Fejring og fejeblad

Mine kolleger havde tildelt mig fødselsdag i dag. Jeg fylder først år om to uger, men de mente, jeg fik mest fejring fra flest mennesker, hvis vi legede, det var i dag. De fleste er på vej på ferie, og jeg er heller ikke selv på arbejde på den rigtige fødselsdag. Men den er rund, og så er der særlige hyldningstraditioner i firmaet. På den måde var det en fin beslutning.

Jeg blev orienteret om forestående indkaldelse til internt kaffemøde på en sms fra chefen i går, hvor jeg havde fri og netop var vågnet i en bil i Snekkersten efter sølvbryllupsfejring af gode venner. Med søvn i øjnene, lette tømmermænd og udsigt over Øresund læste jeg således følgende:

Chef: FYI. Vi inviterer til kaffe ved mødebordet i morgen, torsdag kl. 14, fordi der er én, der fylder rundt den 19. juli…

Korrespondancen fortsatte:

Mig: Det er mig! Hvordan er det, reglerne er? Gi´r jeg kage?

Chef: Der er ingen ’regler’ – men nogen har da valgt den løsning …

Så lå dét jo ligesom i luften.

Næste replik i tråden kom fra mig i morges kl. 07.51: Kommer senere. Venter på vejhjælp.

Glad og fro tog jeg bilen i dag – der skulle jo både hentes kage og, regnede jeg med, fragtes omfangsrige gavepakker hjem. Så forventningsfuld kan man tillade sig at være, når arbejdspladsen er en isenkramgrossist, og man har set, hvad andre får.

Midt i et venstresving i et morgenbefærdet kryds mistede Aygoen evnen til at være et velfungerende transportmiddel. Koblingen røg, ganske enkelt. Jeg nåede at trille blødt ind til kantstenen, så andre kunne passere, men helt god var min placering ikke. Så gjorde jeg følgende: Ringede til Toyota Vejhjælp og bad om assistance, ringede til Morten og sagde Kom og hjælp mig med at skubbe bilen op på cykelstien!, og fandt katastrofeblinket. I den rækkefølge. Som ikke var den rigtige, men jeg mistede simpelt hen akut evnen til at indse, at det var knappen med den røde advarselstrekant, jeg skulle trykke på. For prøvoghør, jeg har da aldrig haft brug for dét før. Jeg har en så godt som ny fem år gammel bil, der ikke skal fejle noget.

Morten kom kørende, og vi skubbede bilen i sikkerhed. Mens jeg ventede på mere hjælp, adviserede jeg værkstedet, som – hurra! – havde tid i dag. Fejebladet kom heldigvis hurtigt, Aygo og jeg blev monteret henholdsvis på lad og i førerhus og blev kørt til hver vores aftale, jeg på job og bil på værksted.

På arbejde havde de pyntet op.

Selv om det slet ikke rigtigt er i dag.

Først på eftermiddagen ringede værkføreren og meldte bilen klar med ny kobling. Jeg hentede den, anskaffede kage, og så var der kaffe, gaver og glæde raden rundt. Kobling er noget dyrere end kage, kan jeg oplyse, men jeg har valgt at formulere det sådan, at bilen er en ny kobling rigere, så kan jeg måske få regningen til at ligge bedre i maven. Nok ikke helt så godt som kagen, men måske næsten

Sådan blev det en helt almindelig, helt usædvanlig torsdag.

Sommerlys

Når jeg kommer ned af trappen om morgenen, er det dét her, jeg ser. Sommetider – på alle tider af dagen – stiller jeg mig lige her og nyder synet. Her var ryddet og råt i to måneder, mens der blev skiftet rør og bygget op igen, men nu er stuen tilbage. Det er så godt.

Jeg er vild med vores stue med dens blanding af nyt og gammelt, det vi hver især har bragt med os og det vi har anskaffet sammen. Selve rummet er også særligt. Stort og åbent med masser af luft og lys og med terrassen og haven lige uden for – så tæt på, at man kan sidde inde og næsten være ude.

Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi har faktisk en klatrevæg herinde. Ganske vist kun befolket af små væsener, som aldrig kommer videre.

Og når det er midsommer med vidunderligt vejr, kan vi lave vores eget sankthansblus i båltårnet og nyde sommeraftenen og hinandens ypperlige selskab med havens grønne frodighed som baggrund.

Vi har simpelt hen truffet heldige valg – af hus, have og hinanden.

Alene hjemme med is

Jeg er alene hjemme. Lidt senere skal jeg hente Morten fra et udenbys arrangement, jeg ved ikke helt hvornår. Han ringer, når det er. Indtil da går jeg planløst rundt, ser det ud til. De få småting, jeg havde sat mig for at gøre, har jeg fået til side – at plante en rød og en grøn basilikum ud i krukker, sætte en vask i gang, vande blomster og afstemme budgettet, og når vaskemaskinen er færdig, er der tøj at hænge til tørre. Jeg har spist. En skive rugbrød med det sidste leverpostej var, hvad jeg kunne finde. Jeg har undersøgt, om vi har noget lækkert liggende. Det har vi ikke. Alt er støvsuget. Ingen kager. Ikke noget chokolade.

Men. Jo.

Vi har is i fryseren. Jeg ved, der er to vaffelis. To. To er ikke noget godt antal, når vi er to til daglig, og jeg er én nu. Hvis jeg spiser en af dem nu, vil der også kun være en næste gang, nogen har lyst til noget.

Det bedste vil faktisk være, at jeg når at spise dem begge to, inden jeg skal ud at køre.

Det der var

Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.

 

Uendelighedsregntåger

Hvis der var lidt bjerge i horisonten og en vidtstrakt dal med vinmarker og cypresser i forgrunden, kunne det her såmænd godt være en udsigt fra nogens feriebalkon under sydligere himmelstrøg, mens samme nogen fordrev tiden med sudoku og rosé, indtil vejret kom på bedre tanker.

Hvad det ikke er.

Det kunne også være udsigten fra førstesalen ud over forstædernes grønstruttende parceller gennem fugtmættede regntåger, mens man spekulerer på, om der mon er gået en pakning oppe i skylaget.

Hvad det er.

På plussiden finder sandet på terrassen selv vej ned i fugerne.

På minussiden går vi nok (heller) ikke en aftentur i dag.

I morgen gør vi det.

Nok.

Pest væk

For en uge siden vidste jeg ikke, at vi lige stod over for at ville gøre noget ved vores terrasse – oven i alt det andet, vi for tiden går og gør i vores snart ikke længere så miserable gemakker.

Faktisk er gemakkerne om få dage så umiserable, at der snart ikke mere er grund til at fortælle om, hvordan det skrider frem. Så er det hele nemlig skredet færdigt. De to sidste gulve, i stuen og i entreen, er lovet færdige i løbet af få dage, og vi kan måske indtage stuen igen allerede her i pinsen. Efter to måneder uden.

Det bliver ganske enkelt toppen at tage stuen tilbage. At få sofaen igen. At se ordentligt stort fjernsyn. At ’skabet’ med vinglas ikke længere er to papæsker i vindueskarmen. At gå med bare fødder gennem stuen uden at få lådne fodsåler.

Men jeg vil nu lige se håndværkernes fodsåler, før jeg popper champagnen.

Det med terrassen kom vi til at snakke om forleden på grund af alt det mos og ukrudt, der er piblet op mellem stenene derude, og de områder der er plaget af flisepest. Den trænger altså til en overhaling, sagde vi. For mig var snakken om mulige behandlinger nok mest hypotetisk, for vi var jo i gang med alt muligt andet. Men så blev der googlet højtryksrenser med patio cleaner, snakket med folk, indhentet gode råd, tænkt tanker, og pludselig var der lånt et apparat, og derfra kørte det. En af os brugte et par eftermiddage med maskine, vand og effektiv indsats.

Og se! Det blev godt. Pest er pist væk, det samme er grønne gevækster – og det de sad fast i. Sand ud over tomme fuger, feje, feje. Og nu har det regnet, så sandet er skyllet hen, hvor det skal. Endnu et flueben er sat ved et så godt som færdigt projekt. Det kunne han også, min helt.

Jeg kan bidrage til projektet ved at sørge for, at vinglassene holdes i cirkulation og kommer ud af papskabet.