Blå stue
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.
Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.
År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.
Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.
Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.
