Ud af ét nu og ind i et andet
Første arbejdsdag efter tre ugers uendelig sommerferie. Eller … den endte så. Men sommeren ser ud til at fortsætte i det uendelige, og der er fortsat flere shorts og t-shirts i vasketøjsbunkerne end strømper og lange bukser.
I tre uger har jeg mest opholdt mig i nuet, og det har været en perfekt orkestreret sommerferie. Den faldt i tre dele. Først puttede vi husstanden og yngstesøns kæreste i bilen og kørte til Prag. Så var vi hjemme i en uge, hvor Morten arbejdede, og jeg holdt ferie. I nuet. Så stille sad jeg i nuet, at min telefons sundhedsapp afslørede, at jeg en af dagene kun gik 60 meter. Nul komma nul seks kilometer. 96 skridt. Det er ikke ret meget. Så forstår man altså at slappe af. Dét blev anderledes i den sidste del af ferien.
Vi havde tænkt, at vi ville finde et par flybilletter eller en afbudsrejse til et sted, hvor vi kunne leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kørte til højre eller venstre, og så bare lægge os ind på hoteller eller pensioner i de småbyer, vi kom igennem. I teorien har vi været både i Sydengland og Norditalien, Sydfrankrig og Kroatien, men i praksis viste det sig umuligt at finde en billig rejse, og oven i et par pebrede billetter ville der så komme både billeje og overnatning.
Det var faktisk en kæmpe lettelse for os begge to, da en af os sagde “Hvad om vi bare hælder vores grej i egen bil og kører til Harzen?”. Ideen om at flyve et sted hen var født på tanken om, at vi nok ikke gad køre sydpå igen, når vi lige havde kørt den samme vej op gennem Tyskland hjem fra Tjekkiet. Men det var slet ikke slemt at køre – vi er gode til at skiftes, og der er ikke mere end 6-700 kilometer til Harzen.
Så det var, hvad vi gjorde. Og det blev godt.
Vi improviserede og lod tilfældigheder og indfald diktere vores veje. To nætter i Thale og to i Wernigerode. Vi vandrede en del, for det er vi gode til og glade for. Vi har grejet fra Arizona-turen i maj, og det føles godt at udnytte det. Det centrale udstyr er gode vandrestøvler, rygsække, stave og tøj af super-uld.
Der var over 30 grader de fleste dage, og på sådanne dage er det langt, langt skønnere at gå i skovens dybe, stille ro og skygge end en nok så smuk by med bindingsværkshuse fra middelalderen. Vi kombinerede vandreruter med bus, svævebane og damptog, og dagene flaskede sig ikke mindre end perfekt.
De rolige vandringer blev sat i relief den dag, vi besøgte Harzdrenalin ved Rappbodetalsperre. Vi ’fløj’ en kilometer i megazipline og gik på Europas længste hængebro. Det var kun grænseoverskridende i to sekunder, lige da jeg blev sendt ud over rampen fra tårnet, alt det andet var megafedt. Morten har klippet denne film sammen af egne optagelser og videoen fra det GoPro, der var monteret på hans hjelm under turen. Vildt, ikke?
Nå men. Lige så hurtigt, som vi fløj den dag, er tre ugers ferie fløjet. Og nu hedder mit nu hverdag. Med arbejde, faste døgnrytmer og den slags. Det er nu også okay. Jeg kan godt lide hverdagen. Jeg har faktisk også været på tre udlandsrejser på toenhalv måned og skal bare lade være med at tænke på, at næste ferie er juleferien.
