6. februar 2023 | den store bunke |

Sidste efterår fik jeg to nye titler, den ene af navn, den anden af gavn. Den ene kom fra den ene dag til den anden, den anden havde jeg haft et halvt år til at forberede mig på. Den ene betyder ikke det helt store, den anden betyder alverden.
Jeg fik et ’senior’ foran min stillingsbetegnelse. Det er ikke et udtryk for, at jeg er hverken gammel eller gammel i gårde, det betyder egentlig bare, at jeg har beføjelse til at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort: Fordele opgaver i mit team, sige ’vi gør sådan’ og den slags. Det betyder ikke, at jeg altid har ret. Det synes jeg jo selv, at jeg har, men mine yngre tekstforfatterkolleger er ikke altid enige, og så får vi gode snakke om det. Moderne sprogbrug og stavning udfordrer veletableret praksis og retskrivning, og vi finder frem til en platform, hvor vi kan mødes og stå side om side.
Og så er jeg blevet farmor. Det er stort. Han kom til verden i slutningen af september, og nu er han allerede en stor, glad dreng på fire måneder med vågne øjne og runde kinder, ligesom sin far i den alder. Han ved, at hans mor og far er de bedste i verden, og han forstår endnu ikke, at hende den gamle, der dikker, griner og snakker fjollet med ham, er hans farmor. Han ved heller ikke, at han altid vil kunne dreje hende om sin lillefinger, bedåre hende, få ret og få det, som han gerne vil.
Jeg ved det. For jeg er senior og klog på alt.
21. august 2022 | den store bunke |

Der ligger en lille babybuks og tørrer på mit tørrestativ, uldvasket, behørigt behandlet og snart klar til brug. Et af de første af formodentlig mange stykker babytøj, jeg kommer til at producere. Mit første barnebarn er på vej, og han skal selvfølgelig have noget, der er ’made by farmor’.
Afslører jeg for meget for de kommende forældre? Næppe. De ved vist godt, at buksen er i produktion, og nu kan de så se, at den er færdig. Willums selebukser hedder opskriften, og den findes i mange størrelser, så falder modellen i god jord, kan der måske falde flere af.
Nu ser vi. Jeg strikker ting, jeg selv synes er sjove at lave, mere end at efterkomme noget de har ønsket sig – indtil videre, i hvert fald.

Jeg har allerede strikket et babytæppe til dem, og det ved jeg, at mormoren også har gjort, så hun producerer nok efter samme princip. Rigtig mange af dem, jeg har fortalt om babytæppet, har spurgt – insidervidenagtigt, om det er Marys tæppe, jeg har strikket. Kronprinsessen, tænker jeg. Der findes åbenbart et babytæppe, der bærer hendes navn. Men det er altså ikke det. Mit mønster hedder Blueberry og er fra Tante Grøn i Odense. Det blev så fint. Der var fælt meget masketælleri, det var sjovt at strikke, og jeg har kun et enkelt billede af det, for det er allerede givet videre til søn og svigerdatters depot. Jeg kunne ikke vente. Er måske i virkeligheden ikke så god til hemmeligheder.
Og se nu bare her. Selebukserne kunne jeg heller ikke holde hemmelige. Farmor, altså!