At se

Seneftermiddagshimlen havde gjort sig virkelig umage i dag. Jeg nåede at se den, inden den pakkede sig sammen til almindeligt mørke og aften. Det der med ’på vej mod lysere tider’ ER stadig mest … på vej.

Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne se himlen i al dens pragt. Tidligere på dagen besøgte jeg min mor, og hos hende kniber det anderledes med at se. Det er svært at være vidne til, at en essentiel færdighed som synet forsvinder, men det er i særdeleshed hårdt for den, som øjnene sidder på.

Min mor er 92, og hendes dage har været fyldt ud med fjernsyn, Fyens Stiftstidende fra ende til anden hver dag, FamilieJournal fra ende til anden hver uge og samtlige krydsogtværser i både dag- og ugeblad. Det er sådan, hun kan lide det, og det er sådan, hun har holdt hjernen i form. I de seneste måneder er hendes syn svækket markant og alt for hurtigt, og det er virkelig svært at underholde sig selv og finde mening, når det, der giver allermest glæde at beskæftige sig med, tages væk. Det er næsten umuligt at følge med i verdens gang, når man kun kan læse overskrifterne i avisen og må sammenholde dem med det, man kan høre i fjernsynets nyhedsudsendelser, og på den måde sammenstykke verdens begivenheder. Det er trist, både at være i og være på sidelinjen af. Det fylder en del for tiden på begge sider.

Vi er i gang med at undersøge muligheden for hjælpemidler, der måske kan give fornyet luft i et stykke tid. I sådan en proces er der ventetid, og tålmodighed har aldrig været en af mors dyder, så det kæmper vi også med.

Jeg kan ikke lindre hendes frustrationer, og dybest set kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad hun kan se eller ikke kan se, eller de tanker hun gør sig undervejs. Jeg kan bare konstatere, at vi aldrig kan forudse, hvordan vi ældes.

Eller hvor længe vi kan glæde os over spektakulære scenarier som en januarsolnedgang.

Andendagen

Dagen er tiltaget med 11 minutter. Der er et stykke vej endnu, inden det rigtigt kan mærkes, men retningen er god, og anden arbejdsdag efter ferien er lagt bag mig. Alt er godt.

Nytårsforsætter bruger jeg ikke. Ikke noget med slankekure eller hvid januar her. Skal noget ændres, kan jeg lige så godt gøre det i november eller midt i marts. Det behøver ikke være ved årsskiftet. Så jeg skal bare spise, som jeg plejer, drikke den samme velafprøvede mængde alkohol og motionere på samme tvivlsomme niveau som altid.

Derfor har jeg heller ikke taget cyklen på arbejde endnu. Folk skulle nødigt tro, det var et nytårsforsæt.

Forårsmusikken

Jeg havde første arbejdsdag efter juleferien i dag og mødte som altid kl. 8. Omkring 8.15 syntes jeg egentlig, jeg var klar til at gå hjem igen, og sådan var vi flere, der havde det. Det er alt for brat at skulle starte 2. januar, når det nu lige gik så godt med at holde ferie. Alt, alt for brat.

Men dagen gik alligevel, og jeg fik trods alt færdiggjort en hel del arbejdsopgaver. Og heldigvis er ugen kort, så vi får en nogenlunde blid start.

En anden ting, der kommer lige efter nytår med samme usvigelige sikkerhed som arbejdsstart, er den interne tilmelding til forårets frivilligtjanser på Paletten. Jeg har været frivillig siden sommeren 2010, og jeg synes, det er umådelig privilegeret selv at kunne vælge og vrage blandt alle spillestedets forårsarrangementer, hvornår det passer mig at nuppe et stykke med frivilligt arbejde. Vi plotter ganske enkelt vores navne ind i kalenderen på de datoer og de arrangementer, der passer os hver især, og når dagen kommer, investerer vi en aften i baren, indgangen, køkkenet og garderoben og får en frisk glorie og en god oplevelse for det. Det er der kun godt at sige om.

Jeg er færdig med sæsonbestillingen. Personligt kan jeg bedst lide at stå i baren, og hvis jeg også får det ønske opfyldt, kan I komme og få gyldne smil og velskænkede dråber hos mig, når Laura Mo, Thøger Dixgaard, Dicte & Frederik Vedersø, Annika Aakjær og Gorm Bull & Palle Hjorth lægger vejen forbi Paletten.

Ses vi?

Stille start

Jeg kunne godt spinde en ende om, hvad denne rosenfingrede himmel spår om. Noget om, hvad det nye år vil bringe af mål og muligheder. Noget om ’omtanke og eftertanke, der bliver klemt og glemt’ – det var en rasende fin nytårstale, Dronningen leverede i går, ikke også!?

Men sandheden er jo, at jeg ikke ved en bjælde om, hvad den himmel spår. Det blæser, og solen skinner lidt på skyerne, så ser himlen sådan ud. Længere er den ikke. Og det eneste jeg ved med sikkerhed om det nye år er, at vi nok (nok? Så det er da ikke engang sikkert…) skal have anskaffet et sæt nye havestole, og at jeg fylder 60 til sommer. Resten ser vi til. Det bliver fint. Meget af det er i virkeligheden også, hvad vi bestemmer os for, at det skal være. Synes vi, det skal være godt, må vi gøre det godt. Synes vi, det skal være skidt, må vi arbejde i den retning. Personligt stemmer jeg for godt.

Vi starter stille. Vi er hjemme og har testet, om vi stadig mestrer disciplinerne Blødt tøj og tæpper, Avislæsning i sofa, Sove i lænestol til skihop. Det gør vi.

Huset står. Postkassen har overlevet sprængningsforsøg med meget, meget småt og fesent skyts. Der er lidt lyserødt konfettiskum på vores fliser, men ellers ser der ud til at have været fredeligt i forstæderne.

Nytårsaften udenbys var fin og hyggelig med gode mennesker, god snak, god mad og drikke og klare dagen-derpå-hoveder.

Juleaften faldt perfekt i forhold til fridage, og skulle jeg ønske mig noget, var det at freestyle kalenderkodekset og lægge nytårsaften på en torsdag, så vi fik et par ekstra fridage. Jeg synes, det er lidt brat at skulle starte på arbejde i morgen. Mest fordi jeg lige er blevet så god til at holde fri.

Men det er så sådan, det er. Arbejde starter i morgen, og jævnfør ovenfor: Synes jeg, det skal være godt, må jeg gøre det godt. Så det er planen.

Oksemørbrad, firskårne grillede og bagte kartofler, langtidsbagte tomater, langtidssimret rødvinssauce, jordskokpure, svampe og grønkålschips.

Browniebund rullet i ristet kokos, rødbedeparfait og rørt vaniljeis med chokoladesnirkel, citronmelisse og tørret hindbær. En reprise. Vi lavede det for to år siden. Relevante data kan findes her.

Godt nytår

To rødbeder, en kagebund og rigeligt vodka. Hvad har de tilfælles?

Jo, de er direkte og indirekte ingredienser i årets nytårsdessert. Den har vi rodet lidt med i dag, og de fleste delelementer er klar til at blive monteret til en lækker enhed i morgen aften. Måske kommer den til at ligne en spiselig nytårsraket med eksplosioner af smag og sødme, måske ikke. Det kan være jeg husker at vise billeder bagefter. Ellers kan jeg i hvert fald finde et gammelt billede og vise, hvad tanken var.

Jeg tænker ikke, der ellers bliver meget reprise over det nye år, vi tager hul på om lidt over et døgn. Jo, alt det gode fra 2018 tog jeg selvfølgelig gerne en gang til, men jeg forventer også, at 2019 kommer stormende med en masse nye gode oplevelser. Jeg breder armene ud og tager imod.

Ha’ nu en dejlig nytårsaften og så ellers: Godt nytår!

Den ædle kunst at lave ingenting

Juleferien giver fred til at træne den klassiske disciplin At Lave Ingenting. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, men jeg er ret god og har forfinet mit kunstneriske udtryk i to dage nu. Jeg fik hjælp onsdag aften, da jeg tog strømper af for at gå i seng: Et smæld i højre balle, som efterfølgende fik mig til at tænke over alle bevægelser, når jeg skulle skifte stilling i såvel liggende, siddende og stående position.

I går morges var jeg derfor en gammel kone, der fandt det klogest ikke at bevæge mig. Nærmest overhovedet. Og derfor så mit synsfelt sådan ud det meste af dagen. Jeg fik noget smertestillende creme på ballen, et par ditto piller indvortes, og så sad jeg her.

Det var rart. Jeg lyttede bog og spillede Candy Crush, og vi så et par afsnit af den britiske bagedyst, hvor de ikke er nær så dygtige dekoratører som i den danske. Slet ikke. Bogen, jeg hørte, var Anne Knudsens erindringsbog Hvor jeg var barn var der isbjørne. Hun er vokset op 1950erne i Syd- og Østgrønland, og bogen er både interessant og oplysende. Jeg kan anbefale den – men jeg synes, at de fleste forfattere skal lade være med at indlæse egne værker. Min app siger, at jeg gik 239 skridt i går. Så gik jeg da heller ikke i vejen for nogen.

I dag var ballen rask, og jeg fortsatte finpudsningen af ingenting. Indtil jeg besluttede mig for at gøre køleskabet rent og kom til at gøre HELE køkkenet rent. Vi kan kalde det julerengøring. Det er nok ikke sket siden sidste jul. Gisp, måske er det en tradition nu??! Men det gav mig anledning til at få Grønlandserindringerne gjort færdige, samtidig med, at der kun er datogode varer og tilladte bakterier i køleskabet, og så gik jeg heller ikke i vejen for andre så længe.

Jeg gik en lang tur bagefter for at teste min mirakuløse helbredelse – og for at få frisk luft med en ny bog i ørerne. Hjorth Rosenfeldt har lykkeligvis netop udgivet sjette bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. En højere retfærdighed hedder den, og der gik 8,7 raske kilometer i Viborgs østlige omegn med at få genopridset persongalleriet og skyde seriemyrderierne i gang.

Nu er jeg klar til at genoptage At Lave Ingenting og se dansk Jule- og nytårsbagedyst i tv. Jeg tror jeg er god til det. Min app siger i dag 11.297 skridt indtil nu, så jeg tror næsten, jeg både fører i både At Lave Ingenting og At Gå Mange Skridt. Det er ret godt gået.