6. januar 2018 | Hørt og set i forbifarten |
Nytårsaften kom der sandheder frem.
Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?
For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.
Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.
Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.
Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”
Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.
Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.
Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.
Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.
22. maj 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Der er kommet en ny kogebog i vores samling. Den er så smuk, at den stadig ligger på sofabordet og tager sig ud. Senere kommer den på sin rette hylde.
Udover at være flot og indbydende og fyldt med lækre billeder og opskrifter på den mad, der bæres ud fra køkkenet på Cafe Hack, der ligger under Aarhus Teaters ene vinge i arkitekten Hack Kampmanns bygning fra år 1900, er den også historien om restauranten og dens tilknytning til teatret, om radioprogrammet Cafe Hack, og det er fortællingerne om nogle af de mennesker, der har tilknytning til og kommer i bygningen og restauranten, skuespillere, kokke, teaterpersonale og gæster.
Jeg har læst den fra ende til anden, og jeg er begejstret. Hammerflotte fotos og veldrejede fortællinger. Det er min gode veninde Hanne, der har skruet teksterne sammen, og det har hun gjort rigtig godt. Hele holdet bag bogen har gjort det godt, og resultatet er en fryd for øjet og hjernen. Formodentlig også for munden og maven, men så langt er jeg ikke nået endnu.
Vi var inviteret på Cafe Hack til noget, værtsparret Hanne og Morten kaldte krisetopmøde, noget med en rund fødselsdag og en syvårsdag og noget midtvejspanik. Eller et tilbud om i det mindste at være sammen om at gå i panik, hvis det ikke kunne undgås. I virkeligheden var det en fest. Vi havde i hvert fald en fest.
Og så kunne man købe Cafe Hacks kogebog, og det gjorde vi. Eller vi og vi. Pludselig var min kæreste forsvundet og kom et øjeblik efter tilbage og gav mig bogen. De andre gæster, som kendte den i forvejen, talte godt om den. Dog var der en moster, der sagde: “Altså, det der brød … ” – jeg troede, at brødopskriften nu skulle berømmes – “… dét skal I ikke bage! Der er så meget forskelligt i, at man knækker tænderne på det!!”.
Som nævnt har jeg læst hele bogen, også opskrifterne, og hvad jeg er HELT sikker på, at jeg vil lave på et tidspunkt, er netop Koldhævet brød med græskarkerner, tranebær og malt. Mine tænder er stærke.
Røverhistorierne kan købes ved at gå denne vej. Jeg er ikke blevet bedt om at reklamere; jeg deler bare ud af min betagelse.
Nå jo, så var vi også på rundvisning i teateret. I salene, bag kulisserne, fra kælder til kvist, alle syv etager, hen over svanekuppelloftet, i værksteder og kostumelagre. Det er en fantastisk bygning. Jeg er beriget, betaget og begejstret.
