9. januar 2018 | den store bunke |
Jeg føler mig som en helt vildt bæredygtig genbrugsperson.
Den Store Oprydning I Værkstedet i søndags afstedkom en række ting, der skal fjernes. Køres helt væk. Til genbrugspladsen. Snart. I første omgang samlede jeg dem i bryggerset på den plads, hvor jeg plejer at have tørrestativet til at stå på vaskedage. I dag var vaskedag, så jeg slæbte det hele ud i værkstedet igen, hen i nærheden af yderdøren, som det alligevel skal ud af. Snart.
Blandt effekterne var et tiloversblevet skostativ af fyrretræ. Engang havde vi to af dem i brug, men nu er det kun nødvendigt med ét, så det ene skulle bare ud. Men da jeg stod med det i hænderne, tænkte jeg, at det i stedet for at komme i Småt brændbart på genbrugspladsen hellere skulle genbruges som småt brændbart i egen brændeovn.
Sådan noget godt, gennemtørt fyrretræ. Optændingspinde!
Så jeg skruede 24 gode skruer ud, brækkede alle pindene fra hinanden, savede dem i passende længder og hev alle metalkramper ud. Her var jeg begejstret for, at jeg også fandt min lille skruestik forleden, og for at jeg vidste, hvor både fukssvansen og knibtangen var.
Jeg følte mig helt vildt handy i en halv times tid. Det var en god fornemmelse, og det er det stadig, nu hvor skoreolen ligger i en kurv og bare venter på at blive brændt af.
7. januar 2018 | den store bunke |
Er der noget med, at det har været en rigtig flot dag? Udenfor?
Ja ja, det jeg ved selvfølgelig godt, at det har. For min dag startede sådan her:
Med fire plader boller til hævning, avisen, kaffe og solen knaldende henover en rimhvid plæne ind gennem fedtede ruder. Mit yndlingshjørne på sådan en dag.
Men jeg kom aldrig ud. Først fordi jeg støvsugede hele hytten og bagte boller, senere på grund af det her:
Og enhver kan se, at det tager mere end en eftermiddag at komme til bunds i dét. I dag er det ni måneder siden vi flyttede ind. Det vil sige, at det har taget os trekvart år ikke at rydde op. Jo, der er skam stillet reoler op, og noget er da også sat på plads, men den gennemgribende oprydning og værkstedsindretning er det ikke blevet til. Jeg tog et ordentlig ryk i dag, og derfor nåede jeg aldrig at komme længere ud end lige uden for bagdøren, hvor jeg opdagede, at vi stadig havde sodavand og øl stående til køl fra nytårsaften. De var bundfrosne!
Men altså. I værkstedet er der stadig et stykke vej at gå, men jeg kom langt i dag. Der er skabt både gulvplads og bordplads, – mutter har kasseret og systematiseret, og de mange æsker med søm og skruer i alskens størrelser og faconer til alskens formål er sat i skuffer og skabe, så de er nemme at komme til. Vi har flettet værktøj, så nu er vi et virkelig etableret par.
Jeg har samlet en betydelig stabel af urent jern og småt brændbart, som gør lidt ondt i øjnene, indtil vi får det kørt væk. Men jeg bliver ærlig talt glad af at komme ud i det værksted nu.
Og så er det man tænker: Hvorfor har vi ikke gjort dét før nu?
Derudover over spekulerer jeg på, om alle har en stor bøtte med brugte jeg-gemmer-dem-lige-for-dem-kan-jeg-altid-bruge-skruer, eller det bare er os. Vi har tre!
6. januar 2018 | Hørt og set i forbifarten |
Nytårsaften kom der sandheder frem.
Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?
For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.
Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.
Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.
Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”
Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.
Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.
Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.
Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.
2. januar 2018 | den store bunke |
Alle de, der er i sync med samtiden, HAR allerede udgivet et udførligt tilbageblik på deres 2017 og er forlængst i gang med at se frem på et 2018, som de forventer sig utroligt meget af.
Men jeg tænkte altså allerede på mit årets tilbageblik, da jeg gik på juleferie for et par uger siden, så på en måde var jeg langt foran. Så gik ferien, og jeg kom muligvis bagud, og måske er tidspunktet forpasset, og måske skulle jeg hellere se fremad med det samme.
Men ska’ vi ta’ den alligevel?
Det kan gøres kort. Mine vigtigste milepæle i 2017 var, at vi købte hus og byttede midtbyens larm og hurlumhej ud med højt til himlen og dobbelt carport i forstæderne. Vi ved nu, at solen står op i øst, og at nytårsaften giver toiletpapir i hækken og frække barberskumstegninger foran hoveddøren. Og jeg skiftede job – efter 32 år som grafiker sprang jeg ud som tekstforfatter på fuld tid, og efter tre år med 2.500 månedlige landevejskilometer er jeg tilbage i hjembyen med cykelafstand til arbejde. Men vejret har bare været så vådt i de sidste otte måneder, ikke også…?!
Hvad mere? Jeg har fået ny cykel og iPhone 6. Vi har holdt konfirmation og dyrket kolonihaven. Min mor flyttede på plejehjem og har snart været igennem en årscyklus i den nye gamleverden. Men dét er jo hendes 2017 mere end mit. Vi har holdt ferie i Norge og Tyskland, besøgt Sverige et par gange, haft gæster fra nær og fjern. Tiden er fløjet af sted, og jeg har ingen forventning om, at det kommer til at gå langsommere.
For eksempel er der allerede gået to dage af et nyt år. Har jeg så nytårsforsætter? Næh, det har jeg faktisk aldrig, men jeg mindes, at jeg nytårsaften sagde, jeg ville begynde at tygge min mad noget bedre. Det er jo til at overkomme, så det kan vi godt aftale, at jeg gør.
I marts havde jeg nogle forsætter for vores nye liv i rækkehuset. Over tid har vi fået banko på fire ud af seks. Det første er vi tilsyneladende ikke nået til endnu, og det sidste lever jeg fint foruden. Jeg tror, 2018 bliver et godt år. Vi har for eksempel allerede fået nye – i hvert fald for os – stole og ryddet huset helt op efter nytårsfesten.
Godt nytår!
30. december 2017 | den store bunke |
Jeg ledte efter klejneopskriften i min mors håndskrevne kogebog, som jeg har arvet. Den rummer også en stabel udklip og løse lapper med opskrifter, udvekslet over et halvt livs kaffeborde. På en af de forreste sedler var en ingrediensliste til appelsinmarmelade, som mor tilsyneladende har fået hos Inge Knud Snedker. Navnet satte en tankerække i gang hos mig. Inge hedder ikke sådan, men det er ved det navn, man ved, hvilken Inge der er tale om. Den Inges mand hed nemlig Knud, og han var snedker.
Næsten alle mennesker i min barndoms persongalleri havde et tilnavn, der refererede til enten deres erhverv, udseende eller tilhørsforhold.
Det giver sig selv, hvad Ingrid Købmand, Arne Politi og Poul Slagter erhvervede sig ved, mens det måske kræver mere forklaring, hvad Kristian Dæk og Kaj Møg lavede. Den første kørte taxa og var kørelærer, den anden tømte landmændenes møddinger og spredte efterfølgende gødningen på deres marker. Nogle kaldte ham også Kaj Møgspreder.
Så var der Kaj Dueunge, hvis forældre havde byens fjerkræslagteri.
Andre folk havde noget udseendemæssigt, der stak ud, nogle mere bogstaveligt end andre, og det blev deres tilnavn. Folkeviddet kan virke nådesløst og ubønhørligt, men det var i lige så høj grad informativt. Man vidste med det samme, hvem der var tale om. Lille Verner var ikke så høj, Skuffe-Karl havde underbid, og Svend med Ørerne havde … nå ja. Og Laurids Hat gik nok bare oftere med blød hat end med kasket som de fleste andre.
Nogle boede et sted, som gjorde det lidt nemmere at præcisere dem. Det var for eksempel Rasmus i mosen, Else ude på hjørnet og Marius Trekant, hvis hus lå på en spids grund mellem to veje.
Og så var der alle kvinderne på egnen, som ganske enkelt blev refereret til med deres mænds navne. Anna Thorvalds, Marie Alfreds og Martha Henriks. Andre koner blev kaldt ved hele mandens navn, som Else Jørgen Jensen og Marie Karl Knudsen. Inge Thormod havde af en eller anden grund ikke et genitiv-s på sin mands fornavn. Men det var nemt at skelne hende fra Inge Knud Snedker.
Jeg har aldrig hørt min mor omtalt med min fars navn. Eller omvendt. Men jeg ved på den anden side heller ikke, om Svend med Ørerne selv vidste, hvad andre folk kaldte ham.
