Min mor var på besøg i går. Hun er 87 og sej som sålelæder. “Jæ har tæijt mig å blyv hunner år”, siger hun. Hun siger det på fynsk, og for dem, der ikke har dét som modersmål, så agter hun at være hos os mindst 13 år endnu. Nu må vi se, hvordan det går med det projekt, men indtil videre er hun en gæv kone, selv om hun har svært ved at acceptere, at hun fysisk ikke længere kan, hvad hun før har kunnet.

Hun har altid elsket haver, og jeg havde glædet mig lige så meget til at vise hende kolonihaven, som hun har glædet sig til at se den. Størstebror og svigerinde var de uvurderlige chauffører, som bragte hende. Først kæmpede hun sig op ad trapperne til min tredjesal til frokosten, og så tog vi allesammen i haven og tilbragte resten af pinselørdag der.

Haven bestod. Der er godt nok ikke noget græs lige nu, men der er sået og plantet, og alt i alt nydeligt, og det var fantastisk vejr.

Sikke en dejlig, dejlig dag. Haven rummede os allesammen. Børnene, både de store og de knapt så store, spillede bold, mediterede, klatrede, hyggede sig, og de voksne studerede vækster, ordnede og gjorde ved, snakkede og hyggede sig.

Og så beviste vi, at elektricitet er vanvittigt opreklameret. Vi har det ikke. Vi har koldt vand, to gasblus og en grill, og alligevel sluttede vi af med en herremiddag til otte. Marineret mørbrad, bagte kartofler og salat. Og det service, der nu er. Vi har tre flade tallerkener, der er ens, resten er forskellige dybe tallerkener, og så har vi kun syv gafler, så en af os måtte spise med kniv og ske.

Da de skulle hjem, var min mor kommet til at fryse lidt, men heldigvis har vi mange handsker, så da vi vinkede farvel, sad hun på bagsædet, træt efter en anstrengende dag, men med fine blomstrede havehandsker på.

Jeg er stadig glad.

Mormor ordner. Barnebarn gemmer sig i et træ.