Hvem pokker bruger også boghvedemel?

Pyyyha, jeg er helt udmattet. Jeg har brugt halvanden time på at købe ind i to supermarkeder efter en usædvanligt lang indkøbsseddel, som vi er så godt forberedte med, at den blev skrevet helt tilbage i søndags. Det første sted, jeg var, havde folk omkring mig netop i dag anbefalet grøntafdelingen som både god og billig, og jeg skulle netop have meget frugt og grønt. Jeg var nu ikke imponeret, og i øvrigt fandt jeg under halvdelen af de ting, jeg ellers skulle have, så bagefter svingede jeg ind til butikken overfor, og der gik det langt bedre. Og dyrere.

Men dét der med at købe ind i et sted, hvor man ikke helt kender – eller forstår – indretningen… Hvor er æggene, hvor har de dej i ruller, hvorfor er der fiskekonserves ved siden af grøntsagerne, hvorfor er fryseren med is et helt andet sted end dem med kød og brød, og hvor er der marcipan? Og kan man overhovedet få marcipan i februar?

Til sidst vadede jeg rundt blandt uendelige hylder og ledte efter boghvedemel. Der var virkelig meget forskelligt mel fra nær og fjern, af mange forskellige kornsorter og i et stort udbud af forskellige formalingsgrader. Men ingen boghvedemel. Jeg nærstuderede samtlige hyldeforkanter, men der var ikke engang en ribbet boghvedemelshylde. Hvem bruger egentlig også boghvedemel i vore dage?

Jeg bestemte mig for at spørge noget personale: “Kan du fortælle mig, om jeg finder boghvedemel, hvis jeg leder længe nok?”“Ja, det gør du. Det kan jeg lige hjælpe dig med. Vi har det faktisk tre steder.” Vi gik glade af sted, og hun udpegede poserne med boghvedemel på hyldefaget med overskriften Fri for … (… gluten, nødder, lactose, dyrisk påvirkning, tænker jeg), og tilføjede “Vi har det også ovre ved Baby”. Det tredje sted fik jeg ikke at vide, men jeg kan jo så regne ud, at boghvedemel ikke er mel på samme måde som hvedemel og rismel, men at det er godt til børn og forsagere.

Lige nu kan jeg faktisk ikke helt huske, hvad det ER, vi skal bruge boghvedemel til.

Weekendfryd

Søndag morgen startede jeg med at remse op, hvad jeg syntes, vi skulle have til side i løbet af dagen. Og tænk engang, jeg havde vinklet det hele af, da dagen var omme.

Nå nej, der blev ikke gjort rent på badeværelserne. Men de løber jo ingen steder. Det punkt havde ikke afgørende høj prioritet.

Men ellers fik vi

  • aftalt menu og indkøbsliste til jagtmiddag hos os på lørdag. Konsortiets fire jægersmænd med koner og kærester samles til den årlige treretters med jæger-og-samler-tema. Jeg er sikker på, det bliver både godt og lækkert – og i hvert fald hyggeligt.
  • bestemt fødselsdagsgave til den af arvingerne, som fylder 25 i næste uge. Så siger jeg ikke mere om det!
  • bestilt logi til sommerens storbyfamilieferie, hvor vi i anledning af min runde fødselsdag samler alle vores unge. Det bliver Amsterdam, og det var virkelig rart at få det lagt fast. Det bliver hverken lettere eller billigere, jo længere vi venter. Nu kan jeg roligt bare glæde mig. Og det gør jeg.
  • støvsuget hele huset. Der var klar forskel på før og efter, det er altid tilfredsstillende. Det er derfor, man altid skal vente så længe som muligt.

Til sidst fik jeg både motion, frisk luft og masser af lydbog, da jeg spadserede ud til kolonihaven og tilbage igen, 8,5 kilometer i alt. Jeg skulle hente grønkål og lige tjekke, om der var ressourcer at satse på til middagen på lørdag. Det er der, og så var det i øvrigt så dejligt vejr med forårsluft, at det var lige før, jeg fik lyst til at grave køkkenhaven. I hvert fald er det helt klart noget, jeg kan gøre, hvis det bliver godt vejr en anden dag…

Jeg gik hjem med rygsækken fuld af gode sager. Tænk at kunne hente grønkål, lidt broccoli, et lillebitte romanesco-kålhoved, pastinakker, rødbeder og skorzonerrødder fra sin kolonihave i februar. Sikke en rigdom!

En del af det spiste vi til aften sammen med Mortens lækre dådyrfilet med mandelcrunch.

Jeg kunne lide alt ved den søndag.

Tres er ingen alder – eller er det?

Nå, men jeg skal i gang med at forberede mig mentalt på min næste fødselsdag. Det er ganske vist først midt i juli, men jeg kan mærke, det kræver lidt mere tanke denne gang.

Jeg fylder rundt. Tres. 60. Det er alligevel et højt tal.

Det var fuldstændig problemfrit for mig at runde både tredive, fyrre og halvtreds. Det var bare tal, og jeg har altid hvilet godt i min aktuelle alder. Den eneste gang, jeg har snappet lidt efter vejret, var, da jeg nærmede mig 31 og erkendte, at selv om 30 gik godt, blev det jo ved. Tallet ville bare blive ved med at stige. Men efter en dyb indånding blev det jo også bare ved med at gå godt.

Hvordan har du det med, at du bliver 60?, er jeg blevet spurgt. Og det niver lidt mere denne gang, kan jeg godt mærke. Tres er virkelig meget, når jeg hører om andre, der er tres. Det passer ikke rigtigt til mig, vel?

For syv år siden fyldte min ældste bror tres. Dengang forsøgte jeg at få det til at ligge rigtigt, at én fra min egen generation blev så gammel. Det var sært. Siden er min anden bror også fyldt tres, og mine jævnaldrende er godt i gang. Til sommer er det mig.

Jeg har snakket med nogle af de andre fra 1959 om det, og jeg kan høre, at de fleste tumler lidt mere med tres end med fyrre og halvtreds.

Tresserne er dér, hvor nogle af os går på efterløn. I hvert fald er det traditionelt pensionsårtiet. Der er flere af de uventede dødsfald. Eller bare almindelig skranten. Da vores forældre var tres, var de GAMLE, syntes vi dengang.

Faktisk synes jeg altså stadig, at folk på tres er gamle. Det er nok mest der, jeg skal sætte ind med den mentale forberedelse. Vinkle alderen anderledes og få den til at falde fint. Jeg plejer at være god til den slags. Jeg har knapt fem måneder til det.

Af hænde

Bogen er sendt til tryk. Hvilken bog der er tale om, kan du læse her.

Det er virkelig rart og meget tilfredsstillende. Samtidig efterlader det en lidt tom fornemmelse. Det er mere end halvandet år siden, vi gav forfatteren håndslag på, at det manuskript, han syslede med, kunne vi da godt hjælpe ham med at give et flot hylster. Vi havde ikke prøvet det før, men hvilede trygt i troen på, at vi kunne gøre det godt.

Og nu er filerne ude af vores hænder. Overladt til trykkeri og bogbinder for at blive til en rigtig bog. 264 sider i hårdt bind, og med mere end 400 fotos. Vi har gjort det bedste vi kunne, og jeg synes selv, det er blevet godt. Jeg glæder mig vildt til at se den færdig.

Det er jo kun udseendet – opsætning og indpakning, vi kan tage æren for. Indholdet er forfatterens fra ende til anden. Og da jeg har læst det hele mere end én gang, kan jeg roligt sige, at Mikael har givet os en både velskrevet, spændende, rørende og varm fortælling.

Hvem ved, måske anmelder jeg den, når jeg har et færdigt eksemplar i hånden. Så vil jeg i hvert fald rose layoutet.

Indtil da slapper jeg lidt af.

Typen med ansigtsbredde

Tykhovedet, sig det bare.

I går var det blodtjek, i dag fik jeg kontrolleret synet, i morgen skal jeg ikke have undersøgt noget. Udover måske at pille lidt næse.

Det primære i dag var, om mine kontaktlinser passer til det syn, jeg har nu om stunder; om de sidder ordentligt, om mine øjne er sunde, den slags. Alt var fint, og det så endda ud til, at vi kan pille noget styrke af begge linser. ’Vi sætter mindre plus på’, udtrykte optikeren sig. Det opfatter jeg som ’mere minus’.

Jeg bruger altid linser og har faktisk ingen brugbare briller. Det viser sig også, at jeg sidst fik lavet briller i 1998, så der er da en grund til, at de ikke rigtigt passer mig længere. Det ville jeg gerne lave om på, og derfor skulle jeg kigge på et stel. Ekspedienten vurderede mit ansigt og sagde ’du har jo en god bredde på dit ansigt’. Hun skyndte sig at forsikre, at dét ikke var dårligt, men at vi så tværtimod skulle blablabla. Faktum er at jeg endte med en model, som jeg ’bærer rigtig, rigtig flot’ …?! Runde, store. Ikke helt som den højhattede med hunden i Fjernsyn for dig, men i den retning.

Og så kom jeg hjem til en buket leveret ved hoveddøren. Fra prins Valentin i Østrig. Heldige mig!

Rund er også en form

I dag var der audition og udtagelse af seks nye kokke til Danmarks Cateringlandshold, der skal træne fra nu af og frem til OL i Stuttgart i februar næste år. Sammen med fem ’gamle’ kokke på holdet kommer de til at lægge en masse arbejdstimer i træningen det næste år. Det foregår i weekender, for de har alle sammen fuldtidsjobs i kantiner rundt omkring i landet. Vi er nogle, der er tilpasse med, at træningen foregår i fritiden, for landstræner og Team Manager for holdet, Lars Brynjulf Nielsen, er til daglig kantineleder på min arbejdsplads. Køkkenholdet serverer hver dag helt fantastisk mad for mig og alle mine kolleger. Jeg kan lide alt ved frokost.

Måske så I Lars i Go’Morgen Danmark i formiddags. Det var også ham der underviste os, da min afdeling havde et kokkeskolearrangement i kantinen i efteråret. Han er cool.

Jeg SIGER ikke, at det er Lars’ skyld, at følgende skete: I aftes, da jeg havde tjans på Paletten til Laura Mo (som i øvrigt var fuldstændig fantastisk!), kiggede en – muligvis beruset og ikke på arbejde – frivilligkollega muntert op og ned ad mig og spurgte: “Birgitte, hvordan kan det være, at du er blevet sådan lidt … pæreformet?”. Jeg SIGER ikke, at skylden kan placeres andre steder end hos mig selv, men det VILLE være rart at kunne klandre nogen for, at jeg i hvert fald ikke har tabt mig.