Efter begravelsen

“Skal du så til at blogge igen?”, spurgte yngsten i tirsdags, da vi kørte hjem efter en på alle måder god og smuk begravelsesdag. Det var hans mormor, min mor, vi havde begravet, og stemningen i bilen var mat, men ellers god med vemod og lettelse i en fint afstemt blanding.

Min mor var 93 og mæt af dage. Siden syn og hørelse for alvor begyndte at svigte hende for et lille års tid siden, og hun ikke længere kunne udfylde sin tid med sine yndlingsbeskæftigelser, at læse avis og FamilieJournal, løse krydsogtværs og se nyheder i tv, har hun været først frustreret og siden resigneret, og det er gået støt ned ad bakke med livsglæde og livslyst. Tirsdag den 15. oktober midt på aftenen trak hun vejret for sidste gang. Jeg sad hos hende, da hun døde. Jeg ved ikke, om hun var klar over det – hun sov det sidste døgn, men det betyder alverden for mig.

Jeg har været afklaret længe. Det var bedst, at hun fik fred. Det er selvfølgelig sørgeligt, vemodigt og ubegribeligt på mange planer at sige farvel, men ikke tragisk. Der er meget, der skal bearbejdes og falde på plads nu – minder og erindringsbilleder. Vi kan ikke spørge hende om mere, hun har givet alt videre, og vi må forvalte arven, som vi hver især bedst kan. For mig ligger det hele godt. Jeg har gjort mit bedste. Der er intet, jeg ville have gjort eller sagt anderledes, og det er virkelig et privilegium at leve videre med.

Tilbage til min søns spørgsmål. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det, for bloggens grundregel har altid været, at jeg skriver og deler af lyst og ikke af pligt. Har jeg noget på hjerte, skriver jeg, og har jeg ikke, kommer der intet nyt. Men i tilbageblikket kan jeg selvfølgelig se, at energien har været trukket et andet sted hen. Jeg var sidst aktiv på domænet her midt i september – om noget så neutralt som at skære cherrytomater på en smart måde. Siden da har jeg haft flere og flere køreture til Fyn, en del af mit fokus har hele tiden været på mor, og alt, hvad vi har planlagt, har været underlagt det vilkår, at telefonen kunne ringe, jeg kunne blive kaldt derover, og verden kunne blive vendt op og ned. Jeg mærker, at der er løst op nu. Telefonen behøver ikke være i nærheden og på lyd. Jeg kan glæde mig til noget. Jeg kan se fremad.

Samtidig er det også en tid, hvor jeg ser tilbage. I går tømte vi mors lejlighed på plejehjemmet, og jeg er vendt hjem med et par kasser med fotos, dagbøger og forskelligt arvegods, som jeg skal bruge tid og energi på at dvæle ved i den kommende tid.

Det haster ikke. Alt kommer i den rækkefølge, der falder bedst. Også lysten til at fortælle og dele. I sidste uge vidste jeg med mig selv, at jeg ikke kom til at skrive på bloggen, før jeg havde formuleret min mindetale til begravelsen og et takkekort til personalet på plejehjemmet, for mine allerbedste ord skulle reserveres til de to.

Og både talen og takken er givet videre nu.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - 2 kommentarer.

Sådan halverer vi cherrytomater – og tilbereder dem

I denne weekend har vi klippet hækken omkring både hjemmematriklen og kolonihaven, trimmet buskads og gjort ved, og mine arme, ben og normalt upåagtede muskler værker efter at have klippet, kravlet, revet og luget, og i aften har jeg en frivilligtjans på Paletten, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal optræder med ’musikalsk magi og eventyrstemning’, og det glæder jeg mig til …

Så.

I dag vil jeg blot berige jer med et enkelt tomattip. En nem og hurtig måde at halvere cherrytomater på. Morten gør sådan, og nu gør jeg det også sådan.

Læg tomaterne på en tallerken.

Læg en tallerken ovenpå og find en lang, skarp kniv, for eksempel en savtakket brødkniv.

Pres let ned på tallerknerne og skær med kniven imellem dem.

Vupti, så er der halve tomater.

Og hvad kan man bruge halve tomater til? Jo, læg dem i et ovnfast fad med skærefladen opad, kværn salt og peber over, drys med sukker, giv en rigelig sjat af din bedste olivenolie og bag i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, så har du søde, syrlige himmerigsmundfulde, der passer til alt.

Udfordret på samtale

Vi har set den fineste lille teaterforestilling, “Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon”, om det der sker, når mennesker har modet til at kigge op og møde verden. Tre skuespillere får med helt enkle virkemidler, en fantastisk tekst og en eminent timing publikum til at danne egne billeder, og når forestillingen er slut, har man næsten glemt at trække vejret.

Det var uovertruffet, magisk og smukt.

Bagefter havde vi købt billet til noget, de kaldte “Suppe og samtale”. I vores egne hoveder havde vi egentlig bare sikret os aftensmad og ikke gennemskuet konceptet, men der lå altså mere i det fra arrangørens side. Forestillingen spillede også dagen før, og jeg læste en anmeldelse i den lokale avis, hvor jeg var blevet opmærksom på, at publikum skulle inddeles i grupper på tre for at samtale om et givet emne. Jeg var altså forberedt på, hvad der skulle ske, men også forberedt på at være langt uden for min komfortzone. Jeg er dårlig til – og uinteresseret i – small talk, og jeg er virkelig ikke tilhænger af at få udstukket en rolle, som jeg forventes at udfylde. Jeg vil hellere snige mig ud i skyggerne i kulissen og betragte.

Men det skulle man så. Morten og jeg holdt os sammen, for to af de tre i samtalegruppen måtte godt kende hinanden, og så kom der en tredje hen til os, som vi ikke kendte. Alle skulle bruge et øjeblik på at tænke på et menneske, som i vores barndom havde fået os til at kigge op, måske bare i et øjeblik åbnet vores øjne, for noget, for verden, for os selv (min udlægning af opgaven, jeg husker den ikke ordret), gjort indtryk, og det skulle vi så fortælle hinanden om, snakke om og måske se efter fællestræk.

Det var ikke så enkelt, men det blev faktisk til en fin lille samtale, som igen åbnede nye øjne, ledte os i uforudsete retninger og fik os alle tre til at kigge op. Noget vi ikke ville have oplevet, hvis vi ikke var blevet puffet ud i det og udfordret. Jeg er helt stolt over at have deltaget i det. Og så viste det sig alligevel, at jeg kendte kvinden, vi samtalede med, af navn gennem fælles bekendte, og så supplerede vi med en snak om det og dem også.

Og så var der suppe. God, varm og nærende, og således var der føde til både ånd og krop på den fineste tirsdag aften.

Peddersen og Findus – livets referenceramme

Hele to gange i de seneste dage har Peddersen-universet været referencen i samtaler, jeg har haft.

Jeg taler naturligvis om Sven Nordqvists vidunderlige billedbøger, som jeg læste højt mange gange, da mine børn var små.

I forgårs var det i en snak om grævlinges farlighed, at jeg hentede min indre Da Findus var lille og forsvandt frem og insisterede på, at grævlinge altså ikke er til at spøge med. Tænk bare på tegningen af lille Findus’ røde og forgrædte øjne, da han bliver fanget i en papkasse med en puslende grævling udenfor. Så bange han er!

Det er heller ingen spøg at ramme en grævling på landevejen. Det er som at køre ind i en sten. Meget kompakte dyr. Det var egentlig det, samtalen startede med. Men farlige rovdyr er de også. Jævnfør Findus.

Og i dag kørte vi forbi en lillebitte sø, hvor der sad en lystfisker, og jeg funderede over, om søen overhovedet var stor nok til brugbare fisk. Så refererede Lasse til en Peddersen-historie, hvor de var nødt til at fange små fisk først for at få madding til at fange de store fisk, i deres tilfælde gedder.

Jeg elsker, at mine børn også som voksne har Peddersen og Findus som referenceramme.

Senere på dagen var jeg inde i en boghandel og konstaterede, at bøgerne ikke er så stor en del af standardsortimentet, som de var for tyve år siden. Men der var heldigvis et par stykker. Ikke historien med grævlingen og heller ikke Pandekagekagen, som er en anden af mine favoritter. Men Rævejagten med det uhyrlige fyrværkeri og Ud i det blå med Peddersen var der, og Stakkels Peddersen, hvor Peddersen er i det sorteste humør, og Findus med alle sine skøre krumspring endelig får ham lokket med på netop en fisketur, som altid gør så godt for sjælen.

Læs dem alle sammen for dine børn eller børnebørn! Ingen børn bør vokse op uden Sven Nordqvists fantastiske tegninger og finulige fortællinger.

Lyden af stilhed

I dag holder vi det stille. I hvert fald først på dagen.

Det kan godt være, jeg er fyldt tres, men jeg er ikke holdt op med at fylde musikoplevelser i mit liv, og i denne weekend har de lagt sig i en smule overflod. Derfor lader vi op imellem oplevelserne i dag.

I går var der Fyrværkerifestival i Viborg – otte musiknavne over 12 timer og 17.000 stykker publikum. Og til i aften købte vi for et stykke tid siden i kådhed og en smule tankeløshed billetter til en dobbeltkoncert med Mads Langer og Tina Dickow i Musikhusparken i Aarhus. Derfor stener vi søndagen væk, indtil vi skal i gang igen.

Det var en virkelig fed dag i går. Der var to scener, hvor der blev spillet skiftevis. Alt det vi gerne ville se var koncentreret på den ene scene, placeret i et kæmpestort mastetelt, så der holdt vi os. I rækkefølge var det Saveus, Johnny Madsen, Tina Dickow og Magtens Korridor, og det lykkedes os at være på forreste række – helt fremme ved hegnet – til alle fire koncerter. Da Saveus spillede, var der næppe andre end mig oppe foran, der var fyldt tres. Ved den næste koncert var der næsten ikke nogen, der IKKE var. Ved de to sidste var det ret blandet.

Vi fik fire store – og meget, meget forskellige oplevelser. Højdepunktet for mig var Tina Dickow med band, skarpt fulgt af … nej, der er ingen grund til at liste op; der var energi og nerve i det hele, og det var supergodt.

Da vi gik op til festivalen, havde jeg – helt ud af ingenting – introen til Carpark Norths Transparent and Glasslike på hjernen, måske fordi de spillede på Fyrfest sidste år. Da vi var på vej hjem i nat, spurgte Morten, hvad jeg nu havde kørende i hovedet. Uden tøven svarede jeg Lorteparforhold, uden at man skal lægge noget i dét. Nu må vi se, hvilket lydtæppe jeg kommer hjem med sent i aften.

I øvrigt kan jeg konstatere, at vippen med benet i takt til musik af telefonens sundhedsapp opfattes som skridt. I går gik jeg således lidt over fire kilometer fremad og rytmetrampede cirka seks kilometer på stedet.

Ha’ en dejlig søndag. Min er stille, både hvad angår lyd og fremdrift.

Hampen Sø rundt

I dag gik jeg rundt om Hampen Sø. Og hvis denne lille fortælling engang bliver søgt frem af glade vandreaspiranter, der med de rigtige søgeord håber at få information om en ny og spændende rute, må jeg hellere straks oplyse, at I ikke finder professionel beskrivelse her. Jeg havde amatørsko på. Men her er alligevel en brugbar oplysning: Der er lige under fem kilometer rundt om Hampen Sø. Det er et stykke data, jeg ikke selv kunne finde, da jeg undersøgte lidt på forhånd. Men nu har jeg målt. Det er omkring syvtusind skridt af den længde, mine ben tager.

Lad mig i stedet starte et andet sted. Jeg besøgte min mor i dag. Det var en uheldig dag rent trafikmæssigt at køre til Fyn, for i morges væltede en lastbil på motorvejen ved Middelfart og lækkede olie ud over hele vejbanen. Derfor var motorvejen spærret i østlig retning til et stykke ud på eftermiddagen. Det vidste jeg ikke, da jeg kørte hjemmefra, men Morten ringede (fra et jagtrevir i Sverige af alle steder) og fortalte det, da jeg stadig havde en times kørsel til Lillebælt, så jeg tænkte at det havde de nok løst, når jeg nåede så langt.

Det havde de ikke.

Der er ingen alternative veje til Fyn i år, fordi den gamle bro er lukket på grund af restaurering, så der var ikke andet at gøre end at glide ind i den kø, som startede små ti kilometer før Lillebæltsbroen. Det stykke vej to det så to timer at tilbagelægge, så min tur tog mere end fire timer, hvor den normalt tager lidt under to. Heldigvis havde jeg både kaffe og vand med, der var Mads & Monopolet i radioen, bagefter havde jeg lydbog, og jeg skulle ikke på toilettet. På den måde gik det godt, og jeg er god til at være der, hvor jeg er.

Hovedvej A13 er en væsentlig del af min rute til Fyn og har været det i 28 år. Og stort set hver gang, jeg i alle de år har passeret skiltet mod Hampen Sø nord for landsbyen Gammel Hampen, har jeg tænkt, at dér kunne man også stoppe op og gå en tur rundt en gang. Det er blevet ved tanken.

Men i dag smed jeg traveskoene i bilen, da jeg kørte hjemmefra, og havde en tanke. Dagen skred med nogle timer på grund af den væltede lastbil, men jeg havde ikke nogen bagkant. Morten er som nævnt i Sverige, så ingen ventede mig hjemme. Lige dét at ingen vidste, hvor jeg var, gav jeg dog lige en ekstra tanke, da jeg på hjemvejen gjorde alvor af at stoppe op og gå rundt om søen. I de svenske krimier, jeg ynder at have i ørerne – og også havde i dag, er det både dumt og dumdristigt at gå alene på øde stier uden at have en livline til baglandet. Men vissevasse, tænkte jeg også.

Det er en smuk tur, og med sine knapt fem kilometer er den også overkommelig. Den er varieret, både smalle stier og brede skovveje. Der er også en badestrand på nordsiden. Og vejret var smukt og varmt.

Der kan jeg godt stoppe op en anden gang. Så er der lidt ny luft inden de sidste halvtreds kilometer hjem til Viborg, som er de kedeligste og mest søvndyssende på hele turen.