Den gyldne tornado er løjet af

Det er mig, der er tornadoen. Mens himlen brændte, stormede jeg rundt herhjemme og ordnede praktiske projekter.

Det er nemlig det, lyset gør. Får folk i sving. Selv efter at jeg – efter arbejde og efter indkøb – havde gjort kylling og grøntsager i stand til et par timers ophold i Römertopfen i ovnen, var der stadig lys nok i verden til, at jeg gad gøre rent i begge badeværelser og støvsuge ovenpå.

Og det var mens jeg befandt mig på husets førstesal, jeg kiggede mod vest og så solen gøre sig virkelig umage med at omfavne samtlige skyer på vejen ned.

Det var godt gjort.

Nu er det mørkt, og det er længe siden, jeg også er faldet til ro.

Gult lys

Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.

Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.

Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.

Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.

Og se, nu er der også lys indenfor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Blæsten kan man ikke få at se #3

Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.

Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.

Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.

Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.

Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.

Jeg er heldigvis god til at gemme

Førstesalen i vores hus ligner et arkiv for tiden. Det er alle min afdøde brors værker, der fylder, mens de er i transit. Jeg har stablet og bunket tegninger og illustrationer på stort set alle vandrette flader – også lidt af gulvet, og når jeg har tid, systematiserer og skanner jeg. Det tager faktisk ret meget tid. Efterhånden vil meget af det blive lagt ind på den Facebookside, vi har lavet for at gemme og vise hans mange forskellige produktioner. Illustrator Erik Sørensen, hedder siden. Følg frit med der.

Mens scanneren brummede i dag, kom jeg til at tænke på mit eget arkiv med alt det, jeg har gemt i tidens løb af indbydelser, sange og lykønskningskort. Der er faktisk også en hel del Eriksk.

Her er for eksempel vores forældres invitation til guldbryllup. Min bror lavede illustrationen ud fra deres bryllupsbillede.

 

Det her er kortet fra min daværende mands 30 års fødselsdag. Han fik en attachemappe i gave. Dengang ønskede man sig den slags.

Så fyldte jeg selv 40. Jeg husker ikke gaven, men kortet ledsagede muligvis en sum penge, så jeg kunne købe de inlinere, jeg ønskede mig.

Disse tegninger er fra mors og fars sang til ældstebrors og svigerindes bryllup og illustrerer, at invitationen til festen var en mystisk rebus, at brudgommen var landmand og i øvrigt var befalingsmand, da han var i militæret, at bruden dyrkede gymnastik, at hunden elskede hende, at de flyttede sammen i en kvistlejlighed, inden de overtog gården, at bruden havde fritidsjob på plejehjem, og at gommen spillede amatørteater.

 

Og her er er sangforside og sangskjulerpapfigur fra min yngste drengs konfirmation.

 

Jeg er heldigvis god til at gemme.

Find fotografen og find maleren

I torsdags var jeg på ARoS for at give museet et af min brors billeder. Bagefter drak jeg en kop kaffe på Café Casablanca. Casablanca er Aarhus’ ældste cafe, og jeg kom der en del for mange år siden, da jeg boede i byen. Der var ikke mange mennesker i torsdags, i hvert fald ikke på det tidspunkt. Jeg tog et billede, for der er faktisk ret fint derinde. Jeg opdagede først bagefter, at det var blevet en selfie. Se selv.

Læseren er måske mere optaget af, hvilket billede museet fik? Det var ikke et, Erik havde malet, men et ældre billede, malet omkring 1850 af Peder Holm, en lokal Aarhuskunstner, og motivet var Aarhus set fra nord. Bagpå havde min bror noteret, at billedet efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det har han sikkert gjort allerede, da han købte det for 30 år siden, i hvert fald har det været før, museet kom til at hedde ARoS.

De har flere billeder af Peder Holm, blandt andet hænger der en lille gruppe med samme motiv – byen set fra nord og syd – i guldaldersamlingen, og de var meget begejstrede for at få endnu et, som passer så fint sammen med de andre. Og jeg er glad for, at vi har efterkommet min brors ønske.

Så nu er der al mulig grund til at tage på ARoS, når vi er i byen. Løbe et par omgange i regnbuen og se efter maleren på etagen nedenunder.

Tændt fra start

Sommetider er det de mindste glæder, der varmer mest.

Sidste uge var travl, og efter en dejlig weekend med gode venner i København – med mange skridt og megen oplevelse – er jeg nu nået til en afslappet mandag aften hjemme uden ret mange andre planer end at få læst søndagsavisen.

Jeg bestemte mig for at puffe lidt til hyggen ved at tænde op i brændeovnen. Og et lille mirakel traf mig. Trods blæst og rusk udenfor, der ofte giver slagvind og svagt træk i skorstenen, fik jeg tændt smukt og fængende op i første forsøg.

Ha!