10. juni 2018 | den store bunke |
I fredags var jeg til firmaets sommerfest. Og mens man sådan sidder der på en terrasse og bager i solen med et glas rosévin, som man er nødt til at drikke i en fart, inden indholdet begynder at koge, går snakken imellem kollegerne. Og fordi det både er fredag, festligt og efter fyraften, snakker man om andet end arbejdet, for eksempel om hvad man laver, når man ikke arbejder.
Det spørgsmål, jeg fik flest gange i fredags, var: Hvad skal I så i sommerferien?
Jeg fik det faktisk så mange gange, at jeg efterhånden syntes, det var ærgerligt, at jeg ikke rigtigt kunne svare på det. Altså, i min første ferieuge har vi snakket om, at husstanden måske nok muligvis eventuelt kører til Prag. Ligesom vi de foregående år har været i Amsterdam, Strasbourg og Hamburg, denne gang bliver min Aygo dog hjemme til fordel for Mortens bil, der er nyere og større.
Men det er også så langt, vi har tænkt. Der er ikke hverken bestilt overnatning eller tænkt videre over, hvad vi så skal foretage os i Prag. Og bagefter har jeg yderligere to ugers ferie, hvoraf Morten og jeg i den sidste uge gerne vil gøre noget, bare os to. Vi havde bare ikke fået sporet os ind på hvad. Om vi skulle mod nord, syd, øst eller vest. Til natur eller storby. Noget som helst.
Men.
Netop i dag ramte snakken noget, som faldt godt i begge vores maver. Noget med at flyve til et endnu ikke nærmere specificeret sted i Italien, leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kører til højre eller venstre. Nok. Sikkert. Noget i den retning.
Så skal vi bare begynde at overveje at booke noget, dels i Prag, dels noget i den italienske afdeling. Og SÅ kan jeg svare for mig, næste gang kollegerne spørger, hvad jeg skal i min sommerferie.
Derfor har jeg i dag tilføjet et nyt punkt på min huskeliste: Tænke på sommerferie.
Så ved vi, jeg er opmærksom på det.
5. juni 2018 | den store bunke |
Vi kan tilsyneladende ikke få højde nok på vores færden. Og så passede det helt fint ind i dét koncept, at svigermor havde opgivet at holde styr på alle sine børns, svigerbørns, børnebørns, svigerbørnebørns og oldebørns fødselsdage og i stedet besluttet at invitere til fælles oplevelser, en dag hvor hun kunne nyde at være sammen med alle de nævnte, og som indbød til nærvær, snak og familiefællesskab.
Valget var faldet på bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro og en naturvejlederstund for dem, der ikke var høje nok til at komme i højden eller var jordbundne af andre grunde. Det var i søndags, og det var fedt og sjovt. Vejret og udsigten var i top, og det var en virkelig fin oplevelse, både brovandring og familiesamling.
Grevinden er topbegejstret for indsigt og udsyn fra de øverste etager, og det fik vi. Vi havde en rigtig god guide, som fortalte med humør og begejstring om alt det, man kan se fra de øverste jernbjælker på sådan en gammel bro fra 1935, mens hun førte os fra Fyn til – næsten – Jylland og tilbage igen. Turen tager to timer og koster 285 kroner for en voksen. Bare til info, hvis det er det vigtigste, I har at spørge om. Resten kan I læse om på bridgewalking.dk.
Det har overrasket mig lidt, at mange af kommentarerne til det billede, jeg lagde på Facebook med teksten ’Agent BB i radiokontakt og sikkerhedsudstyr på toppen af Lillebælt’ har været noget med ’at I tør’ og ’hvor er du modig’. Vel skulle vi op ad mange trapper, og vel gik vi på en smal rist 60 meter over vandoverfladen, først på sydsiden, inden vi krydsede over en tværbro og gik tilbage på nordsiden, men på intet tidspunkt følte jeg det specielt modigt eller grænseoverskridende at gå der. Jeg har ganske vist heller aldrig døjet med højdeskræk og har altid været det barn, der sad højest oppe i de højeste træer. Men altså, sikkerheden var i orden. Heldragt, sele og tøjret til en skinne under hele turen samt radioguidning. Det kunne ikke være mere trygt.
Sandheden er, at det på billedet ser vildere ud, end det var. Man ser ikke så meget af fundamentet, vi går på, men vi var altså holdt godt fast af en line, og der var stabilt gelænder hele vejen.
De her højder – ’bare’ 60 meter over havet – og blåt, grønt og fladt i sigte var meget anderledes end de højder, vi gik i for lidt over en uge siden, men det var stadig højt, og som Morten sagde som kommentar til kommentarerne: Når man har været hér, tør man alt. Se lige denne dronefilm fra Flatiron, hvor vi overnattede. Cirka 1.20 inde i filmen går kameraet tæt på den yderste spids af platformen, og man kan se en lille rund plet med sand. Dét var vores lejrplads. Der lå vi 13 mennesker og sov under stjernehimlen og i lyset nede fra Phoenix. Men vi var jo slet ikke ude og få det lodrette kig ned ad klipperne, som filmen viser. På film virker det langt vildere, end det føltes at være der selv. Dét var heller ikke utrygt, bare flot.
På samme måde er det med billederne fra Lillebæltsbroen.
29. maj 2018 | den store bunke |
Forestil dig at vågne om morgenen med denne udsigt og total stilhed.
Og gå i seng samme aften med dette billede på nethinden – og ørerne fyldt med alle de lydindtryk, der følger med.
USA er kontrasternes land, og skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at Las Vegas er et forfærdeligt sted. Money talks, siger man – og i Vegas RÅBER de. Døgnet rundt. Selvfølgelig var kontrasten forstærket af de foregående dage, som vi havde tilbragt i naturen og i søvnige småbyer langt væk fra alting. Men jeg var tilpas med, at vores ophold i Las Vegas begrænsede sig til trekvart døgns transit inden hjemrejsen, og at vi nøjedes med at gå en lille runde ud og kigge på byens hyr og uhyrligheder, inden vi gik omkuld i hotellets gigantiske senge.
Og heldigvis er det de mange enestående naturoplevelser, der har bidt sig hårdest fast i hukommelsen. Øjne og krop husker i fællesskab. Stroppeturene var ind i mellem heftige, men det var altid anstrengelserne værd.
Læs første turfortælling her.
Fossil Creek var den længste trail, vi gik. 20 km i alt. Øde, gruset, gyldent og forholdsvist letgået. Og i de inderste kløfter gemte sig grønne vandbassiner og fossende vandfald.
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Turens sidste trail er den, der for altid vil være prentet i min hukommelse og stå som rejsens højdepunkt. På alle planer. Superstition Mountains øst for Phoenix. Helt eksakt var vores mål en markant top, der kaldes Flatiron, fordi dens karakteristiske form ligner et strygejern, der står på højkant. Jeg synes mere, den ligner stævnen på en mægtig supertanker. Tusind højdemeter skulle vi op, nærmest lodret sine steder. Det var de passager, som Niels Ole kaldte momenter. Aldrig udfordringer, selv om det var det, de var.
Flatiron ender i en bred platform, som åbner et formidabelt udsyn til alle sider og ud over Phoenix, som er USA’s sjettestørste by. Denne platform var vores mål, og her skulle vi overnatte. Det betyder selvsagt, at meget skal slæbes med op. Soveposer, liggeunderlag, aftensmad og morgenmad, masser af frugt og energibarer – og i alt 160 halvliters vandflasker. Plus os selv. Der var onde udfordringer – nej, momenter – til alles ben, og hold da op, hvor vi sled og svedte. I 37 graders varme i fem timer. Men ved fælles hjælp, slid og tid kom vi alle sammen op. For pokker, vi havde nogle seje fyre i flokken, som løftede og bar helt ekstraordinært – og lidt til. Respekt! Og tak.
Og så sad vi deroppe. Med millionbyen for vores fødder, mens solen gik ned – og dét går stærkt på de kanter. Så var det mørkt, og det var en fantastisk oplevelse at tilbringe natten på det sted og i det selskab, godt begravet i soveposen. Ikke mindre fantastisk var det at vågne til den udsigt, ud over hele verden – næsten.
Nedklatringen krævede koncentration og tog også lang tid, men den var knapt så hård som opstigningen. Og det var lidt godt, at Flatiron var sidste tur, for det tog nogle dage, inden det holdt op med at stikke i lårmusklerne og værke i armene.
Men kroppen og de gamle ben holdt, og sikke en rejse, vi har været på!
Det kan godt være, vi må af sted igen. Vi fik jo ikke Utah …
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.
28. maj 2018 | den store bunke |
Vi har haft en helt, helt fantastisk tur i det sydvestlige USA og er vendt hjem, topbegejstrede og fuldstændigt mættede af ubeskrivelige indtryk. Vores billeder indfanger kun en brøkdel af de storslåede naturscenerier, vi har set med vores øjne, og vores ord kan aldrig beskrive de oplevelser, vi har følt og mærket på vores krop, så andre forstår det.
Man skal faktisk have været der selv.
Vi har gået fem vidt forskellige trails i løbet af de seks vandredage, vi har overnattet ude to gange. Det har været smukt, råt og stort. Vi har set uendelige vidder, gået i smalle kløfter med majestætiske røde klipper højt til begge sider, vandret i golde ørkenlandskaber, der pludseligt åbenbarede smaragdgrønne bassiner og fossende vandfald. Vi har klatret op af umenneskeligt stejle stigninger, haget os fast i stenblokke og passeret stikkende krat på vejen op til de højeste toppe for at nyde overvældende udsigter og blussende solnedgange.
Vi har været i Arizona. Og lidt i Nevada.
Vi har faktisk overhovedet ikke været i Utah, som planen ellers var. Det var noget med, at vejret var bedre sydpå, og vi ville hellere have nogle gode varme vandredage end trækkes med skydække og ærgerligt vejr, og der var altså større sikkerhed for godt vejr i Arizona. Sagde Niels Ole, som arrangerede turen, og han besluttede løbende, hvor vi skulle videre hen, når én trail var tilbagelagt. I virkeligheden lagde han sig nok først fast på i flyet derover, om vi skulle køre sydpå eller nordpå fra Las Vegas, hvor vi landede.
Selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig til Utah, fungerede det godt, og vi var fuldstændigt trygge ved stort set ikke at vide, hvad næste træk ville være, eller hvor vi skulle sove, spise eller gå. Og selv om vi havde vidst det, kunne planerne sagtens blive ændret fra det ene øjeblik til det næste. Vi blev ret vant til “Prøv og hør, vi gør lige noget andet”. Og det var fint.
Utah, Arizona … naturoplevelser fik vi til fulde. Jeg har aldrig oplevet noget magen til, og jeg ville aldrig have kunnet forberede mig på de oplevelser, jeg fik. Hverken strabadserne eller belønningerne for anstrengelserne. Noget af det var godt nok hårdt, og jeg er egentlig glad for, at jeg gik ind til det uden at kende omfanget af de kræfter, den sejhed og råstyrke, jeg skulle mobilisere undervejs.
Vi kørte altså mod syd og bevægede os i området Kingman, Flagstaff, Sedona og Phoenix sydøst for Las Vegas. Vi gik følgende trails:
Turtlehead Peak, Red Rock Canyon, Nevada.
Aspen Peak, Hualapai, Arizona.
West Fork Trail, Oak Creek Canyon, Arizona
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.
Her kommer en lille billedkavalkade, og ja, det er kun en fattig genspejling af, hvad mine øjne har set. Men det findes derovre og kan opleves, hvis du kommer på de kanter. Og det er for resten også kun første halvdel af dokumentationen. Resten kommer en af dagene. Du kan nemlig heller ikke rumme det hele på én gang.
Værsågod at drømme.
Turtlehead Peak
Aspen Peak
West Fork Trail
16. maj 2018 | den store bunke |
Hvorfor har vi ikke kørt vores biler ind i carporten? Hvorfor er de bare smidt lige ude foran?
Ja, det skyldes jo, at når bukkejagten går ind om onsdagen, og jægeren tager på udlandsrejse om fredagen, er der ikke levnet ham mange muligheder for at stå op midt om natten og sætte sig ud i et tårn inden daggry og vejre jagtlykke, – får han ram på noget, skal der jo også være tid til slagtning.
Der er faktisk kun en enkelt dag at gøre rigtig godt med. Jægeren drog ud i morges med årvågne øjne og sigtekornet indstillet på buk. Og ramte. Bum.
Dyret hænger i carporten.
Derfor.
