16. maj 2013 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Alt det gode står i kø i dag.
Bukkejagten gik ind ved midnat. Klokken 5.20 nedlagde min jægersjægersmand sin buk. Bukken. BukkEN. Ham som alle jægerne i konsortiet har gået og glanet efter og og drømt om om natten og håbet på at få. De vidste, han gik der. Det gør han ikke mere. Sådan ser han ud, og jeg ved ikke engang, om man må beskære et trofæbillede så skammeligt. Men jeg vil bare vise opsatsen, og hvis nogen er interesseret i data, er jeg sikker på, at der vil blive både opmålt og indvejet og sammenlignet.
På vej på arbejde cyklede jeg forbi kolonihaven for at se, om Buk allerede hang i værkstedet der. I stedet fik jeg øje på gartnerens røde lastbil med allerede nogle børfulde skrab på ladet og to stykker karlfolk i haven. Jeg gav mig ikke til kende, for det skulle jo nødigt virke, som om jeg lugelurer. Men nu ser haven SÅDAN ud:
Hjemme er der også sket noget. Jeg har længe plæderet hos Landlord for et nyt køleskab, fordi det gamle jævnligt gik amok i kuldeproduktion og gerne arbejdede i tocifrede minusgrader. Det er jo ikke til at holde mad så, når man aldrig ved, om æggene er frosne eller osten er uskærlig eller salaten rasler med iskrystaller. Landlords hårdehvidevaremand har hævdet, det kunne repareres. Det var nemlig et meget dyrt mærkekøleskab. Jaerh…! Men det virker bare ikke! Heller ikke efter reparationen. Al min mad er frosset ihjel. Så nu gav han sig, og i dag – OGSÅ på denne lykkedag – er denne fætter blevet installeret.
Se, hvor glad nogen blev!
Og og og og… i aften skal vi til koncert i Herning. En af jagtkammeraterne mener 110 %, at min jægersjægersmand kommer til at møde Bruce Springsteen personligt. Med det held.
Så gør det altsammen ikke noget, at jeg i et par timer i formiddag troede, at jeg havde drukket rengøringsmiddel fra kontorets kaffemaskine. Jeg var meget indadfølende hele formiddagen, men symptomerne kom ikke, og senere fik jeg at vide, at det bare er vand, den renser sig med – lige ned i min kop, som jeg ikke havde fået hentet. My lucky day!
Jeg lever også fint med, at jeg kom hjem til brev fra dem her:
12. maj 2013 | At have have |
Nu klager jeg ikke længere, for i dag blev der ordentlig gjort ved i haven. Fra en forsigtig lille brændestabel af det fineste birkebrænde til et veritabelt stykke sort jord til køkkenhaven.
Se bare hvordan det skrider frem, og hvordan vores nye bedste ven tryller med en spade. Skrælle, skrælle, skrælle skvalderkål, lupiner, løvefod og græs. Køre, køre, køre trillebør. Fræse, fræse, fræse.
Nu er bolden tilbage på vores egen banehalvdel, og jeg er næsten helt skræmt over alt det bare jord, jeg skal til at indrette. Jeg må tegne en såplan.
Tænker I også, at jeg har samme hår som Madam Mim?
11. maj 2013 | At have have |
Graver…
Klipper…
Vælter…
Saver…
10. maj 2013 | At have have |
Tålmodighed er en af de syv dyder. Den kommer sammen med Kyskhed, Udholdenhed, Barmhjertighed, Indsatsvilje, Velvilje og Ydmyghed.
Jeg troede, at tålmodighed var evnen til at kunne vente. men det er det slet ikke. Det er det modsatte af vrede og dermed evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere; at løse konflikter fredfyldt – som en modsætning til vold. Siger Wikipedia.
Her har jeg ellers i flere uger øvet mig i at vente og troet, at det var min tålmodighed, der var sat på prøve.
Haven ser sådan her ud. Jeg har gemt billedet for at kunne bruge det som før-billede i forvandlingsreportagen. Men der er ikke noget efter-billede. Haven ser sådan her ud. Stadig. Den gisper og venter på kunstigt åndedræt. Og jeg ånder dybt ind og ud, og som i en anden fødselsforberedelse passer jeg på ikke at hyperventilere. Det er en hård fødsel, og vi er gået over tiden. Nogen der skal komme og plukke birketræet og skrælle det øverste lag jord væk, det med alt ukrudtet, har ikke helt været forbi endnu. Jeg kan næsten ikke vente. Men på søndag kommer indgrebet. Måske. Nok.
Jeg har kigget på alle frøposerne. Maj-juni, april-juli, april-juni, står der. Det er ikke for sent. Siger jeg hele tiden til mig selv. Jeg siger det også højt.
I dag var jeg nødt til at sætte gang i noget dyrkning, så der er noget konkret vækst at vente på. Så jeg plantede tomater. Tre fine planter, så nu er det bare at vande og vente, som Peddersen sagde til Findus, da de havde sat kartofler og frikadeller i hele køkkenhaven. Det var før hønsene slap ud. Og det var i “Gok-gok i køkkenhaven”.
Jeg såede også solsikkefrø til forspiring. Så kan de altid blive plantet ud, når vi finder ud af, hvor den gode plads er til dem. Der skal være godt med luft oven over, for det er den type, der bliver 2-3 meter høje, læste jeg bagefter på posen.
Jeg havde ikke briller på, da jeg var i havecentret.
28. april 2013 | At have have |
Efter en ualmindeligt ugidelig og drivende doven Store Bededag drog vi i kolonihaven i weekenden. I løbet af ugen har vi fjernet sten og fliser og venter nu på, at nogen kommer og skræller det øverste lag jord af, fræser og efterlader os med et jomfrueligt fundament for frø og løg og knolde og buske og blomster og … og….
Vi kan altså intet andet end at skue ud over jorderne i øjeblikket, så vi trak indenfor og ryddede ud i udhus og indhus. Og undrede os mange gange over, hvad man dog har fundet på at gemme.
Men allerførst kørte vi ud og foretog vores første fælles investering ever.
Det blev et lokum! Vi kunne simpelt hen ikke få det gamle til at virke.
Jo, der er faktisk en brugervejledning til sådan et.
Det første værelse er færdigt!
Og så slæbte vi ud, sorterede, vurderede, gjorde rent, samlede i bunker, overvejede, fejede, ordnede, undredes, flyttede, grinede, snakkede, savede en dør til, hentede trailer, hilste på Ejner i nabohaven, slæbte mere og undredes igen.
Vi har noteret ting, vi kommer til at mangle og snarest vil få anskaffet. Og så er der ting, vi ALDRIG kommer til at gå ned på.
Jeg sorterer pinde. Vi har lange grønne pinde, vi har korte træpinde med orange ender, vi har bambuspinde, vi har buede metalpinde i forskellige udgaver.
Vi kommer aldrig til at mangle pinde! Og sikke da en fed tønde, ikke?!
Vi kommer heller aldrig til at mangle handsker. Vi har til de hænder, der vil tage ordentligt fat, til dem, der gerne vil promenere blomstrede – mange farver og sorter – fingre med dupper, til dem, der foretrækker noget blødt eller noget med skind, og til dem, der ikke vil være våde. Vi gemte 12-13 par, mest fordi de nu var der, og smed 10-11 par ud. Og der blev ved med at dukke nye op.
Den første, der køber en rulle poser, bliver skudt!
Småt brændbart, urent jern, glas, deponi, papir, vi har det hele. Cyklen fejler ikke andet end at have mistet pusten, så den beholdt vi. Senere fandt vi også nøglen. Og endnu senere én mere.
Første tur til genbrugspladsen.
Hov? Nej, hvor godt! Én af os var kommet til at lægge kartofler til spiring hjemme i sit køkkenskab… Lad os da se, om de kommer op igen, når vi lægger dem i jorden. Hvis det bliver mig, der står for den del, lægger jeg dem. Det gør vi på Fyn. Hvis det bliver Morten, sætter ham dem. Det gør de i Jylland. Hvor vi er. Men vi kan godt blive enige om at hyppe dem.
Flasker der har stået meget længe i et køkkenskab og ventet på at blive fundet. Smukt og skulpturelt. Vi var nu mere interesserede i, om der var pant på dem.
I køkkenet var der en overflod af ukurant service, som der jo skal være. Tre slags kaffekopper med flere under- end overkopper og 12 forskellige tallerkener. Blandt andet.
Men hey! Der er ingen vinglas! Og alt det hvidvin, der skal drikkes i den have! Men hey! Jeg har alt for mange vinglas hjemme. Problem solved.
Oh my God… en hel SKUFFE fuld af gummihandsker!
Og vores duge vil aldrig blæse væk. Vi har 18 dugeklemmer
Og vi vil aldrig mangle knager. Eller ruderens.
Og hvis nogen mangler håndmalede husnumre og bor i nummer 10 eller 01, så har vi også dét. Eller nej, de røg vist i småt brændbart.
Det har været nogle skønne dage, og hvor jeg glæder mig til at så og plante og lægge kartofler.
Kald lige dét en knaldhytte én gang til!
5. marts 2013 | At have have |
Jeg troede, at kolonihaverne ville være fyldt med folk og stemmer og trailere i lørdags, og at der virkelig ville være trængsel ved haveaffaldsrampen på genbrugspladsen.
Det synes jeg altså, at fredagens vejr varslede, og det var blevet den første forårsmåned i kalenderen.
Jeg tog fejl.
Der var ikke et øje udover os. Og det var pivkoldt. Også inde i huset. Hytten. Skuret. Det er en stue med en køkkentilbygning og yderligere en udhustilbygning med opbevaringsrum og toiletrum.
Et batteridrevet kloset med kemi og ferskvandstank. Batterierne var døde, så jeg var nødt til at sætte mig omme bag huset. Men når det bliver bragt i orden, er det akkurat ligesom på en campingplads: Man triller sin tank over til Q8, som har et mobiltoilettømningssted.
Det er mandearbejde, vil jeg mene.
Haven ser ud som herovenfor. Gennem de sidste ti år er den blevet lagt ud som naturgrund til naboernes tiltagende irritation. Det var måske ikke tilsigtet, men det var så sådan, det gik. Der er nok at tage fat på. Det gjorde vi så i lørdags.
Nu ligger der to store bunker grene, så naboerne kan se, at de nye unge mennesker har tænkt sig noget med den have.
Jeg har i hvert fald tænkt to ting:
1. En køkkenhave ned langs siden modsat havegangen. Salat, gulerødder, kartofler, jordbær, hindbær, tomater.
2. Gode mennesker med kølig hvidvin – eller er det rosé nu om stunder? – omkring et stort havebord nyder sommer og sol.
Om perioden indtil da tænker jeg ikke helt klart.
Men det bliver så godt.
