Tøj til en gammel model

Sommetider arbejder man åbenbart så længe med “godt nok”, at tiden og udviklingen løber fra én. Den der gemmer til natten, gemmer til katten, hedder et ordsprog. Det ser ud til, at katten har fået en luns.

Jeg har fået en ny telefon. Nyeste model og tiptopdollar. Den er god, kan det den skal og mere til, og jeg er glad for den.

Men den er kun interessant i denne sammenhæng, fordi jeg skulle have et cover til den. Og så tænkte jeg, at jeg samtidig ville anskaffe et nyt cover til min iPad, som længe har trængt til nyt tøj. Det gamle hænger i laser, og flere hjørner er knækket af, og det har indkasseret flere forundrede blikke og et enkelt “nåda!”, når jeg har haft min tablet med ude i verden og ladet andre mennesker se den. Men indpakningen fungerer jo, yder stadig en form for beskyttelse, og jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af eller kendt for bare at skifte ud og smide væk. Her skulle jeg dog nok have ageret lidt tidligere.

Covers, altså. Til telefonen gik det fint, men jeg fandt ikke lige noget i mobiltilbehørsafdelingen, der så ud til at opfylde mit andet behov. Jeg fandt imidlertid en ekspedient, som virkelig gjorde sit bedste, vi målte og gjorde ved og kiggede på allround modeller, der kunne indstilles til flere størrelser og passe til hvad som helst. Bare ikke til min iPad, som svømmede rundt i lidt for stort nyt tøj.

Forklaringen ligger i årgangen. Det gør den altid, ved jeg af personlig erfaring. ”Den har runde hjørner … Er du sikker på, at det er en Air?”, spurgte fyren. Jeg insisterede og holdt mig til, at det mener den selv, men da jeg sjussede mig frem til, at den nok var fra ’15 eller ’16, lyste han op og sagde, at de lavede dem om i 2017. Og så kunne han ikke hjælpe mig.

Hans bedste råd var, at jeg affandt mig med det og prøvede at holde laserne ud, så længe jeg kunne. Altså samme strategi, som jeg har fulgt de seneste fem-seks år.

Og coveret kan jo det, det skal, så jeg holder ved. Så længe dét holder ved.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , - Skriv en kommentar.

Effektivt vejarbejde

Aldrig så snart min krop var blevet nogenlunde sig selv efter sidste uges pilates, udfordrede jeg den igen ved at sætte helt andre muskelgrupper i spil.

Vi lagde kabler ned på vejen, naboerne og jeg. Eller vi lagde dem faktisk ned under vejen. Vi var blevet enige om, at fremtiden kræver at få ført strøm over til vores carporte og skure. For fleres vedkommende er det ikke engang fremtiden, der kræver det, men i høj grad nutiden. De har købt elbiler. Det betyder ladestandere. Det betyder, at der skal være tilgængelig strøm i umiddelbar nærhed af bilerne.

Vores asfalt er desuden slidt og trænger til udskiftning. Det vil vi også gerne have ordnet i nær fremtid. Og vi synes alle sammen, at det vil være smart at få lagt de kabler ned, inden vi får asfalteret, også vi der ikke lige står og mangler strøm derovre. Det er fremtidssikring af vores huse, synes vi.

Derfor havde vi aftalt vejdag i lørdags. Tage sten og fliser op, skære asfalt, grave render (uden om andre vigtige kabler og kloakdæksler), trække kabler i rør, lægge kabelrør ned, dække til, stampe jord, lægge sten og fliser på plads igen. Det var dagens opgaver, kun afbrudt af korte pauser for at grille pølser og drikke kaffe. Umiddelbart lyder det let, når det remses op, men jeg skal lige love for, at det var hårdt arbejde. Normalt løfter jeg ikke noget, der er ret meget tungere end min kaffekop, men seks-syv timers intenst fysisk arbejde medførte, at jeg lørdag aften knapt kunne løfte en kop.

Men vi blev færdige, gjorde vi. Vi fik hjælp af et par potente maskiner til at skære asfalten og grave renderne i vejen, og det var altså godt planlagt, ellers havde det været endnu hårdere og taget flere dage.

Det var trods sliddet en hyggelig dag med brilliant naboteamwork. Og nu er det gjort!

Nu er jeg klar, både til ny asfalt og til at jeg faktisk får brug for den strøm.

Og min krop virker igen.

Nu knager den krop

For pokker da! En times fysio pilates på en krop, der egentlig er i rimelig stand, men præget af års ikke-træning, dét kan mærkes. Av.

Jeg har købt et klippekort til et træningscenter, fordi fornuften fortæller mig, at det er smart at vedligeholde sit hylster. Det skal holde i mange år endnu, og selv med naturligt godt bindevæv og gode gener kommer formen nok ikke af sig selv. Der er for mange årringe i stammen.

Klippekort, fordi jeg så lige så godt kan bruge det. Pengene er allerede spenderet.

Fysio pilates indebærer måtte, håndvægte, foamroll og kommandoer som ’stræææk’, ’bøj’, ’rul hvirvel for hvirvel’, ’høj planke’, ’lav planke’, ’løft overkroppen’, ’hooooold den dér!’, ikke ret meget med ’hvile’ eller ’pause’, og har forsynet mig med hundredevis af nye muskler og sener, som helt sikkert ikke fandtes i min krop før, og i morgen vil jeg kunne mærke dem alle sammen – og i overmorgen er det endnu værre.

“Er de for lette?”, spurgte instruktøren undervejs og mente de håndvægte, jeg havde valgt. “Nhhej!”, gispelo jeg og havde lige overvejet, om jeg skulle have valgt nogle lettere.

Jeg var ikke den eneste, der syntes, det var hårdt, kunne jeg høre. Der var støn, sved, sitrende muskler, knagende knogler og knæ, der knækkede, jævnt over hele salen. Men bagefter var alle glade, og et sted skal man jo starte.

I dag: av, i morgen avav, i overmorgen avavav, og SÅ bliver det godt. Og næste gang bedre.

Noget andet

En af de helt store fordele ved at være frivillig på et spillested er, at man kan gå til alle de koncerter, man vil, hvis ikke der er udsolgt.

På sådan en vintermørk februartorsdag, hvor alle kunne trænge til at tænke på noget andet end Ukraine, var det netop, hvad jeg gjorde. Undveg sofaen, slukkede fjernsynet og tog på Paletten. Kalaha var aftenens band. Jeg kendte dem ikke, men det giver tit de fineste overraskelser. Sådan var det også i aften, og jeg blev en god oplevelse og en enkelt øl rigere.

Skulderklap til mig.

I morgen står jeg der igen. Der tager jeg selv en tjans iført frivilliguniformen, den sorte t-shirt med logo på ryggen, og møder gæsterne med smil og imødekommenhed.

Rasmus Hagen spiller. Ham kender jeg heller ikke, men det bliver godt og rart og hyggeligt, er jeg sikker på.

Fredrik og Thomas

Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.

Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.

De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.

Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.

Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.

Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!

Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.

Nå, tilbage til Bjørneby.

Dagblog

Man har sommetider forsøgt at beskrive min blog som en slags dagbog, og jeg har kraftigt, næsten vredt, insisteret på, at det er den i hvert fald ikke. For mig er den en platform, hvor jeg selv bestemmer indholdet og – hvis jeg vil – skriver om det, der optager mig. Slet, slet ikke alt, hvad der optager mig, og kun når jeg har lyst til at dele.

Sommetider har jeg ganske vist ønsket, at jeg i tidens løb havde delt mere, for så ville jeg selv have kunnet bruge den som et opslagsværk. Hvornår var det nu, jeg gjorde dit og dat, hvad mente jeg om dette og hint?

Sådan er det ikke, og sådan kommer det aldrig til at være.

Men hvis nu jeg engang i fremtiden har glemt, hvad jeg brugte den første februarweekend i 2022 til, kan jeg for altid læse det her. Eller i hvert fald indtil internettet går op i røg.

Jeg har – i vilkårlig rækkefølge – fodret fugle, facetimet en sommerhusfremvisning 16.180 km væk (siger internettet), støvsuget hele huset, vasket sengetøj, sejlet med Hals-Egense færgen (i fire minutter), lavet en tærte af ingredienser jeg havde, drukket rødvin, gået en tur ved Øster Hurup og en tur i Undallslund plantage og i begge tilfælde ad stier, jeg ikke havde betrådt før (sidstnævnte sted fordi jeg glemte at holde øje med, hvor jeg var), googlet garn og strik, fyldt bilen med et halvt års ophobede papemballager og kørt det på genbrugsstationen, læst avis, sovet godt, set et tv-portræt i anledning af kronprinsessens runde fødselsdag og flovtudet lidt, vandet blomster, lyttet Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen færdig, tænkt tanker (kloge), holdt øje med vejret og sat en vinduesliste fast, som var faldet af efter vinduespudserens seneste besøg.

Jeg har ikke strøget de skjorter og kjoler, som har hængt klar til netop dét i flere uger, støvsuget bilen eller gjort badeværelserne rene. Weekenden er ganske vist ikke slut endnu, men jeg ville ikke satse mine sparepenge på, at de punkter bliver streget af listen.

Nu er planen at trevle strik op, spise resten af tærten lavet af ingredienser jeg havde, drikke rødvin (eller måske hvid- til forandring), se sidste afsnit af Margrete den Første, lægge rent sengetøj på, sidde i sofaen.

Uh, jeg får travlt resten af den første februarweekend i 2022.

Som nu er logget for evigt.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , - Skriv en kommentar.