I fredags var jeg til firmaets sommerfest. Og mens man sådan sidder der på en terrasse og bager i solen med et glas rosévin, som man er nødt til at drikke i en fart, inden indholdet begynder at koge, går snakken imellem kollegerne. Og fordi det både er fredag, festligt og efter fyraften, snakker man om andet end arbejdet, for eksempel om hvad man laver, når man ikke arbejder.
Det spørgsmål, jeg fik flest gange i fredags, var: Hvad skal I så i sommerferien?
Jeg fik det faktisk så mange gange, at jeg efterhånden syntes, det var ærgerligt, at jeg ikke rigtigt kunne svare på det. Altså, i min første ferieuge har vi snakket om, at husstanden måske nok muligvis eventuelt kører til Prag. Ligesom vi de foregående år har været i Amsterdam, Strasbourg og Hamburg, denne gang bliver min Aygo dog hjemme til fordel for Mortens bil, der er nyere og større.
Men det er også så langt, vi har tænkt. Der er ikke hverken bestilt overnatning eller tænkt videre over, hvad vi så skal foretage os i Prag. Og bagefter har jeg yderligere to ugers ferie, hvoraf Morten og jeg i den sidste uge gerne vil gøre noget, bare os to. Vi havde bare ikke fået sporet os ind på hvad. Om vi skulle mod nord, syd, øst eller vest. Til natur eller storby. Noget som helst.
Men.
Netop i dag ramte snakken noget, som faldt godt i begge vores maver. Noget med at flyve til et endnu ikke nærmere specificeret sted i Italien, leje en bil og skiftes til at bestemme, om vi kører til højre eller venstre. Nok. Sikkert. Noget i den retning.
Så skal vi bare begynde at overveje at booke noget, dels i Prag, dels noget i den italienske afdeling. Og SÅ kan jeg svare for mig, næste gang kollegerne spørger, hvad jeg skal i min sommerferie.
Derfor har jeg i dag tilføjet et nyt punkt på min huskeliste: Tænke på sommerferie.
Så ved vi, jeg er opmærksom på det.
