Vi kender alle sammen hængelåsene, som forelskede par sætter på romantiske broer og andre rækværk som symbol på deres kærlighed, hvorefter de kaster nøglerne væk for at cementere, at kærligheden er evig og ubrydelig.
I den lille by Thale i det nordøstlige Harzen cementerer parrene deres kærlighedsbånd på en anderledes jordnær måde. På byens fortove finder man rækkevis af hesteskoformede metalstykker med navneindgraveringer, støbt ned i betoncirkler på omkring 20 cm i diameter, gade op og gade ned. Nogle af dem er mere end 50 år gamle, nogle er helt nye, og der er ikke nogen særlig kronologi i dem. De er sikkert placeret i gader, der har betydet noget særligt for de par, der har bekostet nedstøbningen.
Hvad gør man så, hvis båndene alligevel brister, og kærligheden viser sig ikke at være helt så evig, som man troede?
Hvis man ikke kan holde ud at blive ved med at betræde den konkrete påmindelse om sin og eksens håbefulde forbindelse, piller man hesteskohalløjet op igen og erstatter det med en blank betonprop.
Det er sket mere end én gang i Thales historie, kan man se, når man går gennem byens gader og husker at kigge efter, hvor man sætter fødderne.
Morten læser højt: Kebnekaises sydtop er ikke længere Sveriges højeste punkt. Den har mistet fire meter, som er smeltet væk. Så nu er det Kebnekaises nordligste top, der er højest.
Birgitte – som ikke lader nogen lejlighed til at sprede viden gå fra sig: Øv da. Ved du i øvrigt, hvor vi kender Kebnekaise fra? Hvilket værk i litteraturen?
Der blev foreslået noget krimi, for med alle de svenske krimier, vi læser, kunne der sagtens være begået noget fordækt i de nordlige egne, som en af efterforskerne måtte rykke ud til.
Men det er ikke der, ’vi’ første gang hørte om Kebnekaise. Og måske er det kun mig, det har gjort så stort indtryk på. I håndgerningstimerne i 3. klasse læste frøken Albertsen højt for os, mens vi sad og vred vores fedtede strikkepinde og synåle. En af fortællingerne, vi fik, var Selma Lagerlöfs Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. Her rejser Nils sammen med vildgæssene, hvis leder er Akka fra Kebnekaise.
Sikke et forunderligt navn på et mytisk sted. Som nu er blevet fire meter lavere.
Første arbejdsdag efter tre ugers uendelig sommerferie. Eller … den endte så. Men sommeren ser ud til at fortsætte i det uendelige, og der er fortsat flere shorts og t-shirts i vasketøjsbunkerne end strømper og lange bukser.
I tre uger har jeg mest opholdt mig i nuet, og det har været en perfekt orkestreret sommerferie. Den faldt i tre dele. Først puttede vi husstanden og yngstesøns kæreste i bilen og kørte til Prag. Så var vi hjemme i en uge, hvor Morten arbejdede, og jeg holdt ferie. I nuet. Så stille sad jeg i nuet, at min telefons sundhedsapp afslørede, at jeg en af dagene kun gik 60 meter. Nul komma nul seks kilometer. 96 skridt. Det er ikke ret meget. Så forstår man altså at slappe af. Dét blev anderledes i den sidste del af ferien.
Vi havde tænkt, at vi ville finde et par flybilletter eller en afbudsrejse til et sted, hvor vi kunne leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kørte til højre eller venstre, og så bare lægge os ind på hoteller eller pensioner i de småbyer, vi kom igennem. I teorien har vi været både i Sydengland og Norditalien, Sydfrankrig og Kroatien, men i praksis viste det sig umuligt at finde en billig rejse, og oven i et par pebrede billetter ville der så komme både billeje og overnatning.
Det var faktisk en kæmpe lettelse for os begge to, da en af os sagde “Hvad om vi bare hælder vores grej i egen bil og kører til Harzen?”. Ideen om at flyve et sted hen var født på tanken om, at vi nok ikke gad køre sydpå igen, når vi lige havde kørt den samme vej op gennem Tyskland hjem fra Tjekkiet. Men det var slet ikke slemt at køre – vi er gode til at skiftes, og der er ikke mere end 6-700 kilometer til Harzen.
Så det var, hvad vi gjorde. Og det blev godt.
Vi improviserede og lod tilfældigheder og indfald diktere vores veje. To nætter i Thale og to i Wernigerode. Vi vandrede en del, for det er vi gode til og glade for. Vi har grejet fra Arizona-turen i maj, og det føles godt at udnytte det. Det centrale udstyr er gode vandrestøvler, rygsække, stave og tøj af super-uld.
Der var over 30 grader de fleste dage, og på sådanne dage er det langt, langt skønnere at gå i skovens dybe, stille ro og skygge end en nok så smuk by med bindingsværkshuse fra middelalderen. Vi kombinerede vandreruter med bus, svævebane og damptog, og dagene flaskede sig ikke mindre end perfekt.
De rolige vandringer blev sat i relief den dag, vi besøgte Harzdrenalin ved Rappbodetalsperre. Vi ’fløj’ en kilometer i megazipline og gik på Europas længste hængebro. Det var kun grænseoverskridende i to sekunder, lige da jeg blev sendt ud over rampen fra tårnet, alt det andet var megafedt. Morten har klippet denne film sammen af egne optagelser og videoen fra det GoPro, der var monteret på hans hjelm under turen. Vildt, ikke?
Nå men. Lige så hurtigt, som vi fløj den dag, er tre ugers ferie fløjet. Og nu hedder mit nu hverdag. Med arbejde, faste døgnrytmer og den slags. Det er nu også okay. Jeg kan godt lide hverdagen. Jeg har faktisk også været på tre udlandsrejser på toenhalv måned og skal bare lade være med at tænke på, at næste ferie er juleferien.
Det her billede er det første i mine forældres og dermed familiens fotoalbum. Mine nygifte forældre, der skåler med hinanden til deres bryllupsfest, og farfar ved siden af. Vi ved ikke, hvad der er gået forud, men nogen har helt sikkert sagt noget sjovt. Og se lige deres glade blikke! Sikke en lovende start på et langt, godt samliv, der varede næsten tres år.
Festen blev holdt i et telt på gårdspladsen i min mors barndomshjem, der senere også blev vores barndomshjem. Det var koldt, siger min mor. Det er klart – de blev gift 6. marts…
Og hvad serverer man så at drikke til sådan et bryllup på landet i 1952? I hvert fald sodavand, sikkert fra Albani, og så selvfølgelig kandevis af hjemmebrygget øl.
Her er vi i 1969. Billedet er taget ved min mosters og onkels sølvbryllupsfest og forestiller mig og min kusine Anette i vores fineste strutskørter og dåbskors. Jeg er ni år, har hårbånd og fletninger (børne-TV-serien “Lenette og hendes grimme hund” havde været sendt i fjernsynet forinden, og pigen Lenette havde de sejeste fletninger, sideskilning og hårbånd – århh, at kunne ligne hende..!) og mit allerstørste smil på. Anette smiler på ingen af de billeder, der blev taget ved den fest. Ikke at hun var sur, hun var bare syv og genert og manglede nogle fortænder.
Året efter, i 1970, havde min mormor og morfar guldbryllup og holdt naturligvis en stor fest i forsamlingshuset med familie, venner og naboer, sådan som alle familiens mærkedage blev fejret, med omkring 70 gæster ved tre lange borde og et hovedbord, hvor værtsparret sad i midten. Her er jeg og min kusine Jane i tidens smarte spinlonkjoler. Vi er 10 og 12, og ved bordet bag os går en sangskjuler rundt, som min mor og jeg havde brugt oceaner af tid på at konstruere. Den forestillede mormors og morfars hus med kvist og valmede gavle og det hele. Sangskjuleren var lige så vigtig som selve sangen dengang.
Det var vaaaaarmt i nat. Det er jeg ikke den eneste, der synes, jeg plejer bare godt at kunne sove fra det. Jeg er velsignet med et prima sovehjerte og vågner sjældent om natten. Ja, jeg kan da godt slukke lyset og ligge og tænke “jegkanikkesove-jegkanikkesove-jegfalderaldrigisøvn”… i cirka tyve sekunder, og det næste der sker er, at min alarm vækker mig, og jeg skal op. Jeg vågner ikke af almindelige dagligdags lyde i huset, og jeg har engang sovet fra et jordskælv.
Jeg er meget taknemmelig for det.
Det gik bare ikke sådan i nat. Jeg vågnede klokken halv fire, da Morten forlod soveværelset, fordi han ikke kunne sove for varmen. Det var ikke hans skyld – nattelisteri plejer ikke at forstyrre mig.. Da jeg lidt senere gik ud for at se, hvor han var, fandt jeg ham lysvågen på sofaen nede i stuen i gang med at tjekke flybilletter (til et koldere sted, tænker jeg). Jeg gik op igen, blot for at være vågen i to timer. TO timer, mand! Jeg spillede Candy Crush, opdaterede mig på verden og tænkte kloge tanker. Først fra kvart i seks sov jeg igen et par timer.
Det var virkelig sært, og intet tyder på, at det bliver køligere næste nat. Forhåbentlig har jeg opsparet underskud (kan man egentlig dét?) nok til, at jeg kan sove.
Ellers må jeg slutte mig til Morten, der allerede har proklameret, at han vil sove på gulvet i stuen foran den åbne terrassedør.
Det er ikke alle, der ved, hvad en Tycho Brahes dag er. Vi læste op på den danske astronom, da vi var i Prag i sidste uge, og begrebet var nyt for de unge, vi havde med. Og det var endda netop på en Tycho Brahe-dag, vi gjorde det. Den 17. juli er en af 32 dage, som den gode Thyge angiveligt beregnede sig frem til skulle være særligt ulykkebringende. Men det er nu noget vås, er nutidens videnskabelige enige om. Der skete os da heller ikke noget som helst uheldigt i tirsdags. I dag, den 21., er også en af de ’forvorpne’ dage, og den går også helt godt indtil videre.
Tycho Brahe blev et emne på vores ferie, fordi han er begravet i Prag. I Tynkirken ved den store plads i den gamle bydel. Det er kirken med dobbelttårnene med masser af små spir med guldkugler – som ser lidt mørk og uhyggelig ud med spotlight på om natten. Indgangen ligger inde bag nogle restauranter og er lidt svær at finde. Det var også svært at finde graven, selv om det er en forholdsvis lille kirke, fordi vi ikke helt vidste hvad vi kiggede efter. Men da vi først fik øjnene åbnet ordentligt, var der både stenplade med temmelig store guldbogstaver, et relief af Thyge og endda et Dannebrog. Det var et fint lille, småhemmeligt indslag i storbyfamilieferien.
Jeg har to regler for byferie: 1. Man skal sejle, hvis man kan. 2. Man skal finde et højt sted, hvorfra man kan se ud over byen. Så det var hvad vi gjorde.
Prag er en dejlig by. Der er simpelt hen så mange fantastiske bygninger fra dengang, man gad gøre noget ud af det med spir og guld, snirkler og krummelurer, basunengle, fantasifuld ornamentik, og de er vedligeholdt i de fineste pastelfarver.
Byen har meget andet end de kendte turistslugere som slottet, katedralen og Karlsbroen. Tychos kirke, for eksempel. Og synagogen der er bygget efter maurisk inspiration og sprudler af glade cirkusfarver.
Der er også Nationalmuseet, kunstudstillinger, U Fleků – Europas ældste bryggeri og værtshus, som har ligget der siden 1499 og har middelalderatmosfære og én slags øl. Og slentreture langs floden, hvor man bare holder øjnene åbne og nysgerrige. Er man heldig, kan man endda få øje på et par sumpbævere, der svømmer i floden.
En af de fineste stjernestunder var den sidste aften, hvor vi købte vin og pizza og satte os på en bakke i Riegrovy sady-parken i Vinohrady, hvor vi boede, lige øst for banegården, og så solnedgang. Det var min fødselsdag, og bedre afslutning på dagen og ferien kunne jeg ikke have fået.
Vi er rigtig glade og tilfredse, selv om nogle af os har taget vores tossede ansigter på.
