Der kører en Mofibo-kampagne i øjeblikket, hvor Cecilie Frøkjær spørger tilfældige (som om!) mennesker, hvor mange bøger de tror, man kan nå at lytte på et år i den tid, man prøver på at falde i søvn. Det kan de selvfølgelig ikke gætte – svaret er angiveligt 12 –, og det ER altså også et mærkeligt spørgsmål med en uendelig løs elastik. Hvorfor skal man lytte, mens man prøver på at falde i søvn; hvem måler det; hvordan defineres prøve-at-falde-i-søvn-tid, og er man ikke nødt til at lytte lange passager igen, hvis man nu faktisk faldt i søvn?

Prøv i stedet at spørge mig, hvor mange bøger jeg har læst i løbet af 2019. Det kom vi til at snakke om forleden. Eller hvor mange jeg har lyttet, for store søn hævder hårdnakket, at det ikke er at læse, når man gør det med ørerne. Det er det for mig. Jeg synes, jeg læser, uanset om jeg bruger synet eller hørelsen. Og jeg har læst 48 bøger i 2019. Det er helt vildt, faktisk.

Her på bloggens forside lægger jeg altid et billede af min aktuelle bog under en rubrik, jeg kalder ’Lige nu i ørehøjde’ – som en analogi til ’Lige nu i øjenhøjde’. Den har jeg også – til de bøger, jeg læser på dén måde. Der er bare sjældent nogen i gang.

Men min samling af forsidebilleder til det formål giver mig et fint bibliotek over alle de fortællinger, jeg har taget til mig. Den samlede liste for alle mine lytteår rummer cirka 250 titler. Det er et godt bibliotek at kigge i, når jeg bliver spurgt, om jeg har læst den eller den bog. Tit kan jeg nemlig ikke huske, hvad jeg har læst, men så kan jeg lige se det der.

Hvornår lytter jeg? Altid. Når jeg kører bil, også på de korte ture til og fra arbejde, når jeg cykler, når jeg går, når jeg gør rent, når jeg laver mad, når jeg bare tuller rundt.

Men aldrig, når jeg prøver at falde i søvn.