeg høre far sige.
Det er fem år siden, min far kunne gå ud og sanke nødder, og det er snart fire år siden, huset blev solgt. Jeg har stadig valnødder fra træet i haven. Og de dur. Skallerne er som konservesdåser, kernerne ligger derinde og holder sig friske og saftige i årevis.
Jeg knækker en portion af og til, og med to gange bagning af stenalderbrød i løbet af de sidste uger svinder beholdningen stærkt. I dag var det tid til en omgang knækning.
Her er min nøddeknækkerstation.
Jeg havde bygget rede i et hjørne af køkkenet med tekruset inden for rækkevidde og en ny lydbog i ørerne, og det var rasende hyggeligt, var det.
Det var i øvrigt lige den time på eftermiddagen, hvor lejligheden husede fire mennesker med headset på. Jeg sad i nøddeknækkerhjørnet, en gik og støvsugede med rygsæk på (fordi der ingen lommer var i tøjet til mobiltelefon) og popmusik i ørerne, en stod og skar kød af rådyrhalse og havde noget lyd i ørerne, og den sidste var tilsluttet en fodboldkamp et sted på internettet.
Men det var bare lige den time. Vi snakker også med hinanden. Unplugged.
Tænk engang, at vi ramte sådan en solrig og lun første november med så blå en himmel. Birken har givet slip på de fleste blade. Mange af dem har lagt sig på taget og på plænen. Dem på plænen var jeg nødt til at rive sammen i dag, fordi græsset trængte til at blive klippet. For sidste-sidste gang i år – igen-igen. Altså det er november, jo…!
Jeg synes, det er det kedeligste i verden at skulle gøre noget for at kunne gøre noget andet, det egentlige. Min barndoms græsplæne var stor og med mange frugttræer, og jeg havde græsslåningstjansen, tre kvarter med motorklipper tog det. Jeg skulle rive æblerne sammen først, fik jeg besked på. Sommetider lod jeg være, og så gik jeg der bag plæneklipperen og blev bombarderet og beskudt med moreller, æblestykker og blommer og råbte Av! Av!
Vi har tilbragt et par fine timer i kolonihaven. Jeg tog rødbederne op. Det har været en god høst i år. Her er der grøntsagsparade.
I går var der parade af nedlagt vildt i en skov i nærheden. Min jægersmand kom hjem med både præmie for at have gættet antallet af ben (det er en konkurrence jægere har) og en rå. Sidstnævnte har tilbragt natten i kolonihavehuset med benene op og hovedet ned og skulle rejse videre til vores fryser.
På dette billede har vi en jæger, der underviser i, hvordan sådan et rådyr er skruet sammen, og hvordan det skrues fra hinanden igen, en der vil tage jagttegn, når hun bliver gammel nok, og en der er sprunget til de evige jagtmarker.
Kan vi få flere af den slags novemberdage?
