Blomsterhandlernes ukrudt
Denne stueplante hedder paletblad. Det har jeg lært i nyere tid, og indtil da har jeg kendt den under to andre navne.
Den har været en del af hele mit liv, til og fra, og den er virkelig nem. Har kun brug for vand nok. I mit barndomshjem kaldte vi den for ’brændenældeblomst’ – på grund af bladenes form, tænker jeg, og min mor havde flere af dem. I potter og som stiklinger, der skulle slå rod. For det er sådan, man formerer den. Klipper en gren af og sætter den i vand en uge eller to, og så danner den rødder og er lige til at plante.
Derfor var den blandt de potteplanter, jeg fik med, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kom en del hjemme hos min gymnasiekammerat Mikael, der boede lige om hjørnet fra mit klubværelse, og hans mor Ruth havde en blomsterbutik. Det var i øvrigt også hende, der tippede mig om klubværelset i Thorsgade i Odense, hvor jeg boede hele 3.g. En dag spurgte jeg Ruth, hvad min brændenældeblomst hed i virkeligheden, og hun svarede prompte, at “åh, det er en coleus – den betragter vi blomsterhandlere som ukrudt”.
Nå. Så var den åbenbart sådan en usofistikeret og alt for nem fattigmandsplante, som man ikke skulle være stolt over. Men fin og dekorativ er den altså. Og nem.
Jeg har et par stykker nu. Efter mange år uden fik jeg en stikling af min datter, som havde fået sin af en veninde og drevet flere eksemplarer frem. Sådan har paletblad cirkuleret i årtier, fra hånd til hånd, fra ven til ven.
Og jeg fortsætter med at formere og drive frem. Nu er endnu en ’unge’ kommet i muld. Som en rødlilla farveklat blandt alle de grønne.
