26. juni 2014 | den store bunke |
Studenterne flasher huer og kører studenterkørsel i disse dage. Jeg har været i mit gamle fotoalbum. Dengang var studenterkørsel, i hvert fald i min klasse, det samme som at køre i hestevogn. Det betød, at det jo gik lidt langsomt, og derfor var vi kun hos de kammerater, som boede i Odense og forstæder. Forældrene til os, der boede langt ude på landet, fik ikke besøg. Jeg kan nærmest ikke huske, hvem vi var hos, og havde jeg ikke været god til at sætte billeder i albums og skrive kommentarer, havde jeg intet kunnet fortælle om den dag for 34 år siden.
Det ligger således fast, at vi startede hos Mikael med kaffe, te, Gammel Dansk, rundstykker og Mikaels fars hjemmebagte snegle. Vi har også været hos Jan, kan jeg læse, og så fik vi et overdådigt og skønt frokostbord hos Marianne A, og her gør vi klar til at tage videre.
Undervejs fik vi chips og hvidvinsbowle hos Anne Dorte. Hvor vi ellers har været, fremgår ikke af mine notater, men det ser ud, som om vi sluttede af hos Gittes forældre, i hvert fald fik nogen sig en forfriskende dukkert i poolen dér, og studenten her med badering og dykkermaske er Jan.
Dagen efter var der dimission. Nogle (af de andre) nåede aldrig at komme i seng fra dagen før. På den måde er der ikke ændret meget siden dengang.
Her har vi mig foran den store hoveddør på Odense Katedralskole. Jeg har aldrig været en firstmover, og jeg havde ikke opdaget, at det igen var blevet moderne at have studenterhue, så jeg havde ingen. Jeg har da heller ikke fået nyt tøj, kan jeg se. Men jeg har taget mit runde ansigt på, og jeg fik Niels Jensens legat på to tusind kroner, som jeg skyndte mig at solde op på sommerens Interrailtur til Sydeuropa nogle uger senere.
9. juni 2014 | den store bunke |
To af mine børn er studenter, så jeg ved nok, hvordan den slags går for sig. I Danmark, förstås.
I torsdags var jeg til svensk studenterfest, og det er noget helt, helt andet. Vores svenske venner havde forsøgt at forklare dagens program for os, men vi var slet ikke forberedt på, hvad der ventede os, og i virkeligheden kunne de slet ikke have sagt noget, der havde fået os til at forstå.
En af de mest markante forskelle for danske øjne var dagens farver. Alt strålede selvfølgelig i gult og blåt.
Vi er så vante til, at det hele er rødt og hvidt, og studenterne bliver belæsset med langstilkede, røde roser. Men i Sverige er gule og blå fresier det oplagte valg.
Herhjemme får man huen på og bliver student den dag, man er oppe i sidste fag, og studenten fejres med champagne. I det svenske system er man ikke til eksamen, men har fagforløb, og alle bliver studenter – “springer student” – samme dag. Studentdagen! I Helsingborg, hvor vi var, sprang 1700 studenter fra samtlige byens gymnasier ud i torsdags.
Dagen starter med morgenmad, officiel afslutning og gudstjeneste i kirken, frokost på skolen, og derefter springer de. Løber, helt bogstaveligt.
“Vores” student skulle først springe sammen med kammeraterne fra egen skole. Nede for foden af trappen stod studenternes familier og venner og ventede med skilte og blomster.
Skiltene var fascinerende for os, der ikke havde set det før. Skilte med studentens navn, billede – langt de fleste var babybilleder – og skole/klasse. I flere tilfælde undrede og morede jeg mig over forældrenes valg af billede. Man kunne godt have valgt noget mere flatterende, tænker jeg. Skiltene har til formål, at studenten kan finde sin familie, og senere, at familien kan få øje på studenten i virvaret.
Så kom studenterne fra Annas skole løbende ned af trappen, hujende og råbende, og fandt deres egen flok, hvor folk stod klar med blomsterbuketter, små champagneflasker og studentertøjdyr i blågule bånd, som blev hængt om studentens hals. Sådan gør man nemlig på de kanter.
Efter lykønskninger, knus og kram og en lille pause tog studenterne videre til næste udspring, byens centrale torv, Stortorget. Her skulle alle studenterne – dog i hold – løbe ned ad trapperne oppe fra Kärnan, fæstningen øverst i billedet, og løbe syv gange rundt om rytterstatuen (af Magnus Stenbock, som besejrede den store danske hær ved slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710).
Herefter myldrede studenterne ud til deres respektive vogntog af lastbiler og kæmpetraktorer med vogne, som var rigget til med bannere, skilte, musikanlæg, fyrværkeri, balloner, røgmaskiner – og hujende studenter med blomster, fløjter og konfettikanoner. Og der blev kørt kortege rundt i byen i halvanden time – vogntog med 1700 hoppende, skrålende og festende studenter i rendyrket pumpende technofest.
Det var vi ikke med til. Her var jeg også fyldt op med kulturelle indtryk for en stund. Vi tog hjem og forberedte det sidste til aftenens fest, inden hovedpersonen ankom, standsmæssigt transporteret i mosters cabriolet.
Jeg nåede aldrig at lære den svenske studentersang på trods af, at den blev sunget adskillige gange.
Sjungom studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdomens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.
Inga stormar än
i våra sinnen bo,
hoppet är vår vän,
och vi dess löften tro,
när vi knyta förbund i den lund,
där de härliga lagrarna gro!
där de härliga lagrarna gro!
Hurra!
Jeg ved ikke, om det kan betale sig at lære den til næste gang. Den er svær. Jeg kan allerede sidste linje, og bagefter siger man skål. Det kan jeg også. Det må være nok.
Det var en härlig dag.
Hyrrrråååå!
26. juni 2013 | den store bunke |
Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.
Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.
Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.
Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.
Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.
Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.
Dobbelt stolt.
25. juni 2013 | den store bunke |
Den 19-årige blev student i dag. Historie var sidste fag, og i 24 timer har han forberedt sig på Imperialisme, afkolonisering og menneskerettigheder, til han var helt rundforvirret og næsten glemte at sove. Han var inde, kom ud med røde varme kinder og gik rastløst frem og tilbage på gangen, hvor alle hans mennesker var mødt op med roser, kameraer og en studenterhue. Han blev kaldt ind, kom ud og var glad, lettet og tilfreds.
“Hvad giver I ham?”, havde folk spurgt.
“En kuffert…”, svarede jeg.
“Nå…”, sagde folk og gad ikke engang skjule, at så blev der nok tale om en skuffet student.
“… fuld af øl og whisky”, fortsatte jeg.
Og så syntes folk, det var den fedeste gave, de havde hørt om.
Studenten syntes det også.
