Kitsch?

Hvornår er noget kitsch? Når det er på grænsen af halvgrimt storblomstret fra et andet årti? Eller når en anden socialklasse end ens egen synes om det? Eller det passer dårligt sammen med stål, sort og Hay? Hvem kan vurdere det objektivt? Og er kitsch per definition grimt?

Da jeg var barn, fik jeg en lille æbleformet krukke foræret. Jeg kan ikke helt huske af hvem og heller ikke hverken omstændighederne eller hvor gammel jeg var. Måske var min mormor involveret, måske min faster, – sidstnævnte var af den slags, som overdænger familiens børn med sære smågaver, som får barneøjne til at lyse, alene fordi de aldrig har set noget lignende, og som får mødre til at sukke “åh nej, ikke mere skrammel” – derfor er hun et oplagt bud. Det kan også have været min mormors søster, som havde de samme egenskaber, hendes eksotiske gaver var bare en tand mere high class.

Jeg blev usigeligt henrykt og syntes, æblet var fint og helt, helt perfekt til at have smånips og småskrammel i. Ringe, nipsenåle, fine småsten og plastikdimserne fra nytårsknallerterne, alle disse værdier, man får samlet sammen. Det var en stor skat til små skatte. Min æblekrukke. I min varetægt har den aldrig været brugt til sit oprindelige formål, som er marmelade og syltetøj, og det er længe siden, jeg har opbevaret idrætsmærker og andre trofæer i den. Det er også længe siden, den har stået fremme til pynt, men jeg har trofast flyttet den med mig gennem hele mit voksne liv og omhyggeligt stillet den ind i et nyt skab, hver gang jeg har skiftet bopæl.

Den fine lille æbleskål. Det har aldrig strejfet mig, at jeg var den eneste, der så dens skønhed. Sidst jeg pakkede flyttekasser ud og så mig om efter et passende sted til æblet, forstod jeg på en spontan kommentar, at det er tilfældet, og jeg var overrasket og forundret. Grim? Det faldt omtrent sammen med, at jeg havde spurgt “Skal du gemme dén her?” om en brun stentøjsdunk med prop, hvilket fik ejermanden til at gispe efter vejret og derefter fortælle mig den sentimentale historie, som gjorde, at dén dunk hverken kunne eller ville man skille sig af med. Så var vi både kvit og med fælles forståelse.

Men er det kitsch? Definitionen på kitsch er ifølge Den Danske Ordbog “indbo, kunsthåndværk, kunst, litteratur m.m. der regnes for underlødig og smagløs pga. sin banalitet eller overdrevne sentimentalitet, men af samme grund værdsættes med ironisk distance af nogle”

… og efter den definition er mit syltetøjsæble ægte kitsch. Det forener smagløshed med banalitet krydret med rigelig sentimentalitet, dog fuldstændig uden ironisk distance.

Æblet var kun ude for at blive fotograferet og er tilbage på sin plads i skabet igen. Der skulle nødigt ske det noget.

kitsch

Der er noget råddent

Vaskemaskinen lugter. Af gammel råddenskab. Ældste søn gjorde opmærksom på det; – jeg ved ikke, hvorfor det ikke ramte min næse først, men nu synes jeg, lugten forfølger mig overalt.

Jeg har haft fingrene inde i dens ukendte folder, og de var klamme, da de kom ud igen. Som at have stukket hånden i halvstørknet andefedt fra sidste jul. Jeg har fjernet, hvad jeg kunne få fat i, og det var klamt nok, men lugten er der stadig. Jeg kørte en Rodalonvask i går, og det hjalp lidt, men ikke nok, så nu går jeg i kamp.

rens

Lige nu kører en klorvask, og her lugter af barndom. Her lugter af lørdag. Hver lørdag eftermiddag lagde min mor karkluden – som var lavet af min fars kasserede og iturevne undertrøjer med lodden vrang – i klorvand. Den skulle ligge i en kloropløsning i et stykke tid og bagefter skylles i tre hold vand. Og bryggerset lugtede af klor, og jeg havde værelse ovenover. Og hænderne på den, der blev sat til at skylle karkluden op, lugtede af klor. Siden har lugten af klor bragt min barndoms karklude tilbage til mig.

Vaskemaskinen er fuld af klorskum. Jeg håber, den bliver frisk igen.

klorskum

Jeg synes egentlig også, min bil lugter råddent. Især når det er varmt, strejfes jeg af kloaklugt på min vej gennem landet, og jeg er lidt bange for, at jeg selv bringer den med. Som om nogen er død i motoren. Jeg har ikke kigget efter, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle behandle bilen. Sprøjte den med en kloropløsning, fylde den med vand og ryste den? Ligesom engang, jeg skulle have benzin på min Puch Maxi: Tankstationen, jeg var inde på, havde ikke færdigblandet knallertbenzin, så den gamle tankpasser hældte almindelig benzin i tanken, tilføjede et passende skvæt olie og bad mig om at ryste knallerten.

Nå, i første omgang lader jeg som ingenting og håber, det går over. Det gør det jo tit.

Fedtblomster

En eng med hvide og gule blomster, jeg løb forbi i formiddags (og så fik jeg lige nævnt, at jeg har løbet!), fik mig til at tænke på de vilde grøftekanter i barndommens land. Mormor og jeg kikkede i blomsterbøger, og hun lærte mig navnene på nogle af de vækster, jeg kom med, musevikke, torskemund, vild kørvel, cikorie, røllike … Nogle fandt jeg selv på. Alle de små fine hvide stjerner, som blandede sig med smørblomsterne, kaldte jeg fedtblomster. Gult for smør, hvidt for fedt. Jeg har hentet parallellen fra det daglige bord, hvor både smørtallerken og fedtskål blev sat frem til rugbrødet.

Måske har der stået fladstjerner i mormors bog.

Et klenodie. Pressehistorisk og personligt.

Forside

I 1997 flyttede jeg i min første ejerbolig. Et fint rødt trediverhus i et godt kvarter. Vi boede der i to år, inden vi rykkede videre, fordi det alligevel blev for småt til børnefamilien, men da vi indtog huset, havde jeg egentlig en forestilling om, at det var mit skæbnehus.

For oppe på spidsloftet, under taget, lå en stak aviser. Det var hovedsageligt JyllandsPosten, men i stakken lå en enkelt Fyns Tidende. Det er min barndoms avis, den mine forældre holdt, og fundet af sådan en var i sig selv specielt, eftersom vi befandt os i Viborg.

Men det surrealistisk sære var, at avisen var fra lige præcis den søndag, jeg blev født. Ikke bare samme dato i et tilfældigt år, men selve min fødselsdag. Og det var den eneste avis fra den dag og den eneste fynske avis, som lå på loftet i det hus, vi havde købt.

Jeg har ingen som helst ide om, hvilken historie der ligger bag. Jeg kan ikke tænke mig til noget som helst “Det er nok fordi …”. Jeg besluttede bare, at det nok var forsynet eller noget andet højere, som havde sendt mig i retning af det hus, og så skulle vi sikkert være sammen for altid, huset og jeg. Det skulle vi ikke, men avisen tog jeg med mig.

Det var en meget varm sommer i 1959; det havde også været varmt for min mor at være gravid, og avisens forside er prydet af et foto, der viser en lille tulle, som sidder i sin barnevognskasse i vandkanten.

Sommeren var tør, høsten gik tidligt i gang, og en vældig hedebrand truede Borrislejrens 10.000 tdr. land store skydeterræn. Det er en af forsidehistorierne. En anden fortæller om en nordjysk landmand, der er død af bladanforgiftning under sprøjtning af frugttræer. “Man mener, at Andersen er blevet forgiftet af den forstøvede sprøjtevædske i den stillestaaende luft i haven. Han er faldet om, og i faldet har han revet laaget af beholderen, hvis indhold er løbet ud over ham.” Tragisk!

bladan

Man ventede besøg af den russiske ministerpræsident, og det fremgår af en anden forsidehistorie, at hovedansvaret for hr. Krustjevs liv og færden i Danmark var lagt i hænderne på rigspolitichef Heide-Jørgensen, og at over 2000 politifolk på en eller anden måde ville blive sat til at overvåge den russiske statsgæsts skridt under opholdet i Danmark. Og det selv om Krustjev havde anmeldt et følge på kun 20 personer, hvoriblandt hans hustru, hans to læger, hans massør, hans og fruens frisør, hans adjudantskab og et sekretariat.

Krustjev

Inde i avisen kan man blandt meget andet læse om klipningen af hækkene i Egeskov slotspark, et interview med Grete og Claus Walter, at dårlige nerver er en ret almindelig sygdom blandt vore soldater, om en slagteriarbejder der vil være Haarbys Zoo-direktør, om rok og rul-optøjer i Kolding efter premieren på filmen “Rock around the clock”, at Bahamontes som den første spanioler vandt Tour de France, at en dame havde været klemt fast i væltet bil ved Fuglsbølle kirke, at Kerteminde Bio spillede den dejlige farvefilm Familien Trapp, og at fjernsynet sendte følgende program: 9.00 og 13.30 Prøvebillede, 20.00 Aktuelt, 20.15 TV te’ vands; den første af 3 udsendelser paa sommerlørdage, 21.00 Søndagsvejret.

Og hvad med trafikken? Jo, nogle ting har aldrig ændret sig.

cyklister

På motorsiden kan man læse, at det første eksemplar af Skodas sportsluksusmodel ’Felicia’ er kommet til landet.

motor

Og på bagsiden er de tegneserier, som var noget af det første, jeg lærte at læse. Hunden Tjavs, Rasmus Klump og det københavnske cykelbud Carlt.

tegneserier

Fyns Tidende blev i 1969 blev købt af Fyens Stiftstidende, som drev avisen til 1979. Derefter var den bare en side i Fyens Stiftstidende, og efter yderligere ti år forsvandt den helt.

Men mit eget helt særlige eksemplar af avisen, som på forunderlig og uransagelig vis kom mig i hænde – hvad er chancen lige?, det passer jeg på.

Kære onkel Niels…

Farmor har fået trykt et digt i den lokale avis, fortalte Lasse, og det fik mig til at tænke på lille Birgitte, der også flere gange fik trykt noget i avisen. I 1960’ernes Fyns Tidende var der en børneside, som blev redigeret af onkel Niels. Med voksent og nutidigt vid lyder det faktisk ret børnelokkeragtigt; han kunne lige så godt have kaldt sig Bolsjefar. Men det var ganske harmløst, og de små fynske børn skrev breve og tegnede tegninger, som vi kunne være heldige at få trykt på børnesiden, hvorefter vi blev belønnet med en bog. Det var stort. Min storebror fik i hvert fald én tegning i avisen, af en stubmølle, husker jeg. Jeg selv skrev flere gange og fik spændende bøger som De fem uartige bjørne om et kuld frække bjørneunger, der stak af fra zoologisk have og oplevede sjove ting, Lone og Lasse, en fotodokumentarisk fortælling om to chimpanseungers ankomst til og integration i en zoo, og Da skoene løb med Laura, min yndlings. Bøgerne fra onkel Niels udgjorde størstedelen af min bogsamling. De fleste har mine egne børn fået læst højt hos mormor og morfar, og Da skoene løb… har jeg stadig.

To af brevene har jeg også stadig. Udklippene er temmelig gulnede, men de findes, og det er i sig selv ret fantastisk. De er 47 år gamle, og jeg kan stadig gå ind i den lille pige, der sad og prentede ordene med blyant på den linierede brevblok med blå og hvid forside med franske liljer, som plejede at ligge i fars skrivebordsskuffe. Imens tøjlede mor sin utålmodighed, men gik alligevel i udkanten af min sfære og truede med sengetid.

IMG_5035

Daskoeneløb