Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.
Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.
Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.
Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.
Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.
“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.
Jeg brændte kartofler på i dag. Jeg troede faktisk ikke, det kunne lade sig gøre.
Min mor har lært mig, at de kun lige skal dækkes med vand. Det er spild af energi at varme mere vand op end nødvendigt. Og det er rigtigt. I dag gik det sådan, at lige da kartoflerne var kogt (nå ja, godt og vel kogt) og vi skulle spise, var alt vandet kogt væk, og de nederste kartofler sad fast i bunden af gryden. Der sad faktisk et tykt fastbrændt brunt lag i bunden af gryden. Jeg sukkede og satte gryden i blød til senere udredning, for jeg ved, hvor svært det er at få af. Men: “Put vaskepulver i!”, sagde køkkendoktoren.
Har aldrig hørt om det før. Gjorde det. Vaskepulver og varmt vand. Tre timer senere kunne jeg skubbe det af med en finger. Uden at skrubbe. Det var et køkkenmirakel. Jeg siger det bare. Vaskepulver.
Jeg tror, jeg bare overlader hele ansvaret for madlavning og oprydning til ham. Det er bedst, det er en voksen.
Så var vi på omgangshøjde i … hvad? To uger? Vi tog kartoflerne op, fordi vi så, at naboerne havde gjort det. Vi var med! Og jeg har gået og tænkt, at hå! hvor de roder derinde. Gider de ikke engang samle deres bønneranker og deres kartoffeltoppe og porretoppe sammen? Gør det måske det af sig selv så?
Så skulle jeg lige hente en håndfuld rucola og en squash i dag. Og se så nu! Der er fræset i begge nabohaver! Og vi er igen bagud.
Hvordan er det lige, har vi en fræser? Nææ… Men vi har tre spader. Det kan godt være, nogen syntes, vi kom lidt let til græsplæne ved at købe græsroulader, men så skal I bare se mig, når jeg graver have med arme som Anders Ands ben, når han løber hurtigt.
I dag var den solskinsdag der skulle bruges til at grave kartofler op. Alle sammen. Hos begge naboerne i haveforeningen har kartoffelstykket været ryddet i et par uger, og vi var bagud fra starten. Nu er vi med. Jeg havde forestillet mig, at høsten var lidt større; Morten synes, den er over forventning, så vi rammer vel et sted lige der, hvor det er passende. Vi kan konstatere, at vi nok under alle omstændigheder er nødt til at supplere med noget fra Føtex for at overleve vinteren.
Her er hvad vi har til forrådskammeret. Men hvordan er det egentlig at være en kartoffel? Er den heldig? Og er der mørkt der, hvor den skal tilbringe de næste måneder, indtil den skal optræde i lækre egnsretter? Det er med stolthed, vi præsenterer Kartoffelcam, som tager os med i flamingobøtten:
I weekenden blev kolonihave-nabokonen rapporteret opgravende alle sine kartofler. Undring. Er det nu? Hvad gjorde mor? Hed efterårsferien ikke kartoffelferie engang, og derfor tager man dem op i oktober?
Skal det googles? Ja, gu’ ska’ det gugles, og nu ved jeg, at de skal graves op midt i august. Det nåede vi så ikke. Vælg en solrig dag – det nåede vi så heller ikke – og læg dem til tørre på en presenning på græsplænen – tjek, har både græsplæne og presenning. Vi har også flamingobøtter, som de kan komme i, når de ikke længere er behængt med våd jord og derfor ikke længere er i forrådnelsesrisikozonen. Jeg glæder mig til at se plænen dækket af kartofler. Eller hvor stor høsten nu er.
