En lille buks
Der ligger en lille babybuks og tørrer på mit tørrestativ, uldvasket, behørigt behandlet og snart klar til brug. Et af de første af formodentlig mange stykker babytøj, jeg kommer til at producere. Mit første barnebarn er på vej, og han skal selvfølgelig have noget, der er ’made by farmor’.
Afslører jeg for meget for de kommende forældre? Næppe. De ved vist godt, at buksen er i produktion, og nu kan de så se, at den er færdig. Willums selebukser hedder opskriften, og den findes i mange størrelser, så falder modellen i god jord, kan der måske falde flere af.
Nu ser vi. Jeg strikker ting, jeg selv synes er sjove at lave, mere end at efterkomme noget de har ønsket sig – indtil videre, i hvert fald.
Jeg har allerede strikket et babytæppe til dem, og det ved jeg, at mormoren også har gjort, så hun producerer nok efter samme princip. Rigtig mange af dem, jeg har fortalt om babytæppet, har spurgt – insidervidenagtigt, om det er Marys tæppe, jeg har strikket. Kronprinsessen, tænker jeg. Der findes åbenbart et babytæppe, der bærer hendes navn. Men det er altså ikke det. Mit mønster hedder Blueberry og er fra Tante Grøn i Odense. Det blev så fint. Der var fælt meget masketælleri, det var sjovt at strikke, og jeg har kun et enkelt billede af det, for det er allerede givet videre til søn og svigerdatters depot. Jeg kunne ikke vente. Er måske i virkeligheden ikke så god til hemmeligheder.
Og se nu bare her. Selebukserne kunne jeg heller ikke holde hemmelige. Farmor, altså!
