Ny husalf med overmenneskeligt ansvar
Vi har anskaffet os en dampmoppe (- og ikke en dampmokke, som nogen i husstanden på et tidspunkt fejlhørte det som uden helt at kunne beslutte sig for, hvem af de kvindelige bofæller det passede bedst på).
En dampmoppe er et rengøringsredskab, og jeg har store, store forventninger.
Vi er ikke ret gode til at gøre rent hjemme hos os, specielt gulvvask går det ikke godt med. Det går faktisk dårligt. Ingen af os er den første til at se, at der trænger, og ingen får det gjort. Jeg har i øvrigt erklæret, at jeg hader at vaske gulve. Så vidt er Morten ikke gået, og det har jeg selvfølgelig tolket som, at han godt kan lide det. Men han ser det heller ikke.
Specielt køkkengulvet læner sig konstant op ad et tilhold fra sundhedsmyndighederne
Derudover står Lasse med det ene ben ude af døren og er tæt på at flytte hjemmefra. I ti år har det været hans pligt at gøre badeværelser rene en gang om ugen, og det skal han have ros for at have gjort. Men nu står vi altså også selv med dét.
Morten og jeg er stadig i forhandlinger om, hvem der tager over, om vi skal deles om det, og om vi skal have rengøring efter fast skema, og om det i givet fald skal være på en ugentlig hverdag eller i weekenden. Det eneste, vi er helt enige om, er, AT der skal gøres rent, og at vi nok ikke helt er der, hvor vi vil betale os fra det.
Det var her, dampmoppen kom ind i billedet. Jeg er stensikker på, at det bliver meget nemmere at holde gulvene rene, når vi lige kan snuppe moppen i baggangen og rende dem over med et pust mikrofiberfiltreret damp. Det er Leifheit, tysk kvalitet, klar på 30 sekunder und Alles.
Alt bliver godt.
Tror I ikke også nok det?
