Hvad man kan bruge en ekstra time til

I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.

Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.

Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.

Såee, sæt i gang.

Tredje påskedag

morgenmad

Jeg trækker påskeferien med en fridag mere. Feriedagskontoen skal tømmes inden første maj. Det er en god fornemmelse. Jeg har alligevel været tidligt oppe, for der var en, der skulle vækkes til en skoledag. Og til gaver og tillykker. Flaget skyldes nemlig, at min yngste dreng i dag går ind i det sidste år, hvor det er mig der bestemmer.

Han er for længst gået i skole. Med flødeboller og nye sko.

allstars

Bagefter nød jeg morgenmad med litteratur. Kaffe. Overvejer, hvad der skal fyldes i dagen. Vask af det sidste vindue, jeg ikke gad i går? Biblioteket? En tur i haven? Til bageren efter kage (“Hvad kunne du tænke dig?” “Jamen, jeg kender ingen kager… noget chokoladekage, så.”) til når han hjem fra skolen går.

I aften går vi på restaurant. Hvem der kommer med som gæst skal ikke regne med dejlig chokolade og kager til. Fødselsdagsbarnet har endvidere betinget sig, at der ikke synges. Den slags tøjeri vil han gerne være fri for.

Det bliver en god tredje påskedag.