Farven lilla
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Lilla er den sværeste af regnbuefarverne. Ligesom orange indgår den ikke i nogen faste udtryk. Rød forekommer ifølge ordnet.dk i 26 faste udtryk, fx blive rød i hovedet, en rød reje, se rødt, få røde ører. Gul tegner sig for 19, fx det gule legeme, gult kort, gule ærter. Grøn giver hele 30, fx grønne afgifter, grønt bevis, på den grønne gren, grøn bølge. Blå indgår i 21 faste udtryk, stadig ifølge ordnet, fx blå bog, blåt øje, ud i det blå, blå mandag. Og orange har i det mindste fået lov til at betegne smagen af appelsin.
Men lilla? Det er bare en farve, oven i købet en farve, der skal forklares gennem to andre farver: en farve mellem rød og blå som fx syrener; rødlig violet.
Min mor bryder sig ikke om lilla, og jeg er vokset op med en forestilling om, at det ikke er en nobel farve, men en farve, man skal være forsigtig med, hvorimod man aldrig går fejl af blå, som går til alt og i alle sammenhænge. Jeg fornemmede, at der var noget vildt og anarkistisk over lilla, hvilket jo da i den grad bekræftedes i de søgende 70’ere. En af mine skolekammerater malede sit kælderværelse orange på to vægge og lilla på to andre. Det var vildt. Og ret grimt i eftertanken. Senere forbandt man pædagoger med det eneste lidt faste udtryk, jeg har kunnet komme i tanker om: den lilla ble.
Jeg syede lilla velourveste med applikationer og tehætter i lilla patchwork til mine veninder og strikkede sokker og bomuldstrøjer i lilla striber. Min lillakvote blev udnyttet.
Det var også Whoopi Goldberg i Farven lilla, filmen fra midtfirserne, baseret på Alice Walkers roman.
Lilla kom for at blive. Der er lilla tøjstykker i min garderobe. Flotte dyblilla neglelakker. Smykker. Nogle af dem er faktisk mine konfirmationssmykker, som jeg godt kan finde på at bruge af og til.
Hvis man billedgoogler lilla, kan man finde dette udsnit. Mange blomster og en smule blomkål.
Konfirmationssmykker med lilla, sølv og tin.
