På en (alt for) kort køretur fra min arbejdsplads til min bank skulle jeg omstille mig fra at være den, der lærte fra mig, til at være den, der lærte selv (og forstod).
Jeg har fået en ny kollega, som skal kunne præcis det samme, som jeg kan. Ikke fordi jeg skal lave noget andet, vi er bare blevet flere på holdet. Derfor er jeg i gang med at oplære og indføre hende i alle systemer og metoder. Her finder du, sådan gør du, derefter gør du sådan, du kan hente mere her og her og her, og du kan også gå dén vej ind, her er guidelines, sådan arkiverer du, her skal du bruge dét login og her det andet du fik, sørg for at gøre sådan, undgå at gøre sådan, og bagefter skal du huske at …
Allernemmest var det, hvis jeg kunne teleportere hele min mentale database ind i hendes hjerne, sætte mit eget hoved på hendes skuldre – og så kunne hun det hele. Men sådan fungerer det jo ikke, og jeg kan godt forstå, hvis hun er træt, når arbejdsdagen er slut. Det er jeg også. Men hvis jeg gør det godt i de lidt heftige startdage, kommer min kollega til at gøre det godt i alle de efterfølgende dage, og de samlede superkræfter er det fælles mål.
I dag havde jeg et lille kvarter til at omstille mig til selv at være den, der tog nyt stof ind.
De der konverteringer af lån på grund af stigende renter, ikke? Som alle talte om i forrige uge, før de snakkede om folkeafstemning og forsvarsforbehold, og som de nok snart vil tage op igen, fordi renten bliver ved at stige.
Jeg spurgte min bank, om det er noget jeg skal overveje. Kort spørgsmål. Ikke så kort svar. Så jeg havde aftalt et møde med min bankrådgiver. Jeg forstår alt, hvad han siger. Altså mens jeg sidder i bankens mødelokale. Så snart jeg træder ud over dørtærsklen, forstår jeg det langt mindre, og når jeg kommer hjem til det hus, som er hele årsagen til at jeg har et lån, er tavlen mere eller mindre blank. Sådan er det hver gang, og derfor prøvede jeg virkelig, virkelig at være en dygtig lytter.
Jeg kunne ikke få min bankmand til at sige, hvad han synes, jeg skal. Han var kun interesseret i at give mig et oplyst fundament til selv at tage en beslutning. Det andet havde ellers været nemmere. Hvor skal jeg skrive under?, kunne jeg så bare have sagt. Men sådan legede vi ikke. Hvis du gør sådan, KAN konsekvensen være … Hvis du gør sådan, sker der ingenting, til GENGÆLD … Og her er en tredje mulighed, MEN … Jeg skal selv tage beslutningen. De næste dage må jeg tænke grundigt over, om jeg vil konvertere, og så ender det nok (som sædvanligt) med, at jeg beslutter mig på grundlag af en mavefornemmelse snarere end det oplyste (og hastigt smuldrende) fundament, han tror han gav mig.
Det vil vise sig.
I hvert fald var dagens rolleskift en markant præcisering af, at der er STOR forskel på at lære (fra sig) og at lære (selv). På engelsk er det endda to forskellige ord, teach og learn.
Men jeg tror, at hverken den ene eller den anden rolle i dag havde været nemmere for nogen, hvis det var foregået på engelsk, så lige på dét punkt har jeg allerede besluttet, at jeg ikke vil konvertere.
