Det der var

Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.

 

Status på alt. På det meste. På en hel del.

Politik: Har passeret gennem adskillige valgkredse i dag på min vej Viborg-Søndersø-Viborg. De har fået valgplakaterne hængt op alle steder, hvis nogen var i tvivl om dét. Der var dog en enkelt og ensom bilist med trailer i gang med at hænge en plakat op i en lygtepæl lidt uden for Morud. Han har nok skullet noget de andre dage. Eller været alene om at vedligeholde et stort område. Jeg nåede at tænke, at det måske var cirkusplakater, for andre steder i landet kan man nemlig konstatere, at valgene er ramlet sammen med cirkussæsonen. Men det var en person og ikke en elefant, der var billede af på plakaten; jeg nåede dog ikke at se hvem. Og det er konklusionen på dagens landefart gennem kredsene: Samme partier, samme layout, forskellige ansigter – men man når ikke at afkode budskaberne, når man kører hurtigt forbi i sin Aygo. Medmindre de ser helt alternative ud (og her mener jeg ikke partiet) eller har åndssvage navne. Alligevel hævder man, at valgplakater virker og nytter, men mest i forhold til at bestemme sig for en kandidat i den partifarve, man på forhånd bekender sig til. De hjælper jo så ikke mig, når jeg ikke når at læse dem. Eller de hænger på Fyn.

Ældresektoren: Der var ikke meget maskinkraft i min mor i dag. Det er desværre ved at være standardbilledet. Hun har i mange år skrevet dagbog om stort og småt fra andedammen i Mayland-kalendre, én side pr. dag. Engang – og det er egentlig ikke så længe siden – havde hun besvær med at få den side til at slå til, men efterhånden begrænser hendes dagbogsnotater sig til, hvordan natten er gået, og hvem der har ringet. Nattesøvnens karakterer går fra ’for lidt søvn’ til ’en nogenlunde nat’, som er det bedste, der er at opnå. I dag stod der ’ikke meget søvn’, og det kunne godt mærkes på almentilstanden. Det er forstemmende, og det gør mig ked af det, at den sidste tid af et langt og godt liv bliver en prøvelse, der skal holdes ud og stås igennem. Men jeg var der, og det er det bedste og eneste, jeg kan gøre udover de daglige telefonsamtaler.

Dyreriget: Vi har plejehund i dag. Ham går det godt med. Han sover fint.

Jægeriet: Bukkejagten er gået ind. Det betyder, at min jægersmand står op midt om natten og tilbringer en del af sin tid i forskellige tårne i skoven iført riffel, høreværn og et årvågent blik. Endnu har han ikke løsnet skud, men det kommer nok, og vi ved, at der er plads i fryseren. Og morgenerne er fine, forlyder det.

Watergate: Vi er ved at male soveværelsesvægge, og når det er gjort, og lugten har forføjet sig, kan vi rykke ind i soveværelset igen. Gulvet i stuen er rettet op og tørrer videre. Der er støbt slidlag i entreen og gjort klar til at lægge fliser. Men. Lige under den ene side af radiatoren er cementen ikke tørret, fordi radiatoren åbenbart er blevet læk! Det er så dumt, at jeg ikke gider skrive mere om de åndssvage rør nu.

Kolonihaven: Kartoflerne er begyndt at vise grønne blade over jorden, og løgene spirer. Det samme gør salater og georginer. Den ene af tre nyplantede agurkeplanter i kapillærkasserne er gået ud, men så mange agurker spiser vi nok alligevel ikke. En af de næste dage vil jeg så rødbeder og plante kål.

Billedet øverst: Er åbenlyst ikke fra i dag, hvor det har regnet hele dagen. Det er fra i går morges, og i morgen bliver det ligesådan. Ja.