Det er et halvt år, siden jeg gav blod sidst, og i dag havde jeg en aftale i blodbanken igen. Det kombinerede jeg med dagens gåtur og en dosis snak.
Jeg arbejder hjemme for tiden, og inden jeg gik af sted, havde jeg kun talt en enkelt gang i telefon samt vekslet nogle ord med et blomsterbud, som var kommet af sted med en forkert adresse. Blomsterne var ikke til mig, men i det mindste kom der lyd ud af min mund, da jeg dirigerede leverancen i den rigtige retning.
Så jeg var det muntre, talende indslag, mens jeg lå på briksen med kanylen, som en forsigtig praktikant havde fået lov til at stikke i min arm, og afgav 450 ml sundt, rødt brændstof. Jeg fik blandt andet afklaret, hvordan de har tænkt sig, at man skal kunne drikke sin juice med mundbind (det må man godt, hvis alle de andre holder afstand imens) og kringlede mig to stykker chokolade, fordi jeg både havde hørt én sige “Bounty” og en anden “Noget mørkt”, da de blev spurgt til deres chokoladeønsker, og personalet åbenbart syntes, jeg virkede som én, der ikke gerne gik glip af noget, de andre fik. Der blev også talt om blodtyper og mundbind og virusmutationer og praktikantens oplæring, så det var en helt festlig eftermiddag, hvor jeg fik afløb for en portion ophobet taletrang.
Nu er jeg hjemme, må snart fjerne vattotten fra albuehulen og skal huske at drikke lidt ekstra væske og tage det roligt, mens kroppen går i gang med at regenerere strømmen i blodbanerne. Ikke som dengang for halvandet årti siden, hvor jeg efter en tapning tog i byen og endte med at besvime på dametoilettet på Jacobs BQ i Vestergade i Aarhus. Det var jo ikke så godt, men det var dengang, man gerne måtte både gå i byen og forsamle sig med en masse mennesker, og derfor var der nok af søde folk, der tog sig af mig. Og heldigvis havde jeg tapningen at give skylden; jeg havde ikke engang drukket særligt meget.
Man skal tage sit blod alvorligt, skal man.
I aften hedder det derfor cola, sofa og ild i brændeovnen, og i morgen er det vildt spændende, hvilke uventede samtaler, der tilflyder mig.
