7. marts 2018 | den store bunke |
Tænk! Det er snart et år siden, vi overtog rækkehusidyllen. Første april 2017 var hus og have, højt til himlen og kreditforeningslån vores. Og utætte rør, viste det sig siden, men det er en helt anden historie, som vi ikke kender slutningen på endnu. Men den ender godt! Blev der sagt!
I dag for et år siden skrev jeg en række flytteforsæt under overskriften Når vi flytter, skal vi. Det var temmelig forskellige områder, jeg regnede med at ændre på. Lad os se på, hvordan det er gået.
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
– Det er ikke sket. Vi køber stadig ind samme dag og fremtidssikrer højst til næste dag. Ingen er motiveret til andet, og i øvrigt spiser vi rasende godt og varieret.
- grille noget mere.
– Det er vist nogenlunde status quo. I øvrigt spiser vi rasende godt og varieret …
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
– DET SKETE!
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
– Det sker hele tiden, også netop nu. Og. Det. Er. Så. Fedt! Jeg rånyder den brændeovn, gør jeg!
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
– Sådan var det. Og sådan bliver det igen.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
– Det viste sig i praksis, at det ikke var nødvendigt. Køkkenvindueskarmen er lang og bred nok til, at der kan stå fire bageplader ved siden af hinanden. Det fungerer, og der kommer noget godt ud af det.
“Er I stadig glade for huset?”, spurgte Lasse i øvrigt, da det med de utætte og ulovlige rør var en realitet. Og det er vi. For når nye rør er lagt ind, og bøvlet er lagt bag os, bliver det jo godt igen og sikkert endnu bedre.
Grundfølelsen for det her hus har hele tiden været og er fortsat GOD.
Også selv om vi stadig sjathandler.
5. marts 2018 | den store bunke |
De tre ting virker ikke umiddelbart, som om de har noget med hinanden at gøre. Og det er en fuldstændig korrekt iagttagelse: Det har de ikke.
For ni år siden, da Facebook var ny og jeg skrev opdateringer hver dag og gerne flere gange om dagen, handlede de tit om akvariefisk. Yngsten havde akvarium i flere år, og vi arbejdede evigt på at holde en rimelig bestand af såvel stimefisk som mere interessante fisk, der havde både udseende og ego med sig, og i øvrigt kunne enes og leve sammen i de 54 liter plummervand, der var til rådighed. Skalarer og sværddragere, for at nævne et par af arterne. Sugemallerne hed altid Hanne, og vi nåede op på både Hanne 7 og Hanne 8. For det sørgelige var jo, at der jævnligt døde fisk, så vi måtte supplere. Og af denne status ses det, at der ikke altid var fisk på lager i dyrehandlen heller.
For nogle uger siden, da vejret var mindre hvidt, var vi ude at gå i Ø Bakker, der ligger en halv snes kilometer øst for Viborg. Og måske har I aldrig tænkt over forskellen på jægertøjsfarver og fjeldtøjsfarver. Med jægertøj camouflerer man sig i naturen. Når man går på fjeldet, gælder det om at kunne ses, for hvis man forulykker og skal undsættes, er rød, gul og blå til at få øje på fra luften frem for grønt, gråt og sort. Jeg nævnte det her, da vi vandrede i Norge sidste sommer.
Prøv at finde fotografen på det her billede. Han ville aldrig være blevet reddet af helikopteren.
I weekenden havde vi alle børnene hjemme, og i går fejrede vi store søn, der fyldte 24, og jeg havde lovet brunch. Dagen før var han blevet fejret hos farfamilien, og da han og hans søskende blev kørt hjem til os om aftenen, hilste faren af med at sige, at “så kan det være, din mor bager en kage til dig”.
Lige dér gik det op for mig, at jeg ikke havde tænkt et sekund længere frem end brunchen. Jeg havde ikke tænkt på kage, og jeg havde ikke skænket aftensmad en tanke. Sikke en mor! Heldigvis er Morten både bagersøn og en suveræn lagkageopsmører, så jeg spurgte, om han ikke kunne improvisere en lagkage. Og det kunne han, og den var god! Og der var lys i – helt præcis 12 lys, og jeg har faktisk ikke fået spurgt, hvilken tanke der lå bag dét antal. I øvrigt er en 24 års fødselsdag en af de få andre begivenheder end jul, som kan berettige et kalenderlys.
Aftensmaden blev også reddet. Fødselaren hævdede længe, at han ikke har nogen livret, men vi fik alligevel tvunget et menuønske ud af ham, og jeg lavede en suveræn Cæsarsalat. Sikke en mor!
28. februar 2018 | den store bunke |
I aften er det syv år siden min far døde, og derfor er 28. februar – den sidste vinterdag – altid en dag, hvor jeg mindes og sender ham tanker. Hvor end han er. Jeg er ikke religiøs på den måde. Jeg har ikke brug for at tro på, at hans sjæl er et sted. Minderne om ham findes der, hvor jeg er. Min mors minder om ham er hos hende, og sådan lever han videre hos dem, der kendte ham og holdt af ham.
Billedet her er fra den sidste juleaften, han var med. Man kan godt se, han er gammel og lidt afpillet, men man kan også se, han stadig har sit gode lune, drikker øl og er ved at fyre et eller andet vittigt af til mor, måske noget om at være et par gamle nisser, der skal hænge fast på det billede. To måneder senere døde han, uden at der forud havde været særlige tegn på, at det skulle være lige dén dag. Han havde været en gammel mand længe, de sidste halvandet år kunne han ikke så forfærdelig meget og havde hjemmehjælp fire-fem gange om dagen, – til at komme i seng og komme op igen, blive vasket, få skiftet kateder og den slags, som hverken kunne eller skulle belaste mor. Men han læste avis, så nyheder, fulgte med i verdens gang og var for det meste klar i hovedet.
Han var næsten 94, og den aften i februar gav organismen ganske enkelt op. Det var en mandag, og jeg havde været hos dem i weekenden, hvor jeg tilbragte en del tid med at organisere en masse ting på deres loft, som de ikke skulle have med, når de flyttede i en mindre bolig kort efter. Far nåede ikke at flytte med, og det var nok meget godt, for den gamle landmand var egentlig ikke meget for at skulle rykkes væk fra udsigten over de marker, han havde dyrket og levet på i næsten tres år. Måske er der en højere sammenhæng dér, måske valgte han selv at lukke ned, jeg ved det ikke.
At jeg var der den weekend har givet mig en dyb ro og en følelse af at have fået sagt ordentlig farvel. Jeg vidste jo ikke, det var sidste gang vi sås, men jeg er ikke efterladt med noget, jeg ikke fik sagt til ham, eller ærgrelse over, at jeg ikke fik besøgt ham nok. Jeg har en grundfølelse af, at alt faldt på plads på den rigtige måde i rette tid, og jeg er dybt taknemmelig for det.
På dette billede er far noget friskere at se på. Han er også kun 86 her. De gode fynske gener.
27. februar 2018 | den store bunke |
Det sner sidelæns!
Jeg kan se det i lyset omkring gadelygterne, når jeg kigger ud. Og vores gode gænge med at gå aftentur …. ja, vi SKAL jo ikke. Så den er sat i bero i dag. “Det er livsfarligt”, er vi enige om og er rykket sammen om brændeovnen.
Det har altså ikke været sådan virkelig voldsomt i vores område, snevejret. Altså, det har sneet, det blæser, og der ligger en del sne, men solen har også skinnet i dag, og det hele er vist noget værre i de sydligere egne. Alligevel er der ingen grund til unødig udgang. Når vi nu HAR tændt op, og her er dejligt varmt i stuen. Folk og fæ bliver inde i aften.
Her.
26. februar 2018 | den store bunke |
Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.
Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.
Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!
