To titler
Sidste efterår fik jeg to nye titler, den ene af navn, den anden af gavn. Den ene kom fra den ene dag til den anden, den anden havde jeg haft et halvt år til at forberede mig på. Den ene betyder ikke det helt store, den anden betyder alverden.
Jeg fik et ’senior’ foran min stillingsbetegnelse. Det er ikke et udtryk for, at jeg er hverken gammel eller gammel i gårde, det betyder egentlig bare, at jeg har beføjelse til at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort: Fordele opgaver i mit team, sige ’vi gør sådan’ og den slags. Det betyder ikke, at jeg altid har ret. Det synes jeg jo selv, at jeg har, men mine yngre tekstforfatterkolleger er ikke altid enige, og så får vi gode snakke om det. Moderne sprogbrug og stavning udfordrer veletableret praksis og retskrivning, og vi finder frem til en platform, hvor vi kan mødes og stå side om side.
Og så er jeg blevet farmor. Det er stort. Han kom til verden i slutningen af september, og nu er han allerede en stor, glad dreng på fire måneder med vågne øjne og runde kinder, ligesom sin far i den alder. Han ved, at hans mor og far er de bedste i verden, og han forstår endnu ikke, at hende den gamle, der dikker, griner og snakker fjollet med ham, er hans farmor. Han ved heller ikke, at han altid vil kunne dreje hende om sin lillefinger, bedåre hende, få ret og få det, som han gerne vil.
Jeg ved det. For jeg er senior og klog på alt.
