Billedet ovenfor viser meget tydeligt, hvorfor man ikke skal lade lukkede væskefyldte beholdere, for eksempel flasker og dåser med dyrebare dråber, stå ude i frostvejr. Væsken har ikke plads til at udvide sig. Her har vandet i sin nye faste form ganske enkelt valgt at bevæge sig oven ud af baljen. Man kan hævde, at fuglene, som den lækre forfriskning egentlig var tiltænkt, ikke har meget glæde af det i denne form, men jeg kan se ud af mine vinduer, at de klarer sig alligevel.
Det er stille dage her. Jeg arbejder hjemme, og da jeg er eneste menneske på matriklen, er det ikke hver dag, jeg siger noget. Og jeg snakker altså ikke med fuglene! Jeg arbejder fra 8 til 16, holder frokost- og kaffepauser med samme intervaller som på udekontoret, går en tur, når jeg har lukket arbejdscomputeren, henter brænde ind, fordi hjemmearbejde kræver noget mere brænde i ovnen end udearbejde, holder mit hus rent, får varm mad hver dag, strikker, læser, ser fjernsyn. Jeg har set to sæsoner af The Crown og har aldrig googlet så meget om britisk politik, Commonwealth og kongehuset som i den seneste tid. Ind i mellem ses jeg med de få, jeg har i min boble, og vi spiser, snakker og spiller spil. Det er guld værd, for at ingen af os løber alt for meget sur i, hvilken ugedag det er. Af og til gribes jeg af voldsom kuller, ligesom de fleste andre sikkert gør i denne tid. Men det går over igen, og jeg kan godt se, at jeg på mange måder er heldigt stillet, og at det nok ikke kræver så meget af mig at ’holde fast’. Men verden må gerne snart blive almindelig igen.
I dag har jeg haft Teams-møde med mit team, med både mikrofon og kamera, så i dag har jeg sagt ord og haft øjenkontakt. En udadvendt dag. Desuden har jeg fået indkaldelse til tandlægeeftersyn om fire uger, og det er lige før jeg glæder mig til det. Den slags har jeg lige godt aldrig før opfattet som et højdepunkt, men isolation gør åbenbart mærkelige ting ved en.
I dagens pauser holder jeg øje med fuglene i haven. Flest skovspurve, solsorte og husskader, men jeg har også set blåmejser, musvitter og en enkelt bogfinke. Og ænder.
Ænderne er åbenbart et helårs oprydningshold. I efteråret landede ænder hver dag i haven og gnaskede nedfaldsæbler, og nu gnasker de tilsyneladende nedfaldskerner. I hvert fald ser det ud til, at der er gode ting at finde under fodertemplet, hvor de mindre fugle sviner med maden og spilder foder ud over kanten uden at bekymre sig om madspild. Godt for ænderne.
Redekassen er beboet af et par skovspurve. I efteråret tømte jeg kassen for det rederi og roderi, de havde slæbt ind i løbet af sommeren. Jeg gjorde det i en god mening, for selv synes jeg jo, det er rart at få skiftet sengetøj i ny og næ. Men den holdning delte fuglene ikke, for de begyndte straks at flyve nyt byggemateriale ind. Jeg ved ikke, om de sover i kassen, men så er den da klar til nyt yngel, når de er. Hver formiddag har de stadig travlt med strå og dun. Dyrebare materialer. Forleden så jeg, at først fløj den ene fugl ud og kort efter den anden, og et lille hvidt dun flagrede med. Straks dykkede begge fugle ned efter dunet, der landede i sneen. Den ene fik fat i det og bragte det op i kassen igen. Imponerende. Det kan godt være, de er ligeglade med at spise pænt, men boligindretningen er seriøst vigtig.
Hver formiddag klokken halv elleve låser mine genboer deres hoveddør efter sig og spadserer ud på tur. De er pensionister og synes sikkert, det er vigtigt fastholde visse rutiner i hverdagen. Det gør jeg tilsyneladende også, siden jeg får holdt strække-ben-pause på så faste tidspunkter, at jeg kan konstatere andres regelmæssighed.
Vel er der stille, men der ER liv i forstæderne.
