Alene hjemme med is

Jeg er alene hjemme. Lidt senere skal jeg hente Morten fra et udenbys arrangement, jeg ved ikke helt hvornår. Han ringer, når det er. Indtil da går jeg planløst rundt, ser det ud til. De få småting, jeg havde sat mig for at gøre, har jeg fået til side – at plante en rød og en grøn basilikum ud i krukker, sætte en vask i gang, vande blomster og afstemme budgettet, og når vaskemaskinen er færdig, er der tøj at hænge til tørre. Jeg har spist. En skive rugbrød med det sidste leverpostej var, hvad jeg kunne finde. Jeg har undersøgt, om vi har noget lækkert liggende. Det har vi ikke. Alt er støvsuget. Ingen kager. Ikke noget chokolade.

Men. Jo.

Vi har is i fryseren. Jeg ved, der er to vaffelis. To. To er ikke noget godt antal, når vi er to til daglig, og jeg er én nu. Hvis jeg spiser en af dem nu, vil der også kun være en næste gang, nogen har lyst til noget.

Det bedste vil faktisk være, at jeg når at spise dem begge to, inden jeg skal ud at køre.

Det der var

Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.

 

Uendelighedsregntåger

Hvis der var lidt bjerge i horisonten og en vidtstrakt dal med vinmarker og cypresser i forgrunden, kunne det her såmænd godt være en udsigt fra nogens feriebalkon under sydligere himmelstrøg, mens samme nogen fordrev tiden med sudoku og rosé, indtil vejret kom på bedre tanker.

Hvad det ikke er.

Det kunne også være udsigten fra førstesalen ud over forstædernes grønstruttende parceller gennem fugtmættede regntåger, mens man spekulerer på, om der mon er gået en pakning oppe i skylaget.

Hvad det er.

På plussiden finder sandet på terrassen selv vej ned i fugerne.

På minussiden går vi nok (heller) ikke en aftentur i dag.

I morgen gør vi det.

Nok.

Pest væk

For en uge siden vidste jeg ikke, at vi lige stod over for at ville gøre noget ved vores terrasse – oven i alt det andet, vi for tiden går og gør i vores snart ikke længere så miserable gemakker.

Faktisk er gemakkerne om få dage så umiserable, at der snart ikke mere er grund til at fortælle om, hvordan det skrider frem. Så er det hele nemlig skredet færdigt. De to sidste gulve, i stuen og i entreen, er lovet færdige i løbet af få dage, og vi kan måske indtage stuen igen allerede her i pinsen. Efter to måneder uden.

Det bliver ganske enkelt toppen at tage stuen tilbage. At få sofaen igen. At se ordentligt stort fjernsyn. At ’skabet’ med vinglas ikke længere er to papæsker i vindueskarmen. At gå med bare fødder gennem stuen uden at få lådne fodsåler.

Men jeg vil nu lige se håndværkernes fodsåler, før jeg popper champagnen.

Det med terrassen kom vi til at snakke om forleden på grund af alt det mos og ukrudt, der er piblet op mellem stenene derude, og de områder der er plaget af flisepest. Den trænger altså til en overhaling, sagde vi. For mig var snakken om mulige behandlinger nok mest hypotetisk, for vi var jo i gang med alt muligt andet. Men så blev der googlet højtryksrenser med patio cleaner, snakket med folk, indhentet gode råd, tænkt tanker, og pludselig var der lånt et apparat, og derfra kørte det. En af os brugte et par eftermiddage med maskine, vand og effektiv indsats.

Og se! Det blev godt. Pest er pist væk, det samme er grønne gevækster – og det de sad fast i. Sand ud over tomme fuger, feje, feje. Og nu har det regnet, så sandet er skyllet hen, hvor det skal. Endnu et flueben er sat ved et så godt som færdigt projekt. Det kunne han også, min helt.

Jeg kan bidrage til projektet ved at sørge for, at vinglassene holdes i cirkulation og kommer ud af papskabet.

Ben fra mange fluer

Det har været både en uendelig lang ferie og en ferie der er gået virkelig hurtigt, filosoferede jeg i morges, og i morgen er det allerede mandag, og hvad har vi egentlig lavet?

Men! Når jeg tæller op, har vi alligevel mange flueben at sætte. Dette er sket:

  • Tapetseret. Jeg kunne stadig! Og det blev helt, som det skulle være.
  • Malet den tapetserede væg. To gange.
  • Rettet tapetkanter af på en anden væg og fuget, hvor der trængte.
  • Spartlet og klatmalet i entreen.
  • Sendt den lånte campingvogn tilbage til ejerne.
  • På bukkejagt. To gange.
  • Malet en mdf-plade, der skal blive vores nye sengegavl. Fire gange. Fordi vi først malede grimt med pensel og reddede med rulle.
  • Konstrueret og sat kasser om nye rør og etableret reolvæg i værkstedet
  • Bagt 48 koldthævede boller.
  • Gået lang tur med veninde og hund.
  • Cyklet til Open by night og spist street food. Hvor Mortens cykel var stjålet, da vi kom ud. Indsæt selv eder og forbandelser.
  • Grundet ovenstående: Gået hjem, anmeldt tyveri til politi og forsikring. Skumlet.
  • Besøgt min mor.
  • Sat sommerdæk på begge biler. Pustet luft i og efterstrammet bolte.
  • Gjort rent i to badeværelser, støvsuget i alle rum der har gulv, dampmoppet alle mopbare gulve.
  • Højtryksrenset halvdelen af terrassen, skræmt flisepest væk.
  • Ryddet redskaber og grej væk, så tømrer har frit spil i morgen til at demontere brændeovn og lægge nyt trægulv.
  • Luget i kolonihaven og stukket kanter af på græsplænen derude.

Hvor meget blev det? 3 hele fluer? Om lidt kan jeg også sætte et ben ved ’Været i bad’, og jeg har sikkert glemt noget, så der er sandsynligvis en hel flue mere.

• Har for resten også afleveret pantflasker. Hvor man kan få denne melding. Tænk at have tænkt på at kode den sætning ind i sin flaskeautomat!

Solhat der ikke har taget hat på endnu.

Ribs. Inden duerne véd, der er dessert om lidt.

Så var der ikke mere Kristi Himmelfartsferie.

Du skal bare gøre som far

Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.

Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.

Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.

Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.

Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.

Nu får vi se.

Bagefter kan vi gøre sådan: