Nytårsaften kom der sandheder frem.
Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?
For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.
Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.
Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.
Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”
Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.
Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.
Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.
Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.
