3. april 2022 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Bemærk kommaet! Der er ikke tale om lange løg, men derimod fisken lange og grøntsagen løg. Fisken er hvid, løgene er gule. Zittauerløg. Eller “løg i net”, som nogle af mine kolleger kalder dem, så de ikke forveksles med rødløg og skalotteløg. Jeg er ikke helt med på logikken og har naturligvis forsøgt at belære og berige dem – men dem om dét for nu.
Overskriften henviser til nogle af ingredienserne i den aftensmad, jeg fik lavet. Normalt vil I ikke få opskrifter her hos mig, for madlavning er ikke et fokusområde for mig, og det er sjældent jeg opfinder noget, som andre ikke allerede har gjort bedre.
Derfor er dette heller ikke en opskrift, men I må gerne få at vide, hvad og hvordan jeg gjorde. Det er alt sammen frembragt af noget, jeg allerede havde, og på den måde blev det ikke rugbrød med hytteost i dag.
Jeg havde noget lange i fryseren, fordi min første måltidskasselevering havde dobbelt portion fisk, og det blev udgangspunktet. Jeg snittede to store løg og udblødte nogle tørrede svampe. Det svitsede jeg på panden, tilsatte en håndfuld fine ærter, en skefuld kapers, en sjat hvidvin, lange i tern, lidt frisk rosmarin, salt og peber og lod det simre i et par minutter. Det hele blev hældt ud på bagepapir i en lille bradepande, drysset med revet parmesan og dryppet med citronsaft. Ovenpå lagde jeg et låg af udrullet butterdej, som jeg penslede med æg og stak huller i. Så bagte jeg hele molevitten ved 200 grader varmluft i 30 minutter.
Det smagte godt. Og der er til i morgen også.
2. april 2022 | den store bunke |
Sommetider arbejder man åbenbart så længe med “godt nok”, at tiden og udviklingen løber fra én. Den der gemmer til natten, gemmer til katten, hedder et ordsprog. Det ser ud til, at katten har fået en luns.
Jeg har fået en ny telefon. Nyeste model og tiptopdollar. Den er god, kan det den skal og mere til, og jeg er glad for den.
Men den er kun interessant i denne sammenhæng, fordi jeg skulle have et cover til den. Og så tænkte jeg, at jeg samtidig ville anskaffe et nyt cover til min iPad, som længe har trængt til nyt tøj. Det gamle hænger i laser, og flere hjørner er knækket af, og det har indkasseret flere forundrede blikke og et enkelt “nåda!”, når jeg har haft min tablet med ude i verden og ladet andre mennesker se den. Men indpakningen fungerer jo, yder stadig en form for beskyttelse, og jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af eller kendt for bare at skifte ud og smide væk. Her skulle jeg dog nok have ageret lidt tidligere.
Covers, altså. Til telefonen gik det fint, men jeg fandt ikke lige noget i mobiltilbehørsafdelingen, der så ud til at opfylde mit andet behov. Jeg fandt imidlertid en ekspedient, som virkelig gjorde sit bedste, vi målte og gjorde ved og kiggede på allround modeller, der kunne indstilles til flere størrelser og passe til hvad som helst. Bare ikke til min iPad, som svømmede rundt i lidt for stort nyt tøj.
Forklaringen ligger i årgangen. Det gør den altid, ved jeg af personlig erfaring. ”Den har runde hjørner … Er du sikker på, at det er en Air?”, spurgte fyren. Jeg insisterede og holdt mig til, at det mener den selv, men da jeg sjussede mig frem til, at den nok var fra ’15 eller ’16, lyste han op og sagde, at de lavede dem om i 2017. Og så kunne han ikke hjælpe mig.
Hans bedste råd var, at jeg affandt mig med det og prøvede at holde laserne ud, så længe jeg kunne. Altså samme strategi, som jeg har fulgt de seneste fem-seks år.
Og coveret kan jo det, det skal, så jeg holder ved. Så længe dét holder ved.
7. marts 2022 | den store bunke |
Aldrig så snart min krop var blevet nogenlunde sig selv efter sidste uges pilates, udfordrede jeg den igen ved at sætte helt andre muskelgrupper i spil.
Vi lagde kabler ned på vejen, naboerne og jeg. Eller vi lagde dem faktisk ned under vejen. Vi var blevet enige om, at fremtiden kræver at få ført strøm over til vores carporte og skure. For fleres vedkommende er det ikke engang fremtiden, der kræver det, men i høj grad nutiden. De har købt elbiler. Det betyder ladestandere. Det betyder, at der skal være tilgængelig strøm i umiddelbar nærhed af bilerne.
Vores asfalt er desuden slidt og trænger til udskiftning. Det vil vi også gerne have ordnet i nær fremtid. Og vi synes alle sammen, at det vil være smart at få lagt de kabler ned, inden vi får asfalteret, også vi der ikke lige står og mangler strøm derovre. Det er fremtidssikring af vores huse, synes vi.
Derfor havde vi aftalt vejdag i lørdags. Tage sten og fliser op, skære asfalt, grave render (uden om andre vigtige kabler og kloakdæksler), trække kabler i rør, lægge kabelrør ned, dække til, stampe jord, lægge sten og fliser på plads igen. Det var dagens opgaver, kun afbrudt af korte pauser for at grille pølser og drikke kaffe. Umiddelbart lyder det let, når det remses op, men jeg skal lige love for, at det var hårdt arbejde. Normalt løfter jeg ikke noget, der er ret meget tungere end min kaffekop, men seks-syv timers intenst fysisk arbejde medførte, at jeg lørdag aften knapt kunne løfte en kop.
Men vi blev færdige, gjorde vi. Vi fik hjælp af et par potente maskiner til at skære asfalten og grave renderne i vejen, og det var altså godt planlagt, ellers havde det været endnu hårdere og taget flere dage.
Det var trods sliddet en hyggelig dag med brilliant naboteamwork. Og nu er det gjort!
Nu er jeg klar, både til ny asfalt og til at jeg faktisk får brug for den strøm.
Og min krop virker igen.
2. marts 2022 | den store bunke |
For pokker da! En times fysio pilates på en krop, der egentlig er i rimelig stand, men præget af års ikke-træning, dét kan mærkes. Av.
Jeg har købt et klippekort til et træningscenter, fordi fornuften fortæller mig, at det er smart at vedligeholde sit hylster. Det skal holde i mange år endnu, og selv med naturligt godt bindevæv og gode gener kommer formen nok ikke af sig selv. Der er for mange årringe i stammen.
Klippekort, fordi jeg så lige så godt kan bruge det. Pengene er allerede spenderet.
Fysio pilates indebærer måtte, håndvægte, foamroll og kommandoer som ’stræææk’, ’bøj’, ’rul hvirvel for hvirvel’, ’høj planke’, ’lav planke’, ’løft overkroppen’, ’hooooold den dér!’, ikke ret meget med ’hvile’ eller ’pause’, og har forsynet mig med hundredevis af nye muskler og sener, som helt sikkert ikke fandtes i min krop før, og i morgen vil jeg kunne mærke dem alle sammen – og i overmorgen er det endnu værre.
“Er de for lette?”, spurgte instruktøren undervejs og mente de håndvægte, jeg havde valgt. “Nhhej!”, gispelo jeg og havde lige overvejet, om jeg skulle have valgt nogle lettere.
Jeg var ikke den eneste, der syntes, det var hårdt, kunne jeg høre. Der var støn, sved, sitrende muskler, knagende knogler og knæ, der knækkede, jævnt over hele salen. Men bagefter var alle glade, og et sted skal man jo starte.
I dag: av, i morgen avav, i overmorgen avavav, og SÅ bliver det godt. Og næste gang bedre.
24. februar 2022 | den store bunke |
En af de helt store fordele ved at være frivillig på et spillested er, at man kan gå til alle de koncerter, man vil, hvis ikke der er udsolgt.
På sådan en vintermørk februartorsdag, hvor alle kunne trænge til at tænke på noget andet end Ukraine, var det netop, hvad jeg gjorde. Undveg sofaen, slukkede fjernsynet og tog på Paletten. Kalaha var aftenens band. Jeg kendte dem ikke, men det giver tit de fineste overraskelser. Sådan var det også i aften, og jeg blev en god oplevelse og en enkelt øl rigere.
Skulderklap til mig.
I morgen står jeg der igen. Der tager jeg selv en tjans iført frivilliguniformen, den sorte t-shirt med logo på ryggen, og møder gæsterne med smil og imødekommenhed.
Rasmus Hagen spiller. Ham kender jeg heller ikke, men det bliver godt og rart og hyggeligt, er jeg sikker på.
19. februar 2022 | den store bunke |
Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.
Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.
De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.
Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.
Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.
Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!
Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.
Nå, tilbage til Bjørneby.
