Det var vaaaaarmt i nat. Det er jeg ikke den eneste, der synes, jeg plejer bare godt at kunne sove fra det. Jeg er velsignet med et prima sovehjerte og vågner sjældent om natten. Ja, jeg kan da godt slukke lyset og ligge og tænke “jegkanikkesove-jegkanikkesove-jegfalderaldrigisøvn”… i cirka tyve sekunder, og det næste der sker er, at min alarm vækker mig, og jeg skal op. Jeg vågner ikke af almindelige dagligdags lyde i huset, og jeg har engang sovet fra et jordskælv.
Jeg er meget taknemmelig for det.
Det gik bare ikke sådan i nat. Jeg vågnede klokken halv fire, da Morten forlod soveværelset, fordi han ikke kunne sove for varmen. Det var ikke hans skyld – nattelisteri plejer ikke at forstyrre mig.. Da jeg lidt senere gik ud for at se, hvor han var, fandt jeg ham lysvågen på sofaen nede i stuen i gang med at tjekke flybilletter (til et koldere sted, tænker jeg). Jeg gik op igen, blot for at være vågen i to timer. TO timer, mand! Jeg spillede Candy Crush, opdaterede mig på verden og tænkte kloge tanker. Først fra kvart i seks sov jeg igen et par timer.
Det var virkelig sært, og intet tyder på, at det bliver køligere næste nat. Forhåbentlig har jeg opsparet underskud (kan man egentlig dét?) nok til, at jeg kan sove.
Ellers må jeg slutte mig til Morten, der allerede har proklameret, at han vil sove på gulvet i stuen foran den åbne terrassedør.