Et klenodie. Pressehistorisk og personligt.

Forside

I 1997 flyttede jeg i min første ejerbolig. Et fint rødt trediverhus i et godt kvarter. Vi boede der i to år, inden vi rykkede videre, fordi det alligevel blev for småt til børnefamilien, men da vi indtog huset, havde jeg egentlig en forestilling om, at det var mit skæbnehus.

For oppe på spidsloftet, under taget, lå en stak aviser. Det var hovedsageligt JyllandsPosten, men i stakken lå en enkelt Fyns Tidende. Det er min barndoms avis, den mine forældre holdt, og fundet af sådan en var i sig selv specielt, eftersom vi befandt os i Viborg.

Men det surrealistisk sære var, at avisen var fra lige præcis den søndag, jeg blev født. Ikke bare samme dato i et tilfældigt år, men selve min fødselsdag. Og det var den eneste avis fra den dag og den eneste fynske avis, som lå på loftet i det hus, vi havde købt.

Jeg har ingen som helst ide om, hvilken historie der ligger bag. Jeg kan ikke tænke mig til noget som helst “Det er nok fordi …”. Jeg besluttede bare, at det nok var forsynet eller noget andet højere, som havde sendt mig i retning af det hus, og så skulle vi sikkert være sammen for altid, huset og jeg. Det skulle vi ikke, men avisen tog jeg med mig.

Det var en meget varm sommer i 1959; det havde også været varmt for min mor at være gravid, og avisens forside er prydet af et foto, der viser en lille tulle, som sidder i sin barnevognskasse i vandkanten.

Sommeren var tør, høsten gik tidligt i gang, og en vældig hedebrand truede Borrislejrens 10.000 tdr. land store skydeterræn. Det er en af forsidehistorierne. En anden fortæller om en nordjysk landmand, der er død af bladanforgiftning under sprøjtning af frugttræer. “Man mener, at Andersen er blevet forgiftet af den forstøvede sprøjtevædske i den stillestaaende luft i haven. Han er faldet om, og i faldet har han revet laaget af beholderen, hvis indhold er løbet ud over ham.” Tragisk!

bladan

Man ventede besøg af den russiske ministerpræsident, og det fremgår af en anden forsidehistorie, at hovedansvaret for hr. Krustjevs liv og færden i Danmark var lagt i hænderne på rigspolitichef Heide-Jørgensen, og at over 2000 politifolk på en eller anden måde ville blive sat til at overvåge den russiske statsgæsts skridt under opholdet i Danmark. Og det selv om Krustjev havde anmeldt et følge på kun 20 personer, hvoriblandt hans hustru, hans to læger, hans massør, hans og fruens frisør, hans adjudantskab og et sekretariat.

Krustjev

Inde i avisen kan man blandt meget andet læse om klipningen af hækkene i Egeskov slotspark, et interview med Grete og Claus Walter, at dårlige nerver er en ret almindelig sygdom blandt vore soldater, om en slagteriarbejder der vil være Haarbys Zoo-direktør, om rok og rul-optøjer i Kolding efter premieren på filmen “Rock around the clock”, at Bahamontes som den første spanioler vandt Tour de France, at en dame havde været klemt fast i væltet bil ved Fuglsbølle kirke, at Kerteminde Bio spillede den dejlige farvefilm Familien Trapp, og at fjernsynet sendte følgende program: 9.00 og 13.30 Prøvebillede, 20.00 Aktuelt, 20.15 TV te’ vands; den første af 3 udsendelser paa sommerlørdage, 21.00 Søndagsvejret.

Og hvad med trafikken? Jo, nogle ting har aldrig ændret sig.

cyklister

På motorsiden kan man læse, at det første eksemplar af Skodas sportsluksusmodel ’Felicia’ er kommet til landet.

motor

Og på bagsiden er de tegneserier, som var noget af det første, jeg lærte at læse. Hunden Tjavs, Rasmus Klump og det københavnske cykelbud Carlt.

tegneserier

Fyns Tidende blev i 1969 blev købt af Fyens Stiftstidende, som drev avisen til 1979. Derefter var den bare en side i Fyens Stiftstidende, og efter yderligere ti år forsvandt den helt.

Men mit eget helt særlige eksemplar af avisen, som på forunderlig og uransagelig vis kom mig i hænde – hvad er chancen lige?, det passer jeg på.

Farven lilla

maleblog19_lillaDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Lilla er den sværeste af regnbuefarverne. Ligesom orange indgår den ikke i nogen faste udtryk. Rød forekommer ifølge ordnet.dk i 26 faste udtryk, fx blive rød i hovedet, en rød reje, se rødt, få røde ører. Gul tegner sig for 19, fx det gule legeme, gult kort, gule ærter. Grøn giver hele 30, fx grønne afgifter, grønt bevis, på den grønne gren, grøn bølge. Blå indgår i 21 faste udtryk, stadig ifølge ordnet, fx blå bog, blåt øje, ud i det blå, blå mandag. Og orange har i det mindste fået lov til at betegne smagen af appelsin.

Men lilla? Det er bare en farve, oven i købet en farve, der skal forklares gennem to andre farver: en farve mellem rød og blå som fx syrener; rødlig violet.

Min mor bryder sig ikke om lilla, og jeg er vokset op med en forestilling om, at det ikke er en nobel farve, men en farve, man skal være forsigtig med, hvorimod man aldrig går fejl af blå, som går til alt og i alle sammenhænge. Jeg fornemmede, at der var noget vildt og anarkistisk over lilla, hvilket jo da i den grad bekræftedes i de søgende 70’ere. En af mine skolekammerater malede sit kælderværelse orange på to vægge og lilla på to andre. Det var vildt. Og ret grimt i eftertanken. Senere forbandt man pædagoger med det eneste lidt faste udtryk, jeg har kunnet komme i tanker om: den lilla ble.

Jeg syede lilla velourveste med applikationer og tehætter i lilla patchwork til mine veninder og strikkede sokker og bomuldstrøjer i lilla striber. Min lillakvote blev udnyttet.

Det var også Whoopi Goldberg i Farven lilla, filmen fra midtfirserne, baseret på Alice Walkers roman.

Lilla kom for at blive. Der er lilla tøjstykker i min garderobe. Flotte dyblilla neglelakker. Smykker. Nogle af dem er faktisk mine konfirmationssmykker, som jeg godt kan finde på at bruge af og til.

Hvis man billedgoogler lilla, kan man finde dette udsnit. Mange blomster og en smule blomkål.

lilla

Konfirmationssmykker med lilla, sølv og tin.

smykker

Halve ender, kloge beslutninger

Jeg springer over de halve udsagn på Facebook. Dem hvor man selv skal gætte, hvad afsenderen mener. “Jeg hader at skulle tage det valg…!!”, “Åh nej!”, “Trænger til at der sker noget godt”, “Juhuuu!”, “Møgbil!”, “er på skadestuen”, “er taknemmelig” … Dem her har jeg selv fundet på, men det er den slags, jeg mener. De statusser, som føder flere spørgsmål end svar og efterlader mig på en platform af uvished. Som genererer en tråd af spørgsmål fra andre, der heller ikke er indviede, “Hvad da, søde?”, “Hvad sker der?”, og der kommer aldrig svar.

Hvis jeg skal mene noget om noget, have medynk eller dele glæde, så fortæl mig præcist, hvad jeg skal tage stilling til. Jeg kan ikke gætte det.

Så kom jeg selv til at skrive sådan en forleden dag. Tror jeg nok. vil til at være sådan en, der træffer kloge beslutninger. Var dét ikke en klog beslutning?”

Mon der sad nogen og troede, at jeg havde taget en stor, epokegørende beslutning og bare ventede på at blive spurgt om, hvad det var? Det havde jeg ikke. Jeg ville bare til det, og så syntes jeg, det var en sjov twist med ord. En enkelt venter spændt på, hvad der kommer af klogt fra mig, skrev hun, og det venter jeg også selv på.

Men når jeg skal til at gøre noget med en klog beslutning, kommer den muligvis til at handle om et eller andet med, at jeg på et tidspunkt vil løbe halvmaraton igen.

Jeg må hellere begynde at træne så.

Funny funny ha ha

Somme tider er Facebook ekstra sjov. Somme tider sender én noget af sted, som nogle andre fanger og leger videre med. Som nu forleden, hvor min Facebookven Michael skrev denne status:

Kan se på kontoudtoget, at tys tys-kilden har spist couscous i Baden-Baden

Først var der én, som greb den og legede med. Og så kørte den ellers, og Michael spillede ordtennis med en flok af sine velformulerede venner i et par timer.

Lone: Med Boutros-Boutros Ghali?

Michael: Nej, det var Djemba Djemba og Kristian Bach Bak

Erik: Nå-nå…

Lone: Men de lyttede til Dodo and the Dodos under middagen, så?

Michael: De spiller Boom Boom

Michael: Og nu lyder gonggongen til et heftigt juridisk efterspil. Tys tys-kilden har hyret rockeradvokaten Michael Juul Eriksen

Lone: Bare der ikke bliver skudt med dum-dum kugler

Michael: Det er gakgak

Michael: Men også en win win-situation

Lone: Har det efterhånden sådan lidt la-la med den sag

Michael: Nu mangler vi bare at blive stukket af tsetsefluen

Lone: Har hørt at hele troppen har taget tilflugt i Bonbon-land

Michael: Hvor Zaa Zsa Gabor underholder på blokvognen

Christine: Og de drikker cin cin mens de holder tamtam

Michael: Og laver hømhøm

Finn: Man tænker fluks på gode, gamle Marve: “Schmidt – Baden-Baden.” “Fleksnes – Oslo-Oslo!”

Kenneth: Tror de danser Can Can til Gabor?

Michael: Det er nok nærmere en cha-cha-cha

Finn: Fra Tjetjenien…?

Michael: Jowjow

Kenneth: Jeg tror, at de bliver anbragt på Sing Sing.

Finn: Nu må det snart slutte med denne ping-pong…

Kenneth: Nu ringer det på døren, ding dong.

Finn: Nu lyder mutters gong-gong…

Kenneth: Er hun lige kommet hjem fra Hongkong ?

Finn: Ja, og hun har set King Kong.

Michael: Og er med på noget hanky panky

Ole: Nu ved jeg hvem tys tys-kilden er:Helle Helle!

Ole: Er Helle Helle egentlig en pleonasme?

Michael: Lyder som en uddød tæge-art

Og der stoppede den. Jeg håber, at alle har haft en fest undervejs. Jeg morede mig i hvert fald – med lyd på.

Blå stue

maleblog18_blaaDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Blaastue

Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.

Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.

År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.

Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.

Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.

Blaablomst